Italiensk politi, presse og myndigheder forbigår det stort set i stilhed, men langs det sydvestlige Siciliens strande ankommer der dagligt og uhindret migranter, som har taget søvejen fra Nord-Afrika. Det er som om ingen vil fortælle, at lukningen af den libyske rute ikke har standset mennesketrafikken over Middelhavet.
Denne optagelse af en ankomst på stranden i Ribera i den sicilianske Agrigento-provins er lavet af den frivillige organisation, Mareamico, den 7. september og den ledsages af en situationsbeskrivelse, som er betegnende:
Det er det samme hver gang: Bådene fulde af nordafrikanske, økonomiske migranter bliver opdaget af kystvagten på åbent hav og beordret til at standse. Sirenerne slås til, men til syvende og sidst sker der ingenting, og de kan stige i land alligevel.
I modsætning til migrantbådene må kystvagtens fartøj standse før det kommer på klos hold af stranden og vandet bliver for lavt. Så længe man ikke anvender magtmidler for at standse migranterne inden de kommer frem til stranden, bliver kystvagten hjælpeløse vidner til det, der sker. Man må spørge sig selv, hvorfor de ikke i mellemtiden har varslet politistyrker på land, som kunne prøve at forhindre, at de ulovlige migranter forsvinder ind i landet og videre op i Europa.
Det er tankevækkende, at hændelser som denne ikke ville været blevet kendt uden denne form for borgerjournalistik.