I slutningen af det 19. århundrede rådede mange europæiske stater over hære af en hidtil uset størrelse baseret på massereserver af værnepligtige. Det var en udvikling, som havde taget sin begyndelse med Den Franske Revolution, og som havde gjort indbyggerne i en stat til borgere i denne og på samme tid forpligtet dem til statens forsvar. Borgeren som soldat og soldaten som borger – det var en radikal forandring i forhold det 17. og 18. århundredes stående hære baseret på hvervede soldater fr a samfundets absolutte bund.

Ikke blot var hærene i slutningen af det 19. århundrede større end nogensinde tidligere; det var – takket være den teknologiske udvikling – muligheden for at indsætte dem og deres ødelæggelseskraft også. Udviklingen i de europæiske jernbaner gjorde det muligt hurtigt at indsætte og forsyne meget store troppestyrker. Preusserne havde været de første til effektivt at udnytte jernbaner i deres ødelæggende krige mod Østrig og Frankrig i 1866 og 1870. På våbensiden havde udviklingen af det magasinfødede repetérgevær, som var blevet indført i alle de større hære, samt udviklingen i artilleriet forøget ødelæggelseskraften betragteligt.

Det er ikke overraskende, at mennesker begyndte at spekulere over, hvad der ville ske, hvis disse massehære med deres ødelæggelseskraft blev sluppet løs mod hinanden i en europæisk storkrig. Og netop omkring århundredeskiftet opstod der en hurtigt voksende pacifistisk bevægelse. En af de vigtigste inspirationskilder til pacifismen var den polsk-russiske industrimand og jernbanepioner Ivan Bloch, der i 1898 udgav et værk på 4000 sider: ”Krigens fremtid i teknisk, økonomisk og politisk henseende”, perspektiverede den moderne krig. Værket blev hurtigt oversat til de europæiske hovedsprog.

Lige så meget som hærene var et udtryk for den moderne samfundsudvikling, var Bloch det. Han mente, at våbenteknologien ville gøre det vanskeligt at opnå afgørelser på slagmarken, at krigene derfor ville trække i langdrag, og at ressourceforbruget til våbenproduktion under en fortsat krig ville være så belastende for samfundene, at den sociale struktur ville bryde sammen og den politiske orden gå i opløsning. Blochs bog gjorde så dybt indtryk på zar Nikolaj II, at han tog initiativ til Haagkonferencen i 1899.

Godt et årti senere, i 1910, udkom Norman Angells ”Det store bedrag”, som skulle få endnu større betydning for den europæiske fredsbevægelse. Angell, der i 1933 blev tildelt Nobelfredsprisen, argumenterede for, at handelsrelationerne og den internationale arbejdsdeling var blevet så udbygget, at en storkrig ville være økonomisk ødelæggende for alle parter. Angell hævdede videre, at tidligere tiders erobring af land ikke længere kunne betale sig, fordi direkte kontrol over et territorium ikke bragte økonomiske fordele.

Det skal bemærkes, at hverken Bloch eller Angell var idealistiske pacifister, og at de ikke nærede moralsk modvilje mod krig. Angell mente for eksempel, at ”civiliserede” stater havde en forpligtelse til om nødvendigt med brug af magt at opretholde orden, og at hære var nødvendige, når de i en politifunktion skabte de betingelser, hvorunder handel kunne blomstre i det internationale samfunds interesser.

Men hvad ville det betyde, hvis de europæiske stater indledte en nedrustning og opgav de store hære baseret på massereserver af værnepligtige? Den – mere eller mindre – generelle værnepligt havde haft stor betydning for statsapparatets udvikling og nationsdannelsen i det 19. århundrede. Indkaldelse af rekrutter og administration af de hjemsendte reserver krævede udbygning af af statslige institutioner; formelle krav til rekrutternes helbredstilstand betød, at man for første gang begyndte at registrere fysiske og medicinske data for de indkaldte årgange.

I en tid, hvor mange unge mænd aldrig havde forladt den landsby, hvor de var blevet født, og hvor sprogene var stærkt dialektprægede, fik den grundlæggende militære uddannelse mere eller mindre langt fra hjemmet betydning for nationsdannelsen. Og for en ensartet påvirkning af de unge mænd, som pludselig befandt sig i en verden af ure, tidsskemaer og skrevne regler. Da soldaterne endvidere ikke var underlagt det forrige århundredes rigide eksercits, men forventedes at handle ud fra overbevisning, så mange fortalere for værnepligten den som en uddannelse i statsborgerskab.

