Mens mennesketrafikken ud fra Libyens kyst er blevet kraftigt reduceret, finder migranterne med smuglernes hjælp som vi har set nye ruter – det være sig i Sortehavet, i nærheden af Gibraltar, til Sicilien og Sardinien, eller til det italienske fastland.

Det er efterhånden blevet temmelig klart, at migranterne er personer med stor betalingsevne, hvilket betyder, at menneskestrømmen ikke har humanitære sider. Det er også et empirisk faktum, at nogle af dem har vært vordende terrorister. I hvilken grad det fortsat er tilfældet, er et åbent spørgsmål.

Det er også usikkert, hvem der står bag de forskellige kriminelle netværk, som opererer langs hele det våde element, som afgrænser Europa fra omverdenen. La Repubblica har forsøgt at undersøge dette lidt nærmere, og har i den forbindelse mødt en 40-årig tunesisk migrant, som kalder sig Sari. Han kom med en smuglerbåd til Sicilien for nogle måneder siden, og ud fra det, han fortæller, virker det som om, tunesere og italienere samarbejder om menneskesmuglingen mellem de to lande.

«I begyndelsen af året var der en bekendt af mig i Tunis, som fortalte, at der fandtes italienere, som organiserer overfarter til Sicilien med hurtigt-gående motorbåde.» […] «Jeg fik fat i en kontaktperson, en landsmand af mig, som forklarede, hvordan det fungerer: Rejsen koster 7000 dinarer (ca. 2400 euro) og de vil have pengene på forskud. Hvis jeg går med på det, vil jeg blive ringet op inden for en uge, og i det øjeblik har jeg en time til at melde mig på et aftalt sted, hvor jeg møder en italiener.»

En eftermiddag i forsommeren ringer telefonen. Sari haster af sted til  det angivne mødested, hvor han havner i en gruppe på otte personer, som tilsammen altså har betalt næsten 20.000 euro.

En varebil uden vinduer sætter dem af på en øde strand en times kørsel fra Tunis. «Jeg tror det var i nærheden af Ejjehmi-stranden, for jeg lagde mærke til en høj med flere antenner. Der var en demonteret gummibåt der, den lå gemt i krattet.» Sari og de andre følger ordrerne som bliver givet af den italienske smugler, der er ledsaget af en tunesisk tolk.

Gruppen bærer motor, dunke med benzin og smuglercigaretter ud i båden, som er af høj kvalitet, og smuglerne gør den klar til afrejse. Så venter de en lidt. Migranterne får besked om at slukke for deres telefoner. Lige før midnat lægger de fra. Det er havblik, og ikke et eneste kystvagtsfartøj er at se. Føreren holder ujævn fart. Han navigerer efter stjernerne, men har kompas med for en sikkerheds skyld. Ved daggry ser de et militærfartøj på lang afstand, uden at blive opdaget.

«Motoren presses nu til det yderste. Vi kommer frem til italiensk farvand ved 17-tiden, men vi går ikke i land. Vi venter på solnedgangen i rum sø med motoren slukket. I mørket kan vi se lys fra biler. Vi går i land på en strand, hvor der befinder sig nogle mennesker. I næste øjeblik er smuglerne på vej tilbage. Jeg går alene mellem træerne. Etter nogle timer forstår jeg, hvor jeg er: lige nord for en by, som heder Marsala. I Italien. I Europa.»

Sari siger, at han ikke kan identificere sine smuglere nærmere, men fortæller, at der er mange internationale bander i Tunesien. Man stiller sig spørgsmålet, om de har forbindelser til mafiaen. Italiensk politi tror det ikke.

Men transporterer de terrorister? Finanspolitiets Operation Scorpion Fish og efterforskningen ledet af tre statsadvokater i Palermo, giver ikke noget beroligende svar. I juni bliver femten personer arresteret.

«Lederne i gruppen havde forbindelser til jihadister. Måske har de også transporteret nogle. Ruten de brugte, var præcis den samme, som Sari havde fulgt. Der benyttes mindst to andre ruter, som går fra tunesiske strander til Mazara Del Vallo eller længere østpå, i Agrigento-provinsen. De kan tilbagelægges på få timer. På telefonen viser Sari optagelser, som tunesiske venner har lavet, der er kommet trygt over.»

Saris afsluttende bemærkning lyder: «Hvis jeg var jihadist, ville jeg have brugt denne rute.»

Det er ikke vanskeligt at forestillet sig, at jihadister også tænker i disse baner. Desto mere besynderligt er derfor også den mildt sagt slappe kontrol af havområdet mellem Tunesien og Sicilien, som trods alt har en ret begrænset udstrækning.

Menneskesmuglerne må i det hele taget siges at have forbavsende doge arbejdsforhold, til trods for at virksomheden i dette tilfælde foregår mellem to lande med fungerende regeringer, og hvor pressen har næsten eksakt kendskab til, hvordan den foregår.