Nyt
Bliv ved med at diskutere “svenske tilstande”
Tino Sanandaji (Foto/montasje: Nyheter Idag)
At omdøbe problemer til udfordringer og at feje dem indunder gulvtæppet, har ikke skabt nogen løsninger, det har snarere forværret situationen. Fortsæt derfor gerne med at diskutere «svenske tilstande», skriver Tino Sanandaji i et indlæg i VG.
Sveriges indvandrere bidrog positivt til samfundsøkonomien frem til ca. 1980. Men i løbet af 1980´erne ændrede indvandringen karakter fra arbejdsindvandring til flygtninge- og familiesammenføring.
Sverige har siden taget imod flere asylsøgere per capita end noget andet europæisk land, en ændring, som har sat dybe spor i samfundet, og som nationaløkonomen Tino Sanandaji skriver om i bogen «Masseudfordring».
Sverige er et interessant case-studie over de sociale og økonomiske konsekvenser som følger af massiv flygtninge-indvandring til en velfærdsstat, skriver Sanandaji.
Sveriges eksperiment med omfattende indvandring fra den tredje verden til en velfærdsstat, har vært unik i sit omfang, men er mislykkedes på mange måder. Udenlandsk-fødte udgør omtrent 18 procent af befolkningen, og anden-generationsindvandrere yderligere fem procent. Dette til trods, tæller utenlandsk-fødte 53 procent af dem, som er dømt til lange fængselsstraffe 58 procent af de arbejdsløse, og de modtager 60 procent af udbetalte sociale ydelser. 71 procent af Sveriges børnefattigdom er at finde i husstande med udenlandsk baggrund, mens 76 procent af de arbejdsløse medlemmer i kriminelle gadebander og 90 procent af mistænkte gerningsmænd i skudepisoder på åben gade, har indvandrerbaggrund.
Siden begyndelsen af 1990´erne har personer med indvandrerbaggrund stået for halvdelen af stigningen i lavindtægter, godt halvdelen af reduktionen af elever, som fuldfører grundskolen, omtrent to tredjedele af stigningen i sociale ydelser og mere end hundrede procent stigning i arbejdsløshedstallet – som i samme tidsrum er blevet reduceret blandt indfødte. Dette og andre fænomener, er efterhånden blevet påtrængende «udfordringer», en samtidsretorisk omskrivning for problemer som politikerne mangler løsninger på.
Sveriges selvbillede som verdens humanitære stormagt, solid velfærdsstat, ligestilling og tryghed har fået adskillige skud for boven. Der har været mange negative overskrifter om bandevold, bilafbrændinger, stenkast mod politiet, angreb på redningspersonel og æresvold mod kvinder. Byer som Malmö og bydele som Rinkeby er blevet internationalt berygtede.
Problemene er desværre blevet misbrugt av populistiske kræfter som Donald Trump og Marie Le Pen, skriver Sanandaji:
Når indvandringsproblemerne diskuteres, opstår der ofte en tendens til apokalyptisk retorik – som forstærkes, når man taler om andre lande, hvor konteksten udelades. For at undgå useriøs sortmaling, er det derfor endnu vigtigere at bidrage til et konstruktivt og faktabaseret billede af situationen.
Selv om Sverige fortsat er et af verdens rigeste og mest velfungerende lande, er debatten dog ikke uden fundament. På den ene siden er vold med dødelig udgang faldet i Sverige siden 1990, på samme måde som i andre, sammenlignelige lande – på den anden side, er bandevold i indvandrertætte, urbane områder steget til niveauer, som drastisk overgår resten af Skandinavien. Arbejdsløsheden blandt dem med svensk oprindelse er lige så lav som i Norge – på den andre siden er næsten halvdelen af ikke-vestlige indvandrere ikke i arbejde.
Længe begik Sverige selv den fejl at være overdrevent selvsikker i forhold til sin sociale model og affejede derfor de langvarige tegn på voksende sociale spændinger. I 2005 blev Frankrig rystet af voldsomme oprør med tusindvis af udbrændte biler. I Sverige ble dette opfattet som lidt besynderligt og ubehageligt, men alligevel fjernt, samtidig med, at man stolt fremhævede Rinkeby som et eksempel på vellykket integration, skriver Sanandaji. Kun otte år senere oplevede Sverige voldsomme optøjer i Husby, et område i bydelen Rinkeby-Kista.
Siden da er udviklingen mod parallellsamfund i ghetto-områder på kort tid blevet normalen. I dag har bilbrande, stenkast mod myndighedspersoner og skudløsning mistet sin nyhedsværdi, og ender ofte som notitser i svenske medier, hvis ingen er blevet dræbt. I 2005 fandtes der indvandrere, som slog alarm om udviklingen og advarede om, at oprøret i Paris kunne ske i Sverige også i fremtiden. I stedet for at erkende faresignalene som allerede var der, valgte mange magthaverne selvsikkert at affeje bekymringen og gøre nar i troen på, at Sverige var immunt.
Det provokerer enkelte svenskere, at dette nederlag debatteres i udlandet, men flere og flere svenskere indser værdien af en åben debat, skriver Tino Sanandaji. Sverige må erkende problemerne for at kunne løse dem. Og andre kan drage nytte af erfaringerne for at «undgå at gentage Sveriges dyrekøbte fejl».
