For 2500 år siden fastslog Sun Tzu – Kinas berømte militærekspert – at “taktik uden strategi er larm før nederlaget”. Et andet velkendt citat fra ham lyder: “Kend dig selv og kend din fjende, og du vinder hundrede slag!” Multikultidyrkere og “venligboere” vil straks afvise relevansen af Sun Tzus erfaringer (hvis de overhovedet har hørt om ham). Men det er tænkeligt, at andre begynder at reflektere over de sørgelige begivenheder og de aggressive erklæringer, som profetreligionens magthavere udsender.

I deres krig mod de “vantro” vinder de gang på gang, og Vestens regeringer lider talrige nederlag – først og fremmest i form af de mange ritualmord på tilfældige forbipasserende og desuden en markant stigning i antallet af voldtægter og røveriske overfald. Generelt gælder det, at staten ikke har nogen strategi – altså en plan for at vinde krigen og ikke blot et enkelt slag. Ministre og parlamenter kan ikke og vil ikke beskytte samfundet. I flere årtier har demokratiernes beslutningstagere vist, at de ikke er indstillet på overhovedet at erkende, at de arabiske herrefolksledere fører krig mod alle “vantro” – fra Dearborn, Malmø og Marseille til Myanmar / Burma. I stedet betegner vestlige politikere de profettroende, som invaderer og hærger sidstnævnt land som ofre. De ønsker ikke at vinde kampen mod den fjendtlige overtagelse, som dagligt proklameres af underkastelsestroens magthavere. Imens lufter paven i Rom plus en mængde protestantiske præster sympati for imamer og andre magthavere på underkastelsesfløjen. Socialistiske politikere, universitetsansatte og fagforeninger gør det samme. Dette fatale svigt frembringer permanent vrede, strid og uro i den vestlige verden, hvilket stadig frembringer forbavselse – eksempelvis i hovedet på Tysklands kansler.

Som omtalt i afsnit 4 spiller frygten en vigtig rolle i den forvirring og lammelse, der kendetegner de fleste vestlige regeringers reaktion på de ulykker, der tårner sig op. Men derudover virker fire andre faktorer:

For det første simpel uvidenhed og ligegyldighed blandt politikere, akademikere og journalister.

For det andet kynisme og opportunisme i form af karriereræs og en række offentlige institutioners samarbejde med den indtrængende fjende, som beskyttes og assisteres af det “vantro” personale.

For det tredje et ødelæggende skyldkompleks (perverteret kristendom). Fænomenet er fremragende analyseret af bl.a. den franske skribent Pascal Bruckner. Dette vanvid kombineres med illusioner og vanetænkning, der hidrører fra den fredelige epoke med offentlig velfærd og økonomisk vækst og velstand.

For det fjerde, at politik i stigende grad fortrænges af jura. De sidste fire statsministre i Danmark var DJØF’ere, og danske jurister orienterer sig først og fremmest efter forældede internationale konventioner og den melodi, som spilles af aktivistiske dommere i den europæiske menneskerettighedsdomstol. Administration og jura drejer sig om det forudsigelige, mens politik handler om det modsatte – altså ukendt land. Fraværet af indsigt og handlekraft i “den politiske klasse” koster dyrt!

På denne baggrund kan det ikke undre, at sproget, terminologien havarerer uhjælpeligt. Denne kalamitet ligner George Orwells dystopi, hvor “fred” betyder “krig” og “sort” betyder “hvidt”. Professionelle militærfolk benytter nødvendigvis et krystalklart ordvalg. Det samme gælder læger, ingeniører, skibsførere og personer i andre fag. Men i demokratiernes politiske og administrative konfrontation med herrefolksideologerne blokeres kommunikationen af karrierehensyn, skadelige illusioner og absurditeter. Her skal terapiens nedbrydning af Danmarks hidtidige retsorden kort omtales.

Når en voldtægtsforbryder fra et ikkevestligt land indfanges og stilles for en dommer, handler det tilsyneladende om en rettergang. Men i praksis er det terapi, og der lægges ikke noget ansvar på forbryderen. Han betragtes som offer og skal behandles og serviceres af de utallige kvinder, som er ansat i domstole og kommunale forvaltninger. Tilsvarende kan eller vil politiet – d.v.s. korpsets ledelse – ikke overkomme at gribe ind mod den raketagtige stigning i antallet af voldtægter. Generelt fremstiller dommere, sagsbehandlere, konsulenter og journalister den grove kriminalitet som resultat af, at stakkelsgjorte udlændinge misforstår sprog og normer i de nye omgivelser. Dertil kommer så “sociale” problemer – eksempelvis for ringe boligareal eller for få penge til dem, som ikke forsørger sig selv.

Således saboteres den danske retsstat og offentlige velfærd, og samfundet – d.v.s. borgerne – spises af med floskler som “der må aldrig skelnes mellem dem og os”. Sådan siger en mængde politikere og kommunernes ansatte – deriblandt skolelærere. De kræver, at borgere, hvis børn overfaldes fysisk af immigranter, skal “inkludere” de tilstrømmende udlændinge og dermed bidrage til fremkomst af en fredelig “mangfoldighed”.

Hvordan ser “rettroende” immigranter – især det ikkeassimilerede ghettofolk – på modstillingen “dem-og-os”? Dette emne kommenteres i afsnit 6.

Torben Snarup Hansen er historiker og forfatter