AFSNIT n. 1.

Hvorfor opfører de sig sådan?

Hvorfor er de travlt optaget af “social kontrol”?

Hvorfor er det så vigtigt, at kvinder skal gå med tørklæde eller det, der er værre?

Hvorfor ligger de i store flokke på gaden og beder med snuden rettet mod et sted i Arabien?

Hvis nu dette var en 100% intern sag i en lukket klub, blev disse spørgsmål ikke stillet så massivt, som det er tilfældet. Men alt dette er led i en magtkamp. Det er politik, og det handler om dominans og synliggørelse.

De har allerede tvunget virksomheder og offentlige institutioner til at overtage stumper af sharia (bl.a. halal-kød og separat svømning for troende kvinder i svømmehaller). De fortæller deres børn, at musik, biologi og andre fag i skolen er “haram” – forbudt. Og i andre lande (Sverige, England, Frankrig) er det meget værre – og så videre, og så videre ….

I dette første afsnit omtales kun et element i den beherskelsesteknik, der nu praktiseres over den halve verden. Den pegefinger, de rækker op, betyder “towhid” – (af ordet “én”). Den viser, at autoritet og yderste årsag kommer fra Allah, der simpelthen er toppolitiker og militær øverstkommanderende! Alt andet er underlagt denne magt, som KUN skal adlydes – ikke forstås. Derfor hedder denne trosretning “underkastelse”. Og da Allah så at sige spiller en art skak med sig selv, er alle mennesker brikker i et spil, hvis regler kun delvist er kendte.

Spillet går ud på, at guden skaber visse mennesker, som på forhånd er dømt til evig pinsel i et glødende helvede. De kaldes “kuffaar”, hvilket betyder, at de skjuler og afviser deres egentlige natur, som er at være “underkastede”. De er således ikke “rigtige” mennesker, men faktisk Allahs fjender (som han altså selv har frembragt).

En anden gruppe er udpeget til at ydmyge, udnytte og myrde “kuffaar” – især kristne og jøder. En mængde kristne – i hvert fald protestantiske og katolske – præster og biskopper forsøger at smiske sig ind ved imamer og lignende aktivister, skønt mange af dem (de kristne) har kendskab til den arabiske “teologi”, som er skitseret her. For ikke så længe siden lod en protestantisk domprovst en imam oplæse – på originalsproget – en såkaldt “åbning” (fatiha) til en hellig bog i Københavns domkirke. Den er religionens “trosbekendelse” og udtrykker taknemlighed mod guden, som leder de rettroende bort fra de vildfarelser, jøder og kristne er havnet i.

Læs mere i afsnit 2.

Torben Snarup Hansen er historiker og forfatter