En 26-årig kvinde, som i nogle uger havde arbejdet ved et norditaliensk modtagelsescenter, blev onsdag udsat for grov vold og voldtaget, mens hun var på arbejde, af en 20-årig asylsøger fra Sierra Leone.

Corriere della Sera skriver, at voldtægtsmanden var kommet ad søvejen til Italien sidste år, og at voldtægten fandt sted i den lille kommune Fontanella i Bergamo-provinsen, hvor 31 asylsøgere bor i et modtagelsescenter.

Den 20-årige var særdeles brutal:

Sara lå grædende på gulvet, ude af stand til at tale. Hun var halvt bevidstløs efter næsten at være blevet kvalt af de hænder, som havde strammet grebet om hendes hals, og i chok efter det sexuelle overgreb, hun var blevet udsat for.

Voldtægten fandt sted på et af asylcentrets toiletter, og blev afbrudt, fordi to andre asylsøgere fandt ud af, hvad der foregik, og sprængte døren, for at komme den ansatte til undsætning. Voldtægtsmanden havde først grebet fat i hende, slået hende, presset hende op mod væggen og forsøgt at kysse henne. Den ansatte rev så sig løs, gjorde anskrig og forsøgte at slippe væk, for kun kort efter at blive indhentet på etagen neden under, hvor hun blev udsat for voldtægt.

Den 20-årige forsøgte derefter at flygte fra motdtagelsescentret, men blev lidt senere opsporet af politiet uden for et bebygget område.

Voldelige overgreb i modtagelsescentre Europa rundt, vore egne lande inklusive, også mod ansatte, er efterhånden noget man har hørt om så mange gang, at det knapt nok har nogen nyhedsværdi længere. Fænomenet forsøges da også bagatelliseret ved at fremvise statistik, som fortæller, at risikoen for den slags trods alt er lille.

Men af et interview som den italienske avis har lavet med en kvinde, som arbejder i et andet modtagelsescenter i Bergamo-provinsen, kan det se ud som om en af hovedårsagerne til den på overfladen så pæne statistik er, at de ansatte på centrene tager deres forholdsregler.

Den 35 årige tolk, Daniela Testa, som siden 2014 har arbejdet ved modtagelsescentret i Casazza, hvor der for tiden bor 80 – for det meste unge afrikanske asylsøgere – forklarer situationen:

«Vi har en slags adfærdsregler, som skal overholdes», forklarer hun, «blandt andet at vi skal være tækkeligt klædt og ikke må vise ben eller udringning. Vi må ikke give beboerne telefonnumre, ikke kontakte dem på Facebook, og ikke tage dem med hjem. De må ikke engang vide, hvor vi bor. Den menneskelige relationen står i centrum for vores arbejde, men vi forsøger at holde den så professionel som mulig.»

Bruno Goisis, som er chef for driftsselskabet på stedet, erkender risikoen:

«Vi er klar over, at der kan ske forfærdelige ting, det er nok med én «forkert» person i gruppen.» … «Det hænder, at en beboer misforstår», fortsætter Daniela. «Når jeg mærker noget sådant, tager teamet affære, og en anden kollega overtager for mig.»

Det er et himmelråbende paradoks og et næsten uudholdeligt falskt skuespil, der er al mulig grund til at behandle personer, som angiveligt beder om Europas beskyttelse, som en sikkerhedsrisiko.

Og det er oprørende, at almindelige samfundsborgere,som ikke er blevet sat ind i de forholdsregler, som Daniela tager, udsættes for samme sikkerhedsrisiko.