Når Italien til forskel fra de andre store lande i Vest-Europa endnu ikke er blevet ramt af noget større islamisk terrorangreb, tilskrives det normalt en række fordelagtige omstændigheder for landet: En forholdsvis lille muslimsk befolkning, få muslimske ghettoer samt sikkerhedsmyndigheder, som drager fordel af erfaringerne fra bekæmpelsen af mafiakriminalitet og den indfødte terrorisme under de såkaldte blyår.

Skal man tro den tidligere statsadvokat og mafiajæger Vincenzo Macrì, er det ikke hovedforklaringen på fraværet af islamisk terror i Italien. Til Corriere della Sera siger Macrì, at islamisterne sparer Italien, fordi de samarbejder med mafiaen om trafikken over Middelhavet.

Ved at lade være med at begå terror i Italien, giver islamisterne efter denne hypotese mafiaen arbejdsro på eget territorium som tak for den logistiske hjælp. I så fald kan mafiaen også bruge en sådan «fredsaftale» overfor politikerne for dermed at undgå for meget indblanding i sine affærer.

Mafiaen kan i mangel af indenlandske rekrutter sågar skaffe sig arbejdskraft blandt migranterne, som i mange tilfælde ikke vil have skrupler med at begå kriminalitet. Ifølge en reportage fra det tyske nyhedsmagasin Stern ,som vi omtalte i fjor, er der mange nordafrikanere, som rejser til Europa netop i den hensigt at begå berigelseskriminalitet for familien, så længe de kan opholde sig i vores del af verden.

De indtægter mafiaen får fra trafikken, kan også tænkes at finansiere bestikkelse af italienske myndigheder. For hvorfor er de ellers så uduelige i bekæmpelsen af den illegale bådmigration til Sicilien, som har stået på i månedsvis?

Eksistensen af en sådan aftale ville i det hele taget få mange brikker til at falde på plads. At det ikke er utænkeligt, viser Europas nyere historie. Flere europæiske regeringer, herunder også den franske, undlod for eksempel i sin tid at stikke en kæp i hjulet for palæstinensiske terrorister, så længe disse begik deres terror et andet sted. Hvis regeringer kan indgå lyssky aftaler med terrorister, hvorfor skulle så ikke mafiaorganisationer kunne gøre det samme?

I forbindelse med sine militærstrategiske vurderinger omtalte Churchill i 1942 Italien som «the soft underbelly of Europe». De allieredes invasion af Italien viste, at det var en diskutabel påstand. Med tanke på, hvor afgørende migrationsspørgsmålet er for Europas fremtid, virker karakteristikken mere passende i dag. Korruptionsbekæmpelse i Italien ville således være en investering i hele verdensdelen. Man hører ikke længere så meget til mafiaen, fordi den er stoppet med sine myrderier på må og få, men den er ikke blevet mindre farlig for samfundet, bare fordi den har hvidvasket sig til uigenkendelighed.

Det er svært at befri sig helt fra tanken om, at Tyskland ved at tjene så meget som de gør på de sydeuropæiske landes bekostning med fællesvalutaen, samtidig gør disse lande mere sårbare overfor den form for korruption, som kan tænkes at bane vejen for invasionen. Hvor let er det for en underbetalt politimand at sige nej til lidt ekstra penge for at se den anden vej? Hvis det er Tyskland som bliver siddende tilbage med de bitre frugter af denne ubalance, kunne det næsten betragtes som «poetic justice».

I den bedste af alle verdener, ville de europæiske lande og institutioner lade stå til, men mere interessere sig for den infiltrationen af den legale økonomi, som mafiaen har haft så stor succes med, at man ikke ved, hvor den legale økonomi stopper og den illegale begynder. Da verden ikke er bedre, end den er, kan man tænke, at Bruxelles ikke har de store problemer med, at mafiaen er katalysator for den migration, den hilser velkommen.