Et fartøj med migranter lægger til kaj i Lipari om morgenen den 14. oktober 2017. Stillbillede: Salvatore Sarpi / YouTube.
Mennesketrafikken til Italia fortsætter uophørligt, og migrantbådene ankommer i disse dage til alle mulige steder – blandt andet til Sicilien, som vi skrev sidste fredag.

Il Messaggero skriver, at 34 algierer natten til lørdag gik i land på Sardinien tre forskellige steder – alle i nærheden ad Porto Pino – aller sydligst på øen. Politiet befandt sig på stedet‚ og efter lægekontrol, blev samtlige taget med til et modtagelsescenter ikke langt fra Cagliari. Rom-avisen oplyser, at 60 algerierer dagen i forvejen var gået i land i det samme distrikt. Sardinien-regionens præsident har bedt indenrigsministeren om en «tættere dialog» med myndighederne i Algeriet med henblik på repatriering og standsning af migranttrafikken. Good luck with that.

Omtrent samtidig ankom 119 syrere og irakere  i en tyve meter lang sejlbåd fra Isanbul til Lipari, den største af de eoliske øer, nord for Sicilien, skriver Il Giornale di Lipari. Fire menneskesmuglere havde forladt sejlbåden i en gummibåd kort tid før ankomsten, sandsynligvis for at blive samlet op af et andet fartøj. Migranterne ringede så til et nødnummer, for straks at blive eskorteret i land af kystvagten. I fraværet af modtagelseskapacitet på øen, bliver migranterne taget med til Messina på Sicilien. La Gazzetta del Sud skriver, at araberne skal have betalt 6000 dollar pr. person for transporten fra Tyrkiet.

Mediaset siger, at mennesketrafikken nu er genoptaget til Lampedusa, og at mere end fem hundrede nordafrikanske migranter er ankommet dertil de seneste dage. Også Pantalleria er igen genstand for migranttrafik. 88 personer blev for nylig samlet op af den italienske kystvagt og sat i land på øen, som ligger lige ud for det afrikanske kontinent.

Den katolske ærkebiskop i Tunis, Ilario Antoniazzi, siger forøvrig til TGCOM24, at migranter fra syd for Sahara fortsætter med at strømme til Libyen til trods for, at trafikken derfra fortsat er meget begrænset. De opholder sig i ulovlige lejre eller udnyttes groft af aktører på stedet, og befinder sig i det hele taget i en prekær situation, mens de venter på at trafikken til Europa kommer i gang igen. Dem der kan, tager i mellemtiden til Tunesien i håbet om at kunne komme videre derfra.

I Libyen opbygges der et tryk, der må forventes at finde en eller anden udløsning. De aftaler Italien efter alt at dømme har indgået med klanlederne i Libyen, udgør ingen uigennemtrængelige barriere. I fraværet af en fungerende centralmyndighed er det let at forestille sig, at andre klaner langs kysten af det nordafrikanske land vil se deres snit til at migranttrafikken igang fra deres områder.

Italienske lokalmedier skriver hver især om ankomsterne, men man ser aldrig landsdækkende aviser som sætter dem i sammenhæng. Det er heller ikke til at få øje på en egentlig samlet politisk strategi for at håndtere det generelle fænomen. Hverken politikere eller journalister lader sig tilsyneladende påvirke nævneværdigt af situationen.

Billeder af ankomsterne er da også svære at finde. Stillbilledet som illustrerer denne artikel, er hentet fra en video optaget af en privatperson. Han gør det samme som HRS har inviteret sine læsere til at gøre: Han er ude i felten og dokumenterer hvad der sker med hans land. Forstår folk hintet? De må sørge for sin egen information, deres egen erkendelse – og deres eget land.