NRK promoverer hijab-klædt studievært men nægter nyhedsanker at bære sølvkors om halsen

NRKs nye studievært, Fathen Mahdi Al-Hussaini

Thor Gjermund Eriksen, chef i det statsejede norske public service organ, NRK, er såret og dybt skuffet. Krinkastingsrådet har modtaget 3.600 klager over, at den hijab-klædte Fathen Mahdi Al-Hussaini skal være studievært i et valgprogram for unge forud for det norske stortingsvalg. Det kom helt bag på NRK-ledelsen. De forstår ikke den voldsomme reaktion.

Eriksen ser ingen sammenhæng mellem, at Siv Kristin Sællmann fra NRK-Syd blev nægtet at bære et lille kors om halsen under en udsendelse og den omstændighed, at Faten sejler ind i studiet fuld hijab. Sellmann var nyhedsanker, mens Faten skal være studievært i et specialprogram. Hun skal spejle de unge.

Både Ligestillingsombudsmanden og kulturministeren stiller sig bag NRK. Det handler overhovedet ikke om diskriminering, forsikrer de.

Men for at kunne forsvare dette synspunkt, er de nødt til at lukke øjnene for andre stemmer, der som Mahmoud Farahmand spørger på Facebook, hvorfor NRK vælger de mest religiøse, når de skal fremhæve unge med muslimsk baggrund.

Det betyder noget, siger Farahmand. Det bliver der lagt mærke til. NRK, Hanne Bjurstrøm (ligestillingsombudsmand) og Linda Hofstad Helleland (kulturminister) kan lægge nok så meget vægt på deres egen fortolkning, men det er et valg, som stikker meget dybere og går langt videre, end hvad disse ledere vil indrømme.

Da jeg kom til Norge for over 25 år siden var folk mest opptatt av opphavslandet. Dette gjaldt både vi som kom hit, og nordmenn. Nå ser det ut som stadig flere er opptatt av religionen man tilhører, mer enn landet man er fra.

Jeg mener at Walid Al kubaisis sitat beskriver noe av årsaken til at det har blitt som det har blitt:

«Media og offentligheten har valgt religiøsetalsmenn og betrakter dem som representanter for hele den muslimske minoriteten, mens staten valgte de «moderate» islamistene som dialogpartnere.» (Al kubaisi)

Deler av dette sitat forklarer også problemstillingen rundt NRKs valg av programleder.

De fleste muslimske jenter bærer ikke hijab, de fleste muslimer er ikke engang aktive utøvere av islam. Hva er hensikten med dette programmet? hva ønsker man å oppnå?

Kunne man like greit ha valgt ei fra jehovasvitne, en fra en streng katolsk menighet eller en gruppe ortodokse jøder.

Jeg forstår ikke denne trangen til å fremme konservative religiøse personer som en slags mal.

Det Farahmand påpeger, er en gåde: Hvordan kan disse sekulære mennesker foretrække de religiøse, dem der står for værdier, som får bedehuskristendommen til at fremstå som frivol i sammenligning? Norsk debat stopper normalt der. Man det er her man burde grave dybere: Hvor kommer denne besynderlige alliance mellem de sekulære og islamisterne fra? Den prøver at flytte tyngdepunktet i det norske samfund i religiøs retning, men en stor og stigende andel stritter imod. De ser, hvad der sker. De vil ikke ind under islam.

Farahmands seneste opdatering berører dette. Han citerer en Imtiaz Farahmound:

«70 years ago, both India and Pakistan got independence. Indians have become CEOs of Google, Microsoft, Pepsico, Jaguar, and Land Rover etc .

Pakistanis have become heads of Taliban, Al-Qaeda, Jammat U Dawa and Hijbul Mujahideen.»

Alle normalt tænkende mennesker fatter pointen med det samme. Men ikke dem, som forsvarer Faten som programleder. De vil ikke forstå. Den sammenhæng som Farahmand påpeger, anerkender de ikke. De skubber den fra sig. Derfor gør de sig irrelevante i forhold til omverden. Det er det, publikum protesterer mod. De vil ikkedrages ind i det kaos, som islam befinder sigt i.

De ønsker ikke, at deres skattekroner – 5,6 milliarder norske kroner – bruges til at legitimere en religion, som skaber så store problemer. Hold ting lidt kosher, vælg i det mindste repræsentanter som står for vestlige værdier, siger de.

