De forpjuskede og hjælpeløse tilskuere til revolutionen i Europa er dag ud og dag ind genstand for enorme mængder propaganda. Ed West går i The Spectator i rette med flere af de vildledende budskaber, som spredes hver gang nogen bliver dræbt eller såret i Allahs navn.

Et af dem er, at livet ikke vil blive anderledes end før, så længe vi holder hovedet koldt:

Except it will. It will affect your life when you’re queuing endlessly to be searched by security in every public building. When you pass by bollards and barriers put in place to stop mass vehicular homicide. The nervousness you’ll feel whenever you’re on the Tube or when your child gets on public transport in the morning.

Akkurat som i Israel, vil næsten alle, som ikke rammes selv, efterhånden være venner eller have fælles venner med nogen, som rammes. En af Ed Wests gode venner befandt sig i den togvogn i London, som forleden blev udsat for et terrorangreb, som ved et rent held ikke tog livet af nogen.

Blandt andre beroligende propagandapiller finder vi den hyppige gentagelse af, at terrorismen i 1970´erne var værre. Når man tænker på, hvilke kolossale ressourcer som bruges på terrorbekæmpelse i dag, og i lyset af, at næsten alle steder i dag er mulige terrormål, eksempelvis en landsbykirke i Normandiet, er det en påstand med store modifikationer.

Men i de fleste andre sammenhænge ville en lignende påpegning ikke engang få status som en ringe trøst:

It’s the same argument people make about crime: why are people so worried, when we have less crime than in the 1990s? But we have far more crime than in the 1950s. If this sort of decline had taken place in an area like child poverty or maternal mortality, such comparisons would hardly be taken seriously. Imagine if cancer survival rates were now worse than 40 years ago: would anyone be arguing ‘lol they were much worse in Victorian times, chill out’?

Propagandaløgn nummer tre, som måske er den værste, fordi den modsiges af en større omkostning, end de to foregående: Vi står sammen. Nej, det ved Gud, vi ikke gør.

We’re always told these things won’t divide us, when in fact they clearly do; not just between Muslims and the majority, but between white liberals and white conservatives.

Liberale og konservative reagerer forskelligt på den islamiske terrorisme, konstaterer West.

De liberale eller venstreorienterede ser den som et angreb på det multikulturelle samfund, de sætter så højt, og hvor islam har en selvfølgelig plads. Men de er lysår fra at tænke, at der er noget galt med den multikulturelle model i sig selv, mens de konservative mener, at den er roden til det onde, som stadigt oftere manifesterer sig.

Artiklens forfatter forklarer de liberales indstilling med, at den egentlig er en religion – den tredje religion, som forfører Europas intellektuelle:

But then multiculturalism is a faith, and many of its believers seem quite prepared to die for their religion. Quite literally, if the alternative is to embrace racism in any form. It could be argued that it is the third great universalist faith to take hold among Europe’s intellectuals, after Christianity and Communism, although the former – by far the most logical of the three – at least promises paradise only in the afterlife and accepts that humans are flawed.

Among the sacred ideas of the multicultural faith is the idea of jus solis, that people born within a territorial jurisdiction must by definition belong to that piece of land. This is why our national broadcaster refers to black-clad Islamic fundamentalists shouting incomprehensible Arabic slogans as being ‘British’, while the group in charge of eastern Syria is the ‘so-called’ Islamic State.

West burde måske sætte et lille spørgsmålstegn ved sin egen klassifikation, idet han bemærker, at kristendommen ikke efterstræber paradis på jord. Er religion egentlig fællesnævneren for de bølger af irrationalitet, som er skyllet over vores verdensdel i mere end hundrede år? Er det ikke snarere sværmeriet for ideologier, som drømmer om at skabe perfekte samfund?

Folk med oprigtig kærlighed til den vestlige civilisation siger af og til, at islamismen er den tredje store totalitære ideologi, som hjemsøger Europa efter kommunismen og nazismen/fascismen. Og den sammenstilling er ikke helt skudt ved siden af, ikke mindst fordi islamister ofte ikke har nogen særlig religiøs baggrund, men snarere har fundet det religiøse påskud, islam er rede til at give dem, for at give retning til deres miserable liv.

Med undtagelse af europæiske konvertitter, handler den sidste tredjedel af denne sammenligning dog  ikke så meget om os selv, som den handler om effekten på vores samfund af dem, der kommer til os udefra.

Det som burde interessere os mest er, på hvilke måder europæerne havner på afveje, åndeligt og intellektuelt. Ser vi nærmere på europæernes forskellige veje væk fra sandheden, er den smertefulde erkendelse, at multikulturalismen har afløst kommunismen og nazi-fascismen som foretrukken ideologi.

Det er dragningen mod det utopiske, som har skabt det europæiske kontinents tragedier. Multikulturalismen er ganske vist ikke erklæret giftigt i sit ideologiske tankesæt som nazismen var, men har snarere mere til fælles med kommunismen: «Arbejdere i alle lande» har veget pladsen for «mennesker fra alle kulturer», men målet er fortsat «forén eder». Det er da heller ikke tilfældigt, at så mange tidligere kommunister blev multikulturalister efter Berlinmurens fald.

Ed West burde derfor heller fremhæve kristendommen som modgift mod al irrastionalitet.

Det kan måske virke paradoksalt i en tid, hvor talspersoner for kristne institutioner har ladet sig rive med af den tredje store utopiske ideologi. Men det er ikke desto mindre i klassisk kristen tænkning, som i vid udstrækning er glemt, at vi finder den realisme, som får os til at erkende, at multikulturalismen er utopisk.

Som West selv nævner, fremhæver kristendommen, at mennesket er ufuldkomment. Gud gør sig til menneske for at befri menneskeheden fra synden, noget den ikke kan klare selv.

Efter århundreder med smålig moralisme og farisæisme, forestået af kirkelige repræsentanter, som selv har haft mindst ligeså mange skeletter i skabene som deres undersåtter, er det ikke længere moderigtigt at tale om synd, og slet ikke om arvesynd. Der er da heller ingen ved sine fulde fem, som ønsker den menneskefjendtlige moralisme, som kristendommens øvrighedspersoner har gjort sig skyldige i, tilbage.

Men verden hare nu mere end nogensindebrug for indsigt i egen ufuldkommenhed. At menneskene ikke lever op til den multikulturelle ideologis forskrifter, er indlysende. De flygter fra multikulturen så snart de får lejlighed til det. For ideologien er det en forbrydelse, fordi mennesket ikke magter at være perfekt. En endnu større forbrydelse er det at påpege, at dette er uundgåeligt.

Den politik som føres i dag, bygger på illusionen om, at vi er perfekte mennesker. Vi har brug for en ny politik, som bygger på den sande erkendelse af, at vi er uperfekte, og på erkendelsen af, at de indbildt perfekte er farlige. Kristendommens første bud er, at vi ikke er guder, så hvad skulle være en bedre kilde til den nævnte indsigt end klassisk kristendom?