“Burkaforbuddet har som en fremkaldervæske vist, at liberalister stadig ikke forstår en bønne af den kulturkamp, vi står i.
Hør bare Ågerup, der erklærer, at integration primært handler om ”selvforsørgelse”. Hvis altså bare islamisterne kommer til at tjene penge, springer de sikkert ud som glade tilhængere af frisind. Sødt, men så overfladisk, at det næsten er rystende.
Nej, kære Ågerup. Det hele handler ikke om penge, principper og skattenedsættelser.
Vores frihedsrettigheder er ikke dumpet ned fra himlen, men groet langsomt ud af en kultur, der er værd at bevare.
Vil vi forsvare vores frihed, skal vi også forsvare vores kultur.”
Katrine Winkel Holm er stærkt utilfreds med liberalisternes manglende forståelse for vores kerneværdier, og ikke mindst det deraf følgende fejlslagne forsvar for dem. Som f.eks. maskeringsforbuddet som efter Winkel Holms opfattelse ikke er et angreb på ytringsfriheden, som Martin Ågerup hævder. At indføre maskeringsforbud er dybest set en anerkendelse af, at vi skal møde hinanden med åbne ansigter – ligesom vi også skal møde hinanden uden at krænke hinandens blufærdighed. Derfor er det heller ikke tilladt at gå nøgen ned ad Strøget. Et forbud, der fuldt ud kan sidestilles med maskeringsforbuddet, men som Ågerup ikke angriber. Læs Winkel Holms indlæg her