I månedsvis har Europa afventet politisk afklaring i Frankrig og Tyskland. Nu da denne afklaring endelig er kommet, ligner Danmarks Brexit-politik en fiasko.

Kort sagt har Lars Løkke Rasmussen (V) taget parti for EU, Tyskland og Frankrig og i for høj grad modarbejdet Storbritannien.

Løkke trodser dermed historien, idet det sjældent har været godt for Danmark at vælge side mellem Europas stormagter. Erhvervspolitisk kan det endvidere undre, at Løkke får støtte fra Dansk Industri og Dansk Erhverv i en hård linje imod Danmarks femte-største handelspartner.

Dansk kritik af britisk demokrati

Konfrontationen er gået vidt ved flere lejligheder.

I juni fornærmede Venstres kronprins, Kristian Jensen, den britiske ambassadør under en konference i København.

”Der findes to typer nationer i Europa. Små nationer, og lande, som endnu ikke har indset, at de er små nationer,” lød hånen bl.a. fra Kristian Jensen.

Dét, som Kristian Jensen i virkeligheden klandrede den sagesløse britiske diplomat Dominic Schroeder, var, at Storbritannien havde holdt en demokratisk folkeafstemning.

Dét, som Kristian Jensen undlod at understrege, var, at briterne inden Brexit-afstemningen gjorde et ganske nobelt forsøg på at reformere EU indefra. Den britiske aftale flugtede fint med Danmarks langvarige ønsker om et bedre EU-samarbejde.

Unødvendige provokationer

De danske provokationer er tidsspilde og bringer ingen svar på Brexit-processens vigtigste spørgsmål:

Rundt om i Europa sukker erhvervslivet efter klarhed over, hvilke regler der fremover skal gælde i samhandlen mellem Storbritannien og rest-EU.

Faktisk leverer både Danmark og EU det stik modsatte af klarhed.

EU’s formålsløse krav er, at alle frihandelsspørgsmål først skal løses til allersidst. Altså nægter EU bevidst at løse det problem, som ligger danske eksportvirksomheder allermest på sinde. [1]

Hertil kommer så de forhandlings-strategiske fejl, som den danske regering leverer af helt egen drift.

Flere unødvendige provokationer

Udenrigspolitisk bakkede Løkke-regeringen for eksempel op, da EU søgte en konfrontation i den for Danmark ligegyldige strid mellem Spanien og Storbritannien om Gibraltar-halvøen. [2]

Indenrigspolitisk i Danmark forværrer Løkke og EU-jasiden de store forskelle, der er mellem København og resten af landet.

Konkret nedprioriteres tusinder af provins-arbejdspladser i fiskeri og landbrug, mens regeringen agter at bruge 1,7 milliarder danske skattekroner på at lokke EU’s lægemiddelagentur, EMA, til København. [3]

Fidelt dansk diplomati?

Regeringens forskelsbehandling førte til følgende ganske sigende episode, som mange danske medier overså:

Danske landbrugs- og fiskerifolk fik i juli besøg af den fremtrædende britiske minister Michael Gove.

Gove spillede en nøglerolle op til Brexit-afstemningen, og nu gæstede denne Brexit-fortaler altså Jylland, men ikke København.

Man kan anskue Goves besøg på to måder. Nogle vil mene, at den britiske minister blandede sig utidigt i dansk indenrigspolitik. Omvendt missede det EU-fidele danske diplomati en oplagt chance for at skabe dialog på tværs af Nordsøen.

Merkels og Macrons genvordigheder

Sidste brik i billedet af en forfejlet dansk Brexit-politik udspringer af de seneste begivenheder i Tyskland og Frankrig.

Efter søndagens valg i Tyskland er Angela Merkel svækket i sin formentlig sidste embedsperiode som kansler. Hun vil være endnu mere forsigtig i EU-politikken.

Tirsdag holdt den franske præsident, Emmanuel Macron, så sin længe ventede Europa-tale.

Her luftede Macron en masse gamle euro-føderale ideer uden at levere en klar plan for overholdelsen af egne forpligtelser, nemlig stabiliseringen af Frankrigs budgetunderskud.

Det umådeholdne franske underskud har siden 2009 truet euroens stabilitet og været i strid med eurolandenes indbyrdes aftaler. Spørgsmålet er af vital betydning for finansieringen af Europas erhvervsliv. [4]

Naturligvis afviser førende tyske politikere Macrons tanker om en fælles euro-finanslov, for tyskerne ved jo godt, hvem der ender med en eventuel regning.

EU-føderale tanker uden jordforbindelse

I det hele taget har Macrons føderale drømme næppe nogen gang på jord hos europæiske vælgere. Faktisk blev dette bekræftet søndag, da præsidentens nye parti klarede sig forbavsende ringe ved senatsvalget i Frankrig. [5]

Slutfacit er en formentlig varig rådvildhed i EU’s kernelande, hvilket sætter dansk Brexit-politik i relief.

Løkke satsede ensidigt på to store og vigtige europæiske lande, men generede derved unødigt et tredje stort europæisk land.

Man glemte Scavenius

Samtidig glemte embedstoppen i Udenrigsministeriet vist en af dansk diplomatis allerstørste bedrifter i sidste århundrede. Ved at holde sig neutral mellem Tyskland og Storbritannien lykkedes det diplomaten Erik Scavenius (1877-1962) at holde Danmark ude af Første Verdenskrig 1914-1918.

Der skal ikke her drages for store ligheder mellem de to epoker, men bedriften resulterede dengang i en næsten usmagelig stor velstand i Danmark, mens resten af Europa forblødte.

Scavenius’ rolle under Anden Verdenskrig er anderledes omstridt. Men at læse lidt op på Scavenius anno 1910 havde været rigtig god inspiration for dansk Brexit-politik anno 2017.

[1] Dette aspekt oplever vi ofte i Analyseenheden 4V.

[2] Se for eksempel http://borsen.dk/opinion/blogs/view/17/4579/eu_ligner_et_akrigens_projekta_i_gibraltar.html

[3] På grund af Brexit skal EMA flytte fra London.

[4] Ifølge den franske regering vil budgetunderskuddet falde i de kommende år, men siden vil Macrons bebudede skattelettelser igen øge budgetunderskuddet til EU’s grænse på 3,0 procent i 2019. I praksis tegner det til, at Macron vil fortsætte de franske brud på euroreglerne.

[5] Macrons nye parti, LREM, håbede at få op til 50 senatorer ved valget søndag, men fik kun 23 ifølge Reuters. Samtidig er Macron i stigende grad upopulær ifølge franske meningsmålinger, hvorefter han risikerer samme handlingslammelse som sine forgængere.

Erik Høgh-Sørensen tidl. EU-korrespondent kandidat til Region Nordjylland og til Folketinget (DF), Aalborg.