Oraklerne

I kronikken ”Den liberale lever i en verden af spejle” (J-P 26.9.2017) argumenterer ph.d. og forfatter Kasper Støvring meget overbevisende for, at de liberales narcissistiske selvspejling og guddommeliggørelse af demokratiet samt overtro på vestlige værdiers overlegenhed i mødet med islamisk kultur bærer en stor del af skylden for, at vesten har tilladt en katastrofal indvandring af muslimer.

Men i kronikkens slutning røber han så pludselig stor uvidenhed om muslimsk kultur og religion på et helt afgørende punkt. Han skriver: ”Man kan ikke bebrejde muslimer, at de fastholder deres livsform. Men man kan bebrejde dem, at de modarbejder dansk kultur”. Det er dog en mærkværdig inkonsekvens og selvmodsigelse, Støvring her lægger for dagen.

Sagen er jo, at for muslimer er det at fastholde egen livsform det samme som at fastholde sharia. Men en på sharia grundet livsform står jo til dansk kultur som ild til vand! Ifølge sharia er danske love givet af vantro jo blasfemiske. De skal derfor bekæmpes ved at indføre sharia som eneste gyldige lov i alle muslimsk dominerede ghettoer og ved at erstatte demokratiet med sharia. Ifølge sharia er det også dybt vanærende for muslimer at være underlagt ikke islamiske myndigheder som dansk politi, post- og retsvæsen osv.  Det er derfor muslimers pligt at holde vantro danskere ude af muslimske områder og bekæmpe alle former for integration og assimilation med værtslandets vantro.  Støvring nævner jo også selv, at en undersøgelse i 2015 viser, at 77,2% af danske muslimer går ind for sharia – og det vil jo netop sige: går ind for at bekæmpe dansk kultur og erstatte den med muslimsk kultur, hvor vantro danskere degraderes til dhimmi status. Det høje procenttal, som også kendes fra udenlandske undersøgelser blandt muslimer, hænger sammen med, at der blandt muslimske lærde er stor konsensus om, at ”enhver som går imod indførelsen af sharialoven er en frafalden, som fortjener at staten eller en troende muslim slår ham ihjel” (al-Ghazali 1992).

Støvring skriver fremdeles, at man kan undre sig over, at muslimerne ”vælger at leve som fremmedgjorte i et land, de i grunden foragter.” Ja men ved Støvring da ikke, at det ifølge sharia er en elementær pligt for muslimer at praktisere jihad i form af at udvandre til de vantros lande for at erobre dem ved at øge andelen af muslimer indtil det punkt, hvor de kan tage magten i landet enten ved stemmeflerhed eller ved vold og terror?  Herom er der da ellers skrevet adskillige artikler og bøger. Lad mig her blot nævne to, som meget kan anbefales: ”Global jihad. Islams sjette søjle” af M. Fouroozandeh og M. Søndergaarsd” 2012  – og ”Et essay om Koranens magt” af H. P. Rasmussen 2017.

Her blot to citater fra sidst nævnte bog: Det er enhver muslims pligt at efterligne Muhammed, som har status som fejlfri forbillede i alle forhold: ”Med Muhammeds flugt og udvandring til Medina bliver flugten eller udvandringen til en guddommelig og hellig handling (sure 2.124 og 33.21)”, som i særlig grad kvalificerer muslimen til at komme i paradis (s. 7) – og om pligten til at udvandre siger koranen (sura 9.39) ”Hvis I ikke udvandrer, vil Han (Allah) straffe jer med en smertelig straf og vil i jeres sted vælge et andet folk” (s. 9).

Erdogan har derfor også gentagne gange opfordret tyrkiske kvinder til at føde mange børn, mindst 5, for ”I er Europas fremtid” . Han arbejder af al magt på, at tyrkerne i stigende grad kan kolonisere og dominere Europa gennem mængden af tyrkiske migranter og mængden af disses nyfødte. Tyrkiets udenrigsminister udtalte da også dette forår: ”Snart vil hellige krige begynde i Europa” og Erdogan selv har udtalt, at han sigter på at genopbygge det osmanniske imperium (J-P 3.10.2009). Den tidligere tyrkiske  premierminister Erbakan udtalte i 2004 under sit besøg i Tyskland til en tysk journalist: ”I tror, at vi muslimske tyrkere kun kommer her for at finde arbejde og samle krummerne af jeres velstand. Nej, vi kommer her for at tage kontrollen over jeres land.” (S. Solomon: ”Moskeen og dens rolle i samfundet” 2008 s. 32).

Så kære Kasper Støvring, du har ikke skyggen af fornuftig og rimelig grund til at undre dig over, at ”muslimer vælger at leve som fremmedgjorte i et land, de i grunden foragter”. Dette valg og faktum ligger for dem lige til højrebenet!  Ja, de har ligefrem et guddommeligt påbud og kald til at komme hertil i størst muligt antal og gøre alt, hvad de kan for at bekæmpe dansk kultur og indføre sharia i dens sted.

 

 

Erik Kjær Pedersen er sognepræst i Brøndby

Ét svar til “Kasper Støvring har ikke forstået islam”

  1. Axel Artke siger:

    Den muslimske befolkningsgruppe har nu nået en sådan størrelse, at den destabilisering af Danmark, som er foreskrevet i erobringsprogrammet, er indledt. Det gøres på mange forskellige måder: Løsning af hjulbolte, stenkast fra motorvejsbroer, tilfældige overfald, skud mod politiet oma. Destabiliseringen splitter danskerne i hard core modstandsfolk på den ene side og venligboere og andre nyttige idioter på den anden side. Regeringen foretager sig intet, for politikerne er også splittet. Når destabiliseringen har nået en vis størrelse, opstår kravet om en “stærk mand”, der kan skabe orden. Her vil givetvis en muslim tilbyde sig – og sikkert uden langt skæg og natskorte. Det er allerede sket i London.