Nye detaljer siver stadig ud om Abdelbaki Es Satty – den marokkaner, der i et stykke tid fungerede som imam ved en muslimsk menighed i Ripoll, og som efter alt at dømme havde indoktrineret de unge mænd i terrorcellen, som gik til angreb i Barcelona og Cambrils.

Der tegner sig et billede af ham som en ulv i fåreklæder – en sovende terrorcelle bestående af én mand, som var dødeligt effektiv, da han gik i aktion. Han kommer ikke til at rekruttere flere terrorister al den stund, at spansk politi nu siger, at han døde i eksplosionen i Alcanar. Men andre aktører spiller efter al sandsynlighed lignende roller.

Hammou Minhaj, som er sekretær i den pågældende menigheg, fortæller til El País at det bliver stadigt vanskeligere at finde imamer, og at man derfor var blevet glade for at Es Satty var dukket op. Han virkede som en fuldstændig normal imam, siger Minhaj. Es Satty ledede bønnen, holdt opsyn med de troende, hjalp dem, der havde behov for hjælp og fremstod i det hele som en diskret og intelligent person.

Abdel, en muslim som frekventerede moskeen, forteller til den spanske avis, at imamen aldrig havde vist tegn på afvigende adfærd, men at han nu kan se, at Es Satty må have været en person med to ansigter. Abdel er ikke alene om at være himmelfalden over det, som er sket.

Overraskelsen var derfor stor hos dem, som kom i moskeen, da Abdelbakis navn blev nævnt i medierne i forbindelse med angrebet. «Vi spurgte alle brødrene og søstrene, om de på noget tidspunkt havdebemærket noget», siger Minhaj, «om han havde sagt noget usædvanligt eller mistænkeligt, men alle svarede nej: de havde på intet tidspunkt bemærket noget som helst.»

En slægtning til en af terrorcellens medlemmer, som bor i Ripoll og som også frekventerer moskeen, giver dog en anden fremstilling: Ikke alle i menigheden var overbevist om, at Es Satty var en god mand. To af hans naboer, som også er fra Marokko, skal have sagt til ham, at de ikke stolede på imamen. Måske fornemmede de, at han havde en mere skjult side.

Det er bemærkelsesværdigt, at politiet, som havde mulighed for at se et mistænkeligt mønster i imamens rejser, kontakter og fængselsophold, overhovedet ikke fattede mistanke til ham. Sekretæren fortæller, at politiet flere gange kom til moskeen for at stille ham og menighedens leder spørgsmål om imamen, og at de rutinemæssigt kontrollerer det som sker i og omkring Catalonias moskeer. Minhaj spørger sig selv, hvordan de fatale hændelser var mulige, ikke mindst i lyset af, at Es Satty var tidligere straffet. Det er nærliggende at stille spørgsmål til, om politiet aktivt forhindres politisk i at tænke i visse baner.

Endnu mere besynderlig forekommer fraværet af mistanke mod Es Satty, når man læser, hvad en anden slægtning til en af terroristerne siger til El País: Radikaliseringen skete ikke så hurtigt som hidtil antydet, men stod på i over et års tid – længe nok til at den ikke kunne forblive skjult og derfor burde have vakt mistanke.

Terroristerne-in-spe mødte imamen i hans bilen, fortæller slægtningen, ikke i moskeen, og når de mødtes på gaden, lod de som om de ikke kendte hinanden. Men det var først i juni, at de efter hans mening udviste en adfærd, der vidnede om det, de vær i færd med at gøre: en udtalt mangel på frygt for døden og en påfaldende hengivenhed over for de nærmeste, som ofte er blevet observeret hos unge muslimer i tiden op til, at de begår terror.

Journalisten viser mærkeligt nok ingen tegn til at konfrontere vedkommende med det spørgsmål, det er umuligt ikke at stille: Hvorfor holdt han, et tilsyneladende ordentligt og retskaffent menneske, disse tanker for sig selv? Han så faresignalerne, men reagerede ikke og sagde ikke fra, selvom han ikke fremtræder som fjendtligt indstillet over for det omgivende samfund.

Hvordan kan samfundet alliere sig med moderate muslimer for at undgå terror, når terroraspiranternes omgivelser ikke siger fra, når de fornemmer, at der er fare på færde? Hvor mange sovende terrorceller går af denne grund under samfundets radar?

Muslimer bevarer ofte de familie- og klandominerede sociale strukturer, som er fremherskende i deres eller deres forfædres oprindelsesland. De sociale omkostninger ved at slå alarm, er simpelthen for stor – ikke mindst i dette tilfældet: Corriere della Sera oplyser at ni af terrorgruppens medlemmer var brødre fra fire forskellige familier. Dermed bliver den muslimske diaspora en omverden som ikke vil se.

Resultatet er, at det for det omgivende samfund reelt bliver umuligt at trække en klar skillelinje mellem den muslimske terrorisme og de muslimske lokalsamfund, som denne terrorisme udgår fra.

Stillet over for dette problem, er der ingen politikere, som kan give svar.