Det vigtigste er ikke historien bag den arabiske herrefolksideologis udspredelse (undtagen for historikere), men dens resultater. De er ikke positive. Et af FN’s agenturer udgiver en “Arab Human Development Report” (præsentation af fakta om “udvikling”). Den skrives af arabere, om arabere og for arabere. Den belyser strukturer i bl.a. økonomi, uddannelse, sundhed m.v. Men denne dokumentation – og andre undersøgelser – blev ignoreret af journalister og politikere omkring år 2011, da ordet “arabisk forår blev lanceret.

I år 2017 er jubelen over “foråret” forstummet. I stedet fremhæver kirkelige autoriteter og humanitære foreninger nu en anklage mod vestlige regeringer – især USA – for at føre krig og dermed slippe kaos løs i Nordafrika og Vestasien. Den lokale befolknings adfærd, normer og idealer omtales derimod sjældent. Her er en sammenligning på plads: Japan og Vietnam blev for nogle årtier siden bombet til knæhøjde, og millioner ef mennesker blev dræbt – og i det vietnamesiske tilfældet tvunget på flugt. Hvordan går det med befolkningstilvæksten, uddannelsen og økonomien i disse to lande – og i øvrigt en række østasiatiske stater som Kina og Thailand? Hvor mange biler produceres i Ægypten, og hvor mange i Japan? Hvorfor kan og vil østasiater begynde på bar bund (i et vaskeri, et suppekøkken eller i rengøring) og derefter spare op, give børnene uddannelse og i øvrigt – stort set – holde sig på den rigtige side af loven? Hvorfor lever de i fred med andre etniske og / eller religiøse grupper?

Præcis her afsløres en stribe akademikere – også på danske universiteter – som blinde og døve fuskere, der kun taler om “kultur” i forbindelse med en “multikulturel” indvandringspolitik. (“Pia Kjærsgaard er skyld i problemerne” er et mantra på adskillige institutter). Derfor kan og vil de pågældende “forskere” ikke besvare spørgsmålet: Hvorfor er de befolkninger, der er ramt af arabisk herrefolksmentalitet ikke i stand til at organisere et samfund og en retsstat, der åbner mulighed for deltagelse i et frit marked, i uddannelser, der ruster de unge til at leve med ytringsfrihed, i ligestilling mellem mænd og kvinder og til at producere og fungere som borgere, der ikke sorteres efter trosretning?

Torben Snarup Hansen er historiker og forfatter