De magthavere, som styrer den arabiske herrefolksideologi udgør et lille mindretal blandt de halvanden milliard “rettroende”. Det er der ikke noget mærkeligt ved, for det er sket før i Europa. Revolutionære organisationer har tidligere omstyrtet stater og ødelagt nationer. Det gælder især kommunister og nazister. Lederne af disse morderiske bander opnåede aldrig at vinde et flertal af vælgerne, men greb magten med vold.

Hvad gør nutidens beslutningstagere med den aktuelle herrefolksideologi? Udadtil fremviser de en pæn façade – og taler om fred, tolerance og “integration”. Hvor stor tilslutning har de blandt de “rettroende”? Spørgsmålet er vanskeligere end en analyse af Hitlers og Lenins magtovertagelse (og omtales i afsnit 4). Her henvises i første omgang til den arabiske ideologis magthavere. Overfor de vestlige “vantro” præsenterer de sig kun som religiøse vejledere – og opnår dermed respekt, støtte og penge. Her er tilsyneladende en parallel til kristne institutioner, som for flere hundrede år siden ophørte med at ophidse til vold eller afstraffelse af folk, der fremførte afvigende eller kritiske ytringer. Desuden er kompromis, forhandling, offentlig debat og borgerhøringer en del af “de vantros” politiske kultur.

Denne tradition anvender regeringerne også overfor de mange forkerte immigranter, de – og EU-kommissionen – har ladet trænge ind over grænserne – “forkert” fordi alt for mange af dem er kriminelle og / eller snyltere, som hverken kan eller vil arbejde og generelt opføre sig ordentligt. Eksempelvis betaler Hollands regering moskeer til de meget “religiøse” indvandrere. Noget lignende sker i andre europæiske stater og i USA og Canada. Her godtager ministre, journalister, ansatte på universiteterne, borgmestre og andre myndigheder de meget “rettroende” aktivisters påstand. Den går ud på følgende: Opførelse af nye moskeer, “kulturcentre”, privatskoler og “troende” kvinders indpakning i burka, niqab eller tørklæder “fremmer integrationen”.

Når disse forholdsregler gennemføres – på de “vantro” skatteyderes bekostning – fungerer “mangfoldigheden” eller “diversiteten”, og konsulenter og tolke strømmer til integrationsindustrien, der tiljubles i blomstrende vendinger. Overfladen, indpakningen og ordvalget ligner den officielle løgnagtighed i Sovjetunionen, hvor der ikke var grænser for de fantastiske resultater i bomuldshøsten eller stålproduktionen.

I miniformat kopierer Københavns borgerrepræsentation denne lavkomiske dilettantforestilling, hvor politikere roser hinanden i floromvundne vendinger – i dag “mangfoldighed”. Dette kluntede og latterlige teater har fungeret i flere årtier. Det bekoster og tillader fanatiske “vejledere” at indoktrinere unge indvandrere med de værste elementer i herrefolksideologien, som den fremføres af Saudiarabien og Ægyptens Muslimske Broderskab. Begge bevægelser er nu spredt over den halve verden, og mens de udsender forsonlige og beroligende meldinger til Vestens offentlighed, indskærper de især unge, at deres gud befaler ødelæggelse af den frihed, orden og velstand, der er livsgrundlag for både “rettroende” og “vantro”.

En så stærk og omfattende agitation og indoktrinering er relativt ny. Tidligere gik kvinderne i Ægyptens, Tyrkiets og Irans byer klædt som europæere. Klassebilleder fra 1960’erne fra Cairo viser piger i samme slags kjoler som på et dansk eller fransk gymnasium, og tørklæder blev stort set kun benyttet af ældre koner på landet. Hvor meget gennemskuer Vestens regeringer? Den tilstræbte “integration” og dermed “multikulturel” harmoni mellem Europas indfødte befolkninger og de mange uduelige og truende indvandrere viser sig at være blålys og floskler.

Hist og her fremkommer kritiske bemærkninger fra parlamentarikere og journalister – og ganske få akademikere. Eksempelvis har forhenværende integrationsminister Bertel Haarder erkendt, at “integrationen” er slået fejl. I Tyskand påpeger topfolk i de regerende partier den skræmmende situation, der opstod efter ankomsten af såkaldte “flygtninge”, som kansler Merkel importerede (men de kan ikke afskedige hende). I Frankrig advarer oppositionspolitikeren Philippe de Villiers mod den “djihad”, der rammer jøder og andre “vantro: De Villiers taler om en “fredelig erobring”. Den betegnelse er problematisk.

http://lesalonbeige.blogs.com/my_weblog/2017/08/philippe-de-villiers-nous-sommes-devant-un-ph%C3%A9nom%C3%A8ne-in%C3%A9dit-du-djihad-qui-planifie-une-conqu%C3%AAte-paci.html

Læs mere i afsnit 4.

Torben Snarup Hansen er historiker og forfatter