For at kunne besvare dette spørgsmål må vi først gøre os klart, hvad der bestemmer den indtægt, som den enkelte har før skat. Denne indtægt bestemmes af to ting. På den ene side bestemmes den af den enkeltes arbejdsindsats og innovationsevne. Og på den anden side bestemmes den også af den lovgivning, som understøtter markedet, og som giver den enkelte mulighed for at kunne udnytte sine evner på markedet. Det være sig lovgivning om patenter, ophavsret, aktieselskaber, bankvæsen og så videre. Betydningen af den enkeltes innovationsevne afhænger for eksempel af, om der er en effektiv patentlovgivning.

Det vil sige, at den indtægt, som den enkelte har før skat, ikke kun er en følge af hans egen arbejdsindsats. Den er også en følge af den lovgivning, som understøtter og opretholder markedet. Derudover afhænger det, at den enkelte kan have sin indtægt i sikkerhed også af, at der er et politi og retsvæsen, som effektivt kan beskytte ejendomsretten. Og alt dette skylder den enkelte ikke sig selv. Det skylder han derimod det omgivende samfunds institutioner. Men dette indebærer, at det først er, når den enkelte har betalt, hvad han skylder for den støtte, som samfundet giver ham, for at han kan få en sikker indtægt på sit arbejde eller på sin opfindelse, at han helt entydigt har sine egne penge. Hvad der er ”ens egne penge” af den indtægt, som man har før skat, er altså en lovbestemt konvention, som også afhænger af skattesystemets legitime indretning.

Dette betyder ikke, at der ikke er visse grundlæggende betingelser, som et legitimt (eller retfærdigt) skattesystem skal opfylde (og som det vil være interessant at gøre rede for i en anden sammenhæng). Men det betyder, at man misforstår demokratiets grundlag, hvis man vil tale om, hvad der er en demokratisk borgers egne penge uafhængigt af det demokratisk vedtagne skattesystem, som opfylder betingelserne.