Naser Khader med sin nye tatovering (foto.: BT)

Som dansker bør man være taknemmelig for  Naser Khader. Han er et præmieeksempel på, at det er muligt for 2. generations muslimer at assimilere sig, hvilket på en gang tænder et lille håb både for vores kultur-pressede nation og for de mange unge og ubefæstede sjæle med muslimsk baggrund, som i Khader kan se en kultur-muslimsk succés i et sekulært samfund.

Han har gennem årene måttet tage mange tæsk for sin tilvalg af Danmark og sin uforbeholdne tilslutning til det danske, sekulære demokrati. Selvom Khader på lange stræk også har været båret frem af det politiske establishment, der altid ukritisk elsker ethvert indvandrer-trofæ – så har hans aktive tilvalg af Danmark givet haft store omkostninger i forhold til hans oprindelige kulturelle udgangspunkt: mange herboende muslimer hader ham af et slet hjerte og betragter ham som forrædder og en frafalden, og truslen mod ham har i perioder været så stor, at man har måttet udstyre ham med livvagter.

Nu har venstrefløjen imidlertid sluppet sit kærlige favntag af Khader efter han har langet ud efter to tvivlsomme muslimske kvinder – Sherin Khankan og Khaterah Parwani – for at berige sig på det offentliges regning under dække af at ville hjælpe  personer udsat for psykisk vold og religiøs og social kontrol i muslimske miljøer. Det har indbragt de to damer 680.000 kr. fra satspuljemidlerne – og det uden at nogen af dem har kunnet dokumentere blot skyggen af forudsætninger for at kunne hjælpe udsatte muslimske unge. Tværtimod. Både Khankan som imam og Parwani som ny-agnostiker og halvstuderet jurist må anses for nærmest uegnede til den opgave, de angiver at ville løfte. Hertil kommer, at de med deres islamiske udgangspunkt sandsynligvis vil få enhver ung muslim, der vil ud af islams socialt-kontrollerende kløer, til at løbe skrigende bort.

Men selv for kulturmuslimen Khader er det helligbrøde at kritisere andre muslimer – og især yngre, muslimske kvinder – når først de har sagt “integrationsprojekt, social, religiøs og kulturel kontrol” i samme sætning. Det gør dem fredhellige og fritager dem for enhver efterprøvelse af deres såkaldte projekt, ligesom det ikke kunne falde hverken Sofie Carsten Nielsen (R), Josefine Fock (ALT) og Holger K. Nielsen (SF) ind, at bede om dokumentation for allerede udført arbejde.

Til gengæld er de faldet over Khader, fordi han formaster sig til at kritisere det hovedløse integrations-projektmageri almindelighed og Exitcirklens motiver og resultater i særdeleshed, og han har i den forløbne uge været ude i en veritabel shitstorm anført af venstrefløjen. Her har han stået påfaldende alene, trods det faktum at eksemplerne på kuldsejlede, elendige og hundedyre integrationsprojekter er legio, og at argumenterne for Khaders anklager står i kø.

Den manglende opbakning i Folketinget til Khader afslører på en gang, at berøringsangstenover for islam fortsat er stor og at naiviteten, når det gælder unge, veltalende muslimske kvinder bundløs. Og Naser Khader? Han er nu i det politiske establishments øjne blevet så dansk, at man ikke længere har respekt for hans indseende med islam og den kultur, den afføder.