Det er lidt uventet, når man tager i betragtning, at Italien gennem et stykke tid har haft det som erklæret politik ikke at videresende migranter fra Lampedusa, men måske var tuneserne i vejen for fireårsmarkeringen. De havde også været en plage for omgivelserne i flere uger, og stjålet både kontanter og flasker med alkohol fra øens butikker og hoteller. Som man kan forestille sig, så stod politikken ikke mejslet på stentavler.

Aftenen før markeringen, den 3. oktober, blev de sat ombord på det norske skib, Olympic Commander, som satte dem i land på havnen i Messina. Med en udvisningsbeslutning i hånden, men med frit lejde. Idet de forlod fartøjet mellem to rækker af politifolk, viste de frimodigste af dem V-tegnet i triumf over, at de havde undgået repatriering, for derefter at begive sig i retning af stationen. De har syv dage til at forlade Italien, men det siger sig selv, at ingen af dem vil gøre det.

Nærværet af kriminelle nordafrikanere i Italien og i øvrigt i Europa, som man ved ofte rejser med sigte på at bedrive berigelseskriminalitet, så længe de kan, skaber hovedbrud for italienske myndigheter. Det er jo også kendt, at Tunesien har været en hovedleverandørerne af både syrienskrigere og terrorister til Europa, senest slagteren i Marseille. Og som vi har set, antyder en tidligere italiensk statsadvokat, at mafiaen og islamisterne samarbejder.

Det er således en bitter ironi, at det skib som norske skatteydere finansierer, i bedste fald befordrer kriminelle til det europæiske kontinent, i værste fald terrorister.

Den lille hær af nyankomne, illegale tunesere er i to måneder dagligt gået i land langs den sicilianske kyst – mindst 4000 personer, et forsigtig estimat med tanke på, at mere ed halvdelen af dem, der gør turen fra Tunesien til Sicilien forsvinder uden at blive opdaget, hverken til havs eller på land.

Så hvorfor bliver de ikke sendt tilbage til Tunesien, når de før eller senere uundgåeligt vil blive genstand for en ID-kontrol? Tunesien har en fungerende regering og en aftale om at modtage egne borgere, som er migreret ulovligt til Italien.

Djævelen ligger i de bureaukratiske detaljer: En bestemmelse i aftalen begrænser antallet af ugentlige returneringer til tredive personer. Et antal, som er klart lavere end den mængde mennesker, som stiger i land. De illegale migranter får derfor et stykke papir i hånden med besked om at forsvinde fra Italia ved egen kraft – hvilket de måske gør, men ikke for at rejse hjem. For Tunesiens regering åbner der sig alle tiders chance for at øge kvoten til et højere antal i bytte mod en fed check fra Rom.

Lampedusas borgmester, Salvatore Martello, er ikke glad ved situationen. Han siger, at det ikke handler om personer, som flygter fra krig og elendighed, men om kæltringe.

Og disse mennesker er det altså, at den norske regering hjælper EU med at befordre til det europæiske kontinent.

Gad vide, om der er nogen blandt de store norske medier, som synes det er på tide at afkræve regeringen svar på, hvad den egentlig har gang i? Vi holder ikke vejret, mens vi venter.