Rachel Avraham er født i Washington, DC, og har boet i Israel siden 2009. Hun har en BA i Regering og Politik fra University of Maryland. Avraham udviklede sin MA-tese i Mellemøststudier fra Ben-Gurion Universitet til en bog med titlen, Women and Jihad (Kvinder og jihad). Hun er ledende medieforskningsanalytiker ved Center for Near East Policy Research og korrespondent ved Israel Resource News Agency.
“Den første palæstinensiske, kvindelige selvmordsbomber var Wafa Idris, som sprængte sig selv i luften i Jerusalem i 2002 under den Anden Intifada. Hun dræbte en ældre mand og sårede 100. Allerede før dette havde flere palæstinensiske kvinder deltaget i anti-israelsk terrorisme. Leila Khaled var medlem af en gruppe, som kaprede et fly i 1969. Dalal Mughrabi var en af de terrorister, som forårsagede Kystvej-massakren i 1978, der dræbte 38 israelske civile, heriblandt 13 børn.
“Efter den Anden Intifada i 2006 var der yderligere to kvindelige selvmordsbombninger. De standsede, da selvmordsbombningerne generelt ophørte. Fra det tidspunkt valgte palæstinenserne andre kamptaktikker imod Israel.”
 Rachel Avraham. |
“I palæstinensisk og muslimsk kultur i almindelighed opfattes kvinder som værende dem, der bringer nyt liv ind i denne verden. De formodes at være hustruer og mødre, ikke krigere. Ifølge det islamistiske livssyn forventes kvinder at støtte jihadisterne ved at opdrage deres børn til at kæmpe i jihad og opretholde hjemmet, mens mændene er ude at slås. Hamas’ Charter viser tydeligt, at kvinders plads er centreret omkring hjem og børn, ikke udførelse af ‘maskuline’ aktiviteter såsom at slås og sprænge sig selv i luften.
“Trods dette begyndte de islamistiske terrorgrupper at acceptere kvindelige selvmordsbombere, primært fordi de forstod, at kvinderne kunne hjælpe dem med at overvinde visse strategiske vanskeligheder. Følgelig accepterede Hamas Reem Riyashi, en mor til to små børn, som selvmordsbomber. Denne beslutning var meget kontroversiel i den arabiske verden. Flertallet af de kvindelige selvmordsbombere har imidlertid været enlige kvinder.
“Under den Anden Intifada var otte palæstinensiske, kvindelige selvmordsbombere skyld i mange døde og sårede. I 2003 sprængte den jurastuderende Hanadi Jaradat sig selv i luften i den delvist arabisk ejede Maxim Restaurant i Haifa. Tyve civile – heriblandt fire børn – blev dræbt og 51 blev såret. Sikkerhedsvagten, en israelsk araber, blev dræbt ved angrebet. 3 andre arabiske ansatte i restauranten blev ligeledes dræbt. Jaradat opnåede stor, positiv, offentlig omtale, fordi Israel havde dræbt hendes bror og hendes forlovede, begge medlemmer af Islamisk Jihad. I det populære amerikanske TV-program, Nightline, hævdede palæstinensiske kvinder, at hun var langt mere offer end de mennesker, hun myrdede.
“Undersøgelser har vist, at palæstinensiske, kvindelige selvmordsbombere får otte gange mere offentlig omtale end deres mandlige kolleger. Desuden er denne omtale generelt mere positiv, end når selvmordsbomberen har været en mand. Vestlige medier gør ofte deres israelske ofre, herunder børn, til skurke.
“Motiverne hos de palæstinensiske, kvindelige selvmordsbombere under den Anden Intifada varierede og skyldtes sommetider en blanding af forskellige faktorer. 5 ud af de 8 kvindelige selvmordsbombere havde en nationalistisk overbevisning. Andre palæstinensiske kvinder besluttede at blive selvmordsbombere under den Anden Intifada, fordi de var barnløse eller skilt, i familie med en mistænkt kollaboratør, havde et udenomsægteskabeligt forhold, var traumatiserede af voldtægt eller var vanærede af at have kysset en mand offentligt. Det bør også bemærkes, at fire kvindelige selvmordsbombere havde en historie med indblanding i terrorisme eller havde en slægtning, som var aktiv i en terrororganisation.
“Medlem af Knesset dr. Anat Berko har interviewet mange palæstinensiske kvinder, der har været involveret i terrorisme. Resultatet er udkommet i hendes bog, The Path to Paradise (Vejen til paradis). Hendes konklusion er, at de vigtigste motiver bag kvindelig terrorisme har været religiøse og nationalistiske. Sammen har disse to udgjort en frugtbar kombination for terrorisme. Andre faktorer kunne omfatte ønsket om at hævne en slægtnings død, had til jøder eller afsky for den vestlige verden. Hun antyder, at disse holdninger ofte var et resultat af den terroristiske subkultur blandt palæstinensiske fanger i israelske fængsler, og at de kvindelige terroristers udtalelser i interviewene muligvis ikke 100% afspejlede virkeligheden med hensyn til deres motiver.
“Arabisksprogede medier glorificerede de palæstinensiske, kvindelige selvmordsbombere. Wafa Idris blev sammenlignet med Mona Lisa, Jesus Kristus, Khadija – profeten Muhammeds første hustru – og Jeanne d’ Arc. I 2002 retfærdiggjorde nogle amerikanske medier de kvindelige selvmordsbomberes handlinger i de angivelige palæstinensiske lidelsers navn. Medierne var også tilbøjelige til at skildre dem som frigjorte kvinder snarere end terrorister. Kun i enkelte tilfælde var medierne kritiske over for kvindelige terrorister.
“De kvinder, der deltog i den seneste Kniv Intifada troede, at det var muligt at angribe nogen og slippe levende fra det. Det resulterede i en anden dynamik end den hos de kvindelige selvmordsbombere.
“Kvindelige selvmordsbombere findes også i andre samfund som i Syrien og Irak samt i den kurdiske PKK-bevægelse i Tyrkiet og blandt tjetjenere. De Tamilske Tigre i Sri Lanka var også berygtede for deres brug af kvindelige selvmordsbombere. Desuden har ISIS brugt kvinder for at undgå sikkerhedsmekanismer, trods en oprindelig modstand grundet anstændighedshensyn.”
Avraham konkluderer: “Ingen kvinde, som griber til terrorisme, er en normdannende person, for disse kvinder bekræfter ikke de forventninger, som deres samfund har til dem. I stedet for at blive hustruer og mødre kaster de sig ud i maskuline aktiviteter i kamp mod Israel. De interagerer med mænd som en del af deres træning og bryder hermed de arabiske æresnormer. Og hvis de fejler som selvmordsbombere, anses de for at være en skamplet på deres samfund, fordi de har fejlet både som almindelige kvinder og som shahidas (martyrer).”
