Hovederne på bloggen
Det grusomme rettighedsvæsen
“Skriget fra det dybeste må komme, når man krænkes ægte, men i nutidens rettighedsideologi er det krænkede skrig blevet lige så naturligt som at trække vejret. Det er en bitter form for vejrtrækning, der former personligheder som de omtalte feminister, for hvis man dagligt ånder gennem ordene – jeg har ret til – kan både taknemmelighedsfølelse, glæde og generøsitet skubbes i baggrunden. Netop derfor kan Simone Weil understrege, at den automatiske rettighedstænkning modsiger kristendom. I kristen forstand er taknemmeligheden for alt, hvad man har fået, helt central, alt imens tanken om at stå på sin ret altid skal ses i lyset af budskabet om at kunne træde til side for en anden.”
Sørine Gotfredsen ser dannelsen af det nye parti, Feministisk Bevægelse, som endnu et udtryk for den rettighedstænkning, der er blevet så udbredt i den vestlige verden de seneste årtier. Man føler sig krænket og bliver vred, hvis man ikke får det, som man mener, at man har ret til. Det er ikke bare trættende og til tider pinligt i et rets- og velfærdssamfund som det danske, men tillige også ildevarslende, fordi den krænkede vrede over at føle sig (marginalt) forfordelt, rummer en krigeriskhed som ypper kiv, skriver Gotfredsen her
https://gotfredsen.blogs.berlingske.dk/2017/09/17/det-grusomme-rettighedsvaesen/
4 svar til “Det grusomme rettighedsvæsen”
Mest læst
‘Feminism is the muddled idea that women are free when they serve their employers but slaves when they help their husbands.’
Egne tjente penge giver frihed til at vælge. Også til at vælge et miserabelt ægteskab fra. Det gør rollen som “hjælpende” hustru ikke, hvor smukt det end lyder. Det er nok nærmere den frihed, der piner mange mænd. Det var unægtelig nemmere dengang i bare kunne daske til dem, behandle konen efter forgodtbefindende. Ingen penge, ingen mulighed for husslaven til at løbe nogen steder. Det var tider…
Du serverer en parodi over de verst tenkelige eksempler og ekstrapolerer dem til å være alminnelig, for eksempel – ektemenn som dasker til dem og behandle kvinner etter forgodtbefinnende. Jeg taler om 2017 og den slags er da heldigvis historie i vesten (som alltid finnes det unntak) – det nærmeste vi kommer dine generaliseringer er hvordan kvinner gift med muslimske menn behandles. Men de kvinnene skiter nå dagens femister langt i.
Det kan godt være, du taler om 2017. Det gør jeg også. Nu er det ganske rigtig ikke så mange danske kvinder, der fylder krisecentrene for voldsramte kvinder. Danske kvinder har penge og den medfølgende frihed til at vælge volden fra. Den økonomisk baserede frihed har de filippinske kvinder ikke, som i stedet fylder op samme sted – sammen med de muslimske kvinder. Forskellen er, de filipinske er gift med de danske mænd, der drømmer om de gode gamle dage, hvor kvinden kendte sin plads. Om ikke andet så fordi, de var fanget i manglende økonomi til at forlade elendigheden.
Når jeg nævner volden, er det kun toppen af isbjerget. Den stille hverdagsterror fra mandens side, der ikke giver synlige pletter, men er temmelig ødelæggende for familien, lever i bedste velgående. Et par eksemplet fra “pæne velfungereden ægteskaber”. Den type, der går 13 af på dusinet, hvis du graver lidt i overfladen på dine omgivende vennekreds.
Det er den, der har pengene, der har det afgørende ord. Så kan de hjemmegående koner hoppe og danse i tøjret til mandens fiolspil, så meget de vil. Sådan er det bare. Magt, der ikke udfordres. korrumperer. Sådan hænger det sammen på makroplan. Det erkender vi. Det er åbenbart sværere at erkende, at sådan hænger det også sammen på mikroplan. Her et par hverdagseksempler:
1: Manden har altid været en psykosadist over for sin søn. Har siden sønnen var lille set ham som en konkurrent til morens opmærksomhed. Bevares. Pænt hjem, godt job til manden, og en mor der gik hjemme. At sønnen senere har været inde og vende på psykiatrisk afdeling af samme årsag er selvfølgelig en biting i den store familiefortælling. Det er også en biting, at hvis moren havde haft sin økonomiske frihed, havde hun kunne spare sin søn for det hverdagsmonster af en far. Men nu var hun jo “aflønnet” af sin arbejdsgiver, manden i huset.
2: Manden er en skørtejæger. Render efter alt andet end den forsmåede lille kone hvis utilstrækkelighed bliver udstillet og råbt ud over hustagene for os andre. Hvilken valgmulighed har hun, andet end af finde sig i denne offentlige fornedrelse? Synes du, det er et værdigt liv? Magt korrumperer. Hvad skule stoppe ham, andet end en fyreseddel og en skilsmisse fra konens side? Den hun ikke har økonomi til…
Sådan kunne jeg blive ved.
Jeg tror jeg kender til fire, måske fem gode, sunde og kærlige ægteskaber. Mennesker, der virkelig vil hinanden.
Men det er også dét. Rødstrømperne skal roses for én ting: Deres basisgrupper. Her kunne kvinder, uden bånd og bindsler, fortælle hinanden, hvad der virkelig foregik bag hjemmets fire vægge. Hvordan deres mænd opførte sig. Rare sager at læse om…
Konservatisterne er fuldstændig besatte af “familien som ramme”. På den skal alt bygges. Den skal holdes sammen af “forpligtelsen”. Uanset hvor mange ødelagte familiemedlemmer, den efterlader i sit kølvand. Var det ikke mere relevant at fundere over, hvordan der kommer så meget kvalitet ind i den familieramme, at det ikke er mandens økonomisk magt, opslidende forpligtelser, og livsløgne, der holder sammen på sagerne? Burde det ikke i stedet tilstræbes at være kvaliteten af de fælles liv, der er så god, at det opvejer, de sure og opslidende dage? Men det stiller selvfølgelig anderledes krav til din personlige adfærd, og er langt mere krævende end blot at gribe til den lim, der altid ligger gemt i pengepungen…