Gjermund Eriksen, Helleland og Bjurstrum vil ikke en gang innrømme, at der er en modsætning. De står under fanen: Alle skal med. De vil tvangsindmelde os i dette nye fællesskab. Men vi ved, at hvor islam får større indflydelse, bliver andre skubbet ud. I går var der en pakistansk student, som blev arresteret og risikerer dødsstraf for blasfemi. NRK, ligestillingsombuddet og kulturministeren ønsker denne udvikling velkommen til Norge, eller: De vil ikke se problemerne, som Helleland. I det ene øjeblik åbner hun en debat om norske værdier under pres, for i det næste at forsvare en programleder i hijab. Det virker helt bevidstløst.

Gjermund Eriksen og Bjurstrøm, begge fra Arbeiderpartiet (AP), har noget til fælles med Faten: Venstrefløjen har taget en drejning som er åbent kristendomsfjendtlig. Omvendt er de inviterende og åbne over for islam.

Det er det, et flertal i befolkningen siger nej til.

Vi noterer os NRK-chefens omtale af lytterne/seerne:

Jeg ser at det er sterke og mørke krefter som ønsker at muslimsk ungdom ikke skal være synlig, sier Eriksen.

Er definitionen på synlig at man skal have sit eget program på NRK?

Kulturministeren må have fået en nedsmeltning: Dem der klager er hadefulde. Det er kun tonen hun kommenterer, ikke sagen:

– Vi vet at mange vegrer seg for å delta i den offentlige samtalen fordi de er blitt møtt med hetsende, sjikanerende eller trakasserende ytringer. Dette gjør at viktige stemmer stilner, sier Helleland.

Hun gør accept af Faten til et spørgsmål om ytringsfrihed:

– Dette går rett inn i verdidebatten vi har hatt de siste ukene. Vi må tørre å stå opp for det vi tror på, så lenge det er innenfor lovlighetens grenser, slik som Al-Hussaini gjør.

Hvorfor brugte hun ikke samme målestok på klagerne: At så længe de lå inden for lovlighedens grænser, skal folk have lov at protestere? Hvorfor bruger hun kun negative karakteristikker?

Medlem af APs kulturkomite, Arild Stokkan Grande, snyder for at kunne hænge modstanderne ud: Det er ikke det, at Faten deltager i TV, som er sagen, det er den omstændighed, at hun bliver programleder.

– Det virker jo nærmest organisert. Jeg hadde håpet at vi var kommet lenger, og at det var rom for folk med ulike religiøse og kulturelle preferanser på TV.

Mistanken om at dette er organisert, begrunner han med at klagene kommer så samlet, og på så kort tid.

– Noen vil dra opp et konfliktbilde som jeg ikke føler det er grunnlag for. At det kommer så mange klager på så kort tid, er overraskende. Det er vanskelig for meg å vite hvem som eventuelt står bak, men her er det noen som ser sitt snitt til å sette opp motsetninger mellom religioner, sier Grande.

Han legger til at han har et inntrykk av at et overveldende flertall i Norge synes at dette er en fin utvikling.

Hvor overvældende flertallet er, kan Stokkan Grande få et fingerpeg om den 11 september. Når han som erklæret homoseksuel mener, at islams stigende indflydelse er «en fin utvikling» taler han mod bedre vidende. Hvorfor gør han det i en sag, som angår ham direkte?

Det er interessant, at Document.no nu har fået en udbredelse, som får NRKs etikredaktør Per Arne Kalbakk tror, at klagestormen skyldes, at Document.no lagde et link ud til NRKs klageskema. Kalbakk har høje tanker om seerne/lytterne:

– Vi ser også at det er en del nettsider, blant annet Document.no, som har lagt ut en sak med lenke til Kringkastingsrådet klageskjema. Disse er mye delt. Det bidrar selvfølgelig til et høyt klagetall, sier han.

At fremstille folks rettigheder og mistænkeliggøre dem ved at omtale dem som at ville «dra opp et konfliktbilde».

De pæne mennesker skubber Faten foran sig og fokuserer på, at hun bliver krænket. Dermed vendes søgelyset mod dem, som klager. Det er dem, der er noget galt med. Ikke NRK.

Hvor lang tid vil der gå, før kloge hoveder sætter sig ned og laver en kampagne mod at lade licenspengene gå til fremmeaf islamiske værdier? Er det i overensstemmelse med NRKs forskrifter? Det er det værd at kaste et skarpt politisk blik på – særligt nu, hvor man påtænker at indføre licensafgift som en kopskat.

Venstrefløjen var nyskabende med sin brug af sit-down-aktioner, huslejenægtelser og meget andet. Hvorfor har ingen overvejet at lave tilsvarende stunts mod NRK?

Nyt