Designeren Iman Aldebe er født i Sverige og har forældre fra Jordan. Hun forsøger at «åbne dørene» for muslimske kvinder gennem mode. I 2011 designede hun en politihijab, som de svenske myndigheder naturligvis straks købte. Det er vanskeligt for muslimske kvinder at få arbejde, siger Aldebe. Hun tror, at bare man kan se muslimske kvinder i uniformshijab i Sverige, så vil kvinderne blive inspirerede og interesserede.

– Det är väldigt svårt för muslimska kvinnor att få ett arbete. Men när jag lagt ut de här bilderna har jag sett flera som vill hoppa på den banan. Att folk känner att de kan ta tag i sin dröm. Men det är alltid så att någon måste börja för att andra ska våga. Men Sverige har varit framkanten när det handlar om religiösa arbetskläder. Jag ser en positiv utveckling.

Det er nedslående, at Sverige er på forkant, når det gælder «religiøst arbejdstøj». Hvornår blev vi i Skandinavien optaget af «religiøst arbejdstøj»? Nåh, ja…, det kom med islam. Men det er ikke en positiv udvikling.

Og tror Aldebe virkelig, at dørene er lukket for muslimske kvinder i politi, militær og brandvæsen? Med dagens politisk korrekte hysteri er disse kvinder forrest i køen! Jeg husker selv fra brandvæsenet i Storbritannien, hvor jeg arbejdede i 14 år, at vi måtte ud i en ny rekrutteringsrunde med store ekstraomkostninger, fordi der var for få kvinder i ansøgerfeltet. At det er småt med kvinder, som har lyst til at arbejde i et fysisk krævende job som brandmand, så ikke ud til at sive ind.

Problemstillingen er den samme i alle lande. Men nu er det blevet  fy-fy at påpege, at mænd og kvinder meget ofte har meget forskellige interesser og præferencer. For nu SKAL vi være ens – hvad enten vi kan lide det eller ej. Denne lighedstvang, som vi får trukket ned over hovedet, ville have fået Mao til at nikke fornøjet. I The Sunday Times  kunne man læse, at Storbritannien kan blive det første land, som undlader at spørge indbyggerne om deres køn, i de landsdækkende undersøgelser (census), som gennemføres hvert 10. år.

Selv feministerne er i oprør:

Stephanie Davies-Arai, a feminist activist, said: “Women’s biological sex is being erased and that terrifies me. Once you stop gathering information, that skews everything for women.”

Man vil altså ikke længere have nøjagtige tal på, hvor mange kvinder og mænd, som bor i landet. Fordi nogen har protesteret og sagt, at det er diskrimination af transseksuelle (og sandsynligvis også dem, som ikke kan bestemme sig for, hvilket køn, de tilhører):

The Office for National Statistics (ONS) is proposing to make the sex question in the next census voluntary, after protests that it discriminates against transgender and other non-binary people.

I den samme artikel oplyses det, at fire millioner britere undlod at svare på, hvilken religion, de tilhørte (om nogen). Et så stort tal som fire millioner gør det er vanskeligt at udtale sig om, hvordan udviklingen ser ud. For her kan der være store statistiske skævheder. Hvem er det, som ikke vil give den information?

Den kollektive rædsel for at træde nogen over tæerne gør, at vi mister viden om befolkningen. Alle er «individer» og alle er så specielle. Tror de. Som Noel Gallagher (Oasis) skrev:

«I grew up in the golden age of pop, late 1970s, early 1908s». Nobody talked about lyrics. You listened. You danced. It affected your life. Who cares what is’s about? When did that change? Around Britpop, when everybody wanted to be considered «an artist». When Travis and Coldplay came and it was all introverted why-does-it-always-rain-on-me? It’s not just raining on you. It’s raining on everyone. I’d rather write a song about the umbrella, not the f****** rain.

Det har ikke bare været positivt at individet har fået så stor plads. Det er sket på bekostning af noget andet. For det regner på os alle. Fællesskabet bliver væk, når ingen kan se længere end sin egen selfie. Og fællesskabet bliver også væk, når særkrav hele tiden nyder fremme. For med særkrav, så må noget andet vige.

De svenske myndigheder tænkte næppe over, hvad der måtte vige, da muslimske kvinder fik lov til at bruge hijab som en del af politiuniformen. Det var en misforstået «hjælp» for at de selv skulle virke inkluderende og tolerante i troen på, at et samfund kan øge sammenholdet, bare alle får det, som de vil.

Men fællesskab er ikke noget som kan pålægges os. Det udspringer af genkendelse, lighed og forudsigelighed. Og derfor er det fortsat vanskeligt at rekruttere til politiet fra minoriteterne. For hvor ligger loyaliteten?

I Holland har 25% af alle politirekrutter ikke-vestlig baggrund. Det matcher kravet som hollands politi har pålagt sig selv for at blive multikulturelle. Men der er grund til bekymring, siger politiets fagforening. En undersøgelse viser, at ikke-vestligt politi oftere er involveret i alvorlige integritetsbrud:

Police union ACP fears that this targeted recruitment will come at the expense of quality, according to NOS. The union referred to a recent study by research institute WODC, which said that non-Western police officers are relatively often involved in serious integrity violations.

Når klantankegang og loyalitet støder mod pligter og regler, vil vi få helt nye problemer. Det vil en uniformshijab ikke ændre på.

Gøteborgsposten