Efter gårsdagens valg står Arbejderpartiet tilbage som den største taber. Venstrefløjen er splittet op på flere småpartier, Senterpartiets valg er en parantes og et slag i den tomme luft. Sejrherren hedder Erna Solberg og den kommende stjerne er Fremskridtspartiets Sylvi Listhaug.

Et værdivalg og et korsvejs-valg, forkyndte Arbejderpartiets leder Jonas Gahr Støre. Han fik svar fra vælgerne: De gik deres vej. Det må være det mest ydmygende nederlag for Ap i mange årtier. Partiet står ribbet tilbage. Den leder, der blev ført frem som en wonderboy, viste sig at have så mange ridser i lakken, at det blev pinligt.

Det presserende spørsmål for Arbeiderpartiet står nu tilbage: Er deres epoke forbi? Meget tyder på det. Ap har satset på det klassiske: Fællesskab, solidaritet og tillid. Men når disse værdier undergraves i rasende fart bliver det som at cykle i den blå luft. Slagordet “Alle skal med”, havde noget latterligt over sig. Vi er ikke længere et “Alle”.

Partierne til venstre for Ap forsøger at kapitalisere på Aps flove forestilling. Men de stritter i alle retninger.

Vi har fået ørerne tudet fulde af miljøsagen, og ved hvert valg skabes der forventning om et stort gennembrud. Men så sker der alligevel ikke noget. Det er også et af de markante resultater af årets valg. Vælgerne afviste MDG, fordi de kan se forskel på at barbere sig og skære hagen af. Marie Nguyen Bergh vil i ramme alvor lukke Oslo centrum for bilister. Al varetransport skal foregå pr cykel. Medierne har vært venlige mod MDG ved flere valg. Men vælgerne kan se galskaben og de sige nej.

SVs fremgang er bluff. Det er skuffede Ap-vælgere som proteststemmer. Men SV kan ikke bruges til noget i opposition.

Borgerligt alternativ

Det Høyre og Frp har fået til er et samspil. Tidligere i valgperioden så det ud som om Hareide og Skei Grande ville få held til at splitte de to blå partier. Men særligt Hareide overspillede sine kort.

Vælgerne har varslet både Venstres og KrF s afskedigelse. Hvis de ikke tager sig sammen, vil de ryge ud af Stortinget. Vælgerne vil ha klarere profiler, ikke partier, som vil have i pose og sæk.

Den norske folkesjæl er flasket op med moralisme, men når moralismen tager over i politik, kammer det over i missionering og svovlprædikener. Man er træt af at se folk blive sat i gabestok, fordi de tør sige det indlysende: Norske politikere skal varetage norske interesser.

Erna Solberg har vist en pragmatisme, som har stabiliseret skuden. Hun har ladet Sylvi Listhaug spille solo. Siv Jensen har lavet sin bedste valgkamp nogensinde. Hun tålte, at Sylvi stjal spotlightet.

Under valgkampen blev der opbygget en forventning og forestilling om, at venstrefløjen skulle få revanche over de borgerlige og især Sylvi Listhaug. Hun skulle knuses. Hvis der var nogen sandhed i venstrefløjens postulater, ville det have betydet en knusende sejr over Listhaug og hendes parti.

Men det skete ikke, og en snigende følelse melder sig hos venstrefløjen: så må der være noget i vejen med folket.

Det tør de ikke indrømme. Men skuffelsen stod malet i ansigterne på dem i aftes. Stilheden sænkede sig over Ap´s valgfest, da resultatet blev kendt. Det samme skete hos SV. Ola Borten Moe var også afdæmpet: Hvad skal han og Vedum stille op med alle deres mandater?

Det gjorde dog mest ondt på Arbeiderpartiets sjæl. At se at partiet, efter fire år i opposition, alligevel var det, der gikmest tilbage – det svider.

Vi er vidne til, at det politiske landskab i Norge følger de strømninger, vi ser ude i Europa. Men selv det er svært for medierne. De ønsker, at Norge skal være anderledes. Sandheden er, at det kun har vært oliepengene, som har givet os den luksus.

Vi bør se os selv i spejlet og holde op med at tro, at vi er en undtagelse.