I snart 50 år har Venstrefløjen haft definitionsretten på stort set alt, der relaterer sig til dens universalistiske tankegods. Ord, der før var neutrale, har fået et semantisk twist i retning af det venstreorienterede: At være “national” er skidt, at være “global” er godt, ligesom det er højstatus at tilhøre eller at kæmpe for “minoriteters rettigheder”, mens det er undertrykkende grænsende til det fascistoide at ville hævde, at der findes en majoritetskultur, der skal have forrang. Gør man det, diskriminerer man – og det er næsten det værste, man kan i en venstrefløjsoptik, hvor al minoritetsudfoldelse har forrang – nærmest uanset, hvem det går ud over, og uanset omkostningerne for majoriteten.

Det er på høje tid, at vi tager definitionsretten tilbage på de ord og begreber, som venstrefløjen har sat sig på, og jeg vil starte med at tage ordet “diskrimination” tilbage. Det er et glimrende ord, der i sin latinske oprindelse betyder “at adskille” (discriminare) og som sådan ikke er værdiladet. Men det skal jeg da love for, at det er blevet. Læs blot betydningen i følge Gyldendals ordbog:

“..negativ forskelsbehandling på grundlag af fordomme, rettet mod enkeltindivider eller grupper; oftest inden for områder som køn, race, etnicitet, alder, seksuel orientering samt fysisk og psykisk handicap.”

Skal man tage den definition for pålydende og udtømmende, vil diskrimination være bandlyst i et demokratisk retssamfund som det danske. Men det skal man heller ikke, for det giver ingen mening. Vi diskriminerer i stor stil – i betydningen adskille – fordi det er nødvendigt og helt naturligt:  Vi inviterer ikke alle til fest, vi ansætter kun den mest kvalificerede ansøger, vi lader ikke mænd komme ind i kvindernes omklædningsrum og vice versa, og kun studenter med de  højeste gennemsnit får lov til at læse medicin og jura. Det er dybt diskriminerende, men helt nødvendigt, godt og naturligt.

Det er en klassisk juridisk læresætning, at man skal behandle det lige ens og det ulige forskelligt. I det udsagn ligger der et krav om at sondre. At skille skæg fra snot, hveden fra avnerne, skidt fra kanel – eller bare anerkende at ikke alt er enst og at der er forskel på æbler og pærer.

Vi står midt i en værdikrig mellem islam og vestlig kultur. To universelle værdisæt, der er hinandens modsætninger, som i sagens natur ikke kan eksistere side om side. Vi kan ikke have sharia med kvindeundertrykkelse, forfølgelse af homosexuelle osv. som elementer i vores samfund. Vi kan ikke leve med islams afvisning af det sekulære demokrati. Derfor skal vi diskriminere. Vi skal adskille, Det er en helt fundamental erkendelse af det enten-eller, der dag for dag bliver mere og mere synligt i vores daglige liv.

Det er ikke bare kultur på et formelt idéplan, men helt konkret en krig på værdier mod islams evindelige krav om halal-mad i daginstitutioner, kønsadskillelse i svømmehaller og senest og mest voldeligt med bandekrigen, der nu har spredt sig til Amagerbro. Heroverfor har i årevis stået den danske velvilje og eftergivenhed overfor de mange krav – lige til nu, hvor virkningsløse pseudo-diskriminerende tiltag så sættes ind, som militæret der skal bevogte grænserne for at frigive politiressourcer, og Københavns Kommune, der opsætter en dialog-campingvogn på Blågårds plads.

Alt sammen bevis på, at vi har glemt diskriminationens ædle kunst i alt for mange år og ladet den universalisme sejre, der bærer kimen til egen undergang i sig: Hvis alt er lige godt og alle har samme grænseløse ret til alle goder -fortabes alle værdier og pejlemærker.

Der skal handles diskriminatorisk: Vi skal sætte hegn udadtil og grænser indadtil. Det er diskriminationens første lov.

Vi skal sætte grundlovens borgerrettigheder før universelle menneskerettigheder ellers er vi ikke længere en nation. Vi skal sætte danskerne før udlændinge, for ellers er vi ikke et folk. Og vi skal sætte kristne værdier som fundamentet for videnskab og etik før islam og sharia, ellers ophører vi som vestlig civilisation. Det ene følger af det andet og det hele hænger sammen som ærtehalm, og kun en benhård og konsekvent diskrimination baseret på disse værdier kan redde os.