Falsk varebetegnelse

Wilhelm Freddie

Skovgaard Museet i Viborg åbnede fredag en meget omtalt udstilling med titlen Billedstorm – blasfemi i kunsten fra reformationen til i dag. Var udstillingen ikke blevet omtalt i Berlingske, fordi Muhammedtegningerne ikke er at finde på Skovgaard Museets udstilling, var udstillingen sandsynligvis blevet forbigået i noget nær rungende tavshed bortset fra lidt lokal interesse. Men da museumsleder Anne-Mette Villumsen fra Skovgaard Museet fortalte til Berlingske, at årsagen til, at Muhammedtegningerne ikke var med på udstillingen, var, at tegningerne “ville skygge over den nuancerede fremstilling af blasfemisk kunst, som udstillingen repræsenterer”, lød det hult i manges ører. Og de fleste sad tilbage med en fornemmelse af, at Muhammedtegningerne var udeladt af andre grunde, end Anne-Mette Villumsen var villig til at indrømme. For eksempel den indlysende fare for terror, vold og trusler, der følger i kølvandet på Muhammedtegninger.

Hermed var bolden givet op til endnu en runde i den uendelige historie om Muhammedtegningerne, og snebolden voksede til en medielavine, da integrationsminister Inger Støjberg postede Kurt Westergaards Muhammedtegning på sin Facebookprofil og samtidig kritiserede Skovgaard Museets beslutning om ikke at vise tegningerne. Museet kunne på sin side argumentere for, at Muhammedtegningerne ikke er kunst, men dagbladssatire. Men også det argument kan pilles fra hinanden, da museet på videomonitorer viser for eksempel Islamisk Stats ødelæggelser af førromersk kultur i Syrien og en statue af Saddam Hussein, der bliver væltet på Firdos-pladsen i det centrale Bagdad i 2003 i kølvandet på amerikanernes invasion af Irak. Disse ødelæggelser er selvsagt ikke kunst, men eksempler på religiøs og politisk billedstorm.

Udstillingens slagnummer er den amerikanske billedkunstner Andres Serranos værk Immersion (Piss Christ) fra 1987. Et fotograf af et krucifiks nedsunket i kunstnerens urin. Urinens rødlige skær giver billedet et nærmest overjordisk præg, hvilket afmonteres af det profane materiale, der skaber denne effekt. Værket er et hoveværk i nyere samtidskunst og skabte skandale, da det i 1989 var inkluderet på en udstilling i USA, der havde modtaget offentlige midler. I kølvandet på udstillingen blev kunstneren truet på livet. Men bortset fra Andres Serranos værk, der til nød kan opfattes som blasfemisk, selvom det nok er at stramme den at mene, at et tarveligt plastikkors med en Jesusfigur på har ret meget med gud at gøre, er der langt mellem snapsene, hvad det lovede blasfemiske indhold på udstillingen angår, og så meget mere påtrængende er Muhammedtegningerne og andre konkret blasfemiske kunstværkers fravær på udstillingen.

Skovgaard Museets udstilling minder på sin vis om Århus Kunstmuseums temaudstilling Skandaler fra 1999, hvor Aarhus-museet dokumenterede et århundredes skandaler i dansk kunst, for flere værker på Skovgaard Museet har intet med blasfemi at gøre, men har udelukkende fået deres plads i kunsthistorien og på Skovgaard Museets udstilling, fordi de har vakt skandale. Blandt disse er Marco Evaristtis installation “Helena & fiskeren”. En installation bestående af en række blendere med fisk i. Da værket blev udstillet på Trapholt Kunstmuseum i 2000 kunne publikum trykke på en knap på blenderen og gøre fisken til fars i løbet af sekunder. Den mulighed er publikum frataget på Skovgaard Museet. Her er blenderne ikke sat i stik. Og denne demontering af værkets oprindelige intention bliver faktisk et tydeligt billede på udstillingens manglende ambition. I Viborg er man kommet enhver farlighed i forkøbet.

Bjørn Nørgaards værk Hesteofringen fra 1970 er også med på udstillingen i form af et glas med hesteindvolde. Dette værk havde en kultisk karakter, men næppe en blasfemisk og synes således også at være langt fra udstillingens påståede tema. Også den italienske konceptkunstner Piero Manzonis værk Merda d’Artista – kendt som lort på dåse – er med på udstillingen. Heller ikke det værk har noget med blasfemi at gøre. Asger Jorn er repræsenteret med en modifikation af et religiøst motiv, der i udgangspunktet forestillede Jomfru Maria og Jesusbarnet. Jorns bearbejdelse kan, hvis man strammer buen til bristepunktet og med opbydelse af megen velvilje, muligvis kaldes blasfemisk.

Anderledes forholder det sig med Wilhelm Freddies to malerier “Meditation over den antinazistiske kærlighed” og “Sadomasochistisk interiør”, der intet har med blasfemi at gøre. Det første billede fra 1936 er en kritik af nazismen. Maleriet forestiller Adolf Hitler og et ungt par, der er symbol på den kærlighed, som skal give nazismen modstand. Mens det meste af billedfladen er fyldt af truende skyer. Nazisterne var ikke fans af hverken moderne kunst eller Wilhelm Freddie, og i 1944 blev det så hedt for Freddie at opholde sig i Danmark, at han måtte flygte til Sverige. Det andet maleri – “Sadomasochistisk interiør” – stammer også fra Freddies gennembrudsår 1936 og er et frontalangreb på datidens seksualmoral og pornografilovgivning.

Som det står klart er blasfemi en meget løs ramme omkring Skovgaard Museets udstilling, og det tenderer mod falsk varebetegnelse, når museet deklarerer udstillingen som omhandlende blasfemi i kunsten. At blasfemi stadig er et hot emne, fik museet til gengæld afdækket, men nok på en anden måde end det oprindeligt var tiltænkt.

Udstillingen Blasfemi på Skovgaard Museet i Viborg er én af tre udstillinger med fællestitlen “Billedstorm fra reformationen til i dag”. På Kvindemuseet i Aarhus kan man se udstillingen “Køn”, og på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig er temaet “Fremmedhed”.

Alle udstillinger varer frem til 30. december 2017.