Hvor pacifisterne så militær og især militarisme som den store risiko for de moderne samfund, så andre af tidens iagttagere med helt andre øjne på samfundsudviklingen. De var bekymrede over de opløsningstendenser, de så som et resultat af materialisme, atomisering og selviskhed. De frygtede på én gang massernes bevægelighed og den frigørelse fra forpligtelsen over for nationale interesser, som fulgte med egoistisk individualisering. Ville nationalstaterne fortsat kunne have den nødvendige sammenhængskraft uden borgere, som var disciplinerede og loyale over for fælles værdier?

En af dem, som på litterært plan bragte et samfund til opløsning, var H.G. Wells, som i ”Klodernes kamp”, reducerede den britiske befolkning til en uordentlig hob, da den kommer under angreb fra invaderende marsboere. Marsboerne, som sluttelig dræbes af jordiske bakterier, er ikke interessante i denne sammenhæng, men det er briterne, som har levet sig ind i en rolle af en handelsnation med materiel velstand og uden tanke for den nationale sikkerhed.

Wells nærede ingen illusioner om moderne krig og han håbede på universel fred. Men han så samtidig positivt på væksten i militære institutioner. Uden det, Wells kaldte ”militære påtrængende nødvendigheder”, ville det nutidige samfund ikke være i stand til at overvinde dets ”private selviskhed” og acceptere den disciplin, der var afgørende for overlevelse. Kun efter at mennesker havde opnået den ”orden og disciplin, den tradition for tjeneste og loyalitet, for fysisk form, ubegrænset anstrengelse og universelt ansvar”, som militære institutioner gav, ville universel fred blive mulig og ønskelig.

Den amerikanske filosof William James, bror til forfatteren Henry James, gav i sit essay ”The Moral Equivalent of War” fra 1906 udtryk for lignende tanker. Skønt James var modstander af international vold, anerkendte han ikke desto mindre, at krig var ”den blodbestænkte sygeplejerske, som trænede samfund i sammenhængskraft”. Uden krig ville samfundet være i fare for at miste sin energi, heroisme og vilje til selvopofrelse. Han mente, at fred ikke er nogen god ting, medmindre staten holdt fast ved ”nogle af de gamle elementer af militær disciplin”.

En måde til at imødegå disse tendenser kunne, ifølge James, være en national arbejdstjeneste, hvor unge mænd – og kvinder – ville kunne tilegne sig den robusthed og selvbeherskelse, der kunne gøre dem til gode samfundsborgere. Man bemærker i denne tanke paralleller til nutidens fortalere for værdien af den civile værnepligt – ikke mindst som den er organiseret i Tyskland.

Mange nutidige iagttagere ser vore postmoderne samfund underlagt de samme opløsningstendenser, som betragtere af de moderne samfund gjorde det for et århundrede siden: materialisme, individualisme, manglende dannelse og den deraf følgende ignorans over for den historiske kontinuitet og overleverede værdier. Nationalstaten er under angreb indefra og dermed trues de rammer, som skulle sikre borgerne orden og tryghed, af manglende sammenhængskraft. Derimod henleder trusler udefra menneskers opmærksomhed på vigtigheden af et samfund, der har betydning ud over den enkeltes liv.

Vi lever i det, politologen Edward Luttwak har kaldt en ”postheroisk tid”. Men den tid, hvor heroisme og statsræson går op i en enhed kan meget vel være ved at vende tilbage. I Rusland forsøger den siddende ”lillefar”, Vladimir Putin, at stive sin økonomisk svage stat af med aggressiv retorik og åbenlyse ambitioner om en genskabelse af et Storrusland. Første skridt, invasionen og annekteringen af det ukrainske Krim, forløb lige så glat som Hitlers ”Anschluss” af Østrig i 1938. Det kan kun have givet Putin blod på tanden.

Svaret på Putins ageren er formentlig en (gen)opbygning af de militære kapaciteter i Europa og muliggvis en revitalisering af værnepligten. Og det behøver ikke at være dårligt, for militær disciplin er den bedste vej til at overvinde de opløsende kræfter og genskabe orden og sammenhængskraft i et samfund, mente den meget indflydelsesrige franske socialpsykolog Gustave Le Bon i 1895 i sit hovedværk ”La Psychologie des Foules”.

Måske skal vi være glade for Vladimir Putin. Han er ganske vist ikke fra Mars, men dog fra en by i Rusland.

Denne kronik baserer sig på de to første kapitler i den netop udgivne ”Where have all the soldiers gone? – omdannelsen af det moderne Europa” (Ellekær, 2017) af Standford-professor i moderne tysk historie James J. Sheehan.

Jens Ellekær er akademiingeniør, civiløkonom og erhvervsjurist