Migranter bliver samlet op af Red Barnet skib, Vos Hestia, ud for Libyens kyst 18. juni. Foto: Stefano Rellandini / Reuters / Scanpix

Et tidligere besætningsmedlem på Save the Childrens fartøj «Vos Hestia» har givet et interview, hvor han afslører chokerende detaljer om skibets virksomhed.

Efter at historien om den italienske specialagent, som på opdrag fra italiensk politi infiltrerede Save the Childrens fartøj, «Vos Hestia», kom ud, har et tidligere besætningsmedlem på det samme fartøj givet et interview til Quotidiano Nazionale, hvor nye detaljer kommer frem om skibets virksomhed.

Manden, som er anonym, har fortalt det han ved til den italienske efterretningstjeneste, men har tilsyneladende også følt behov for at lade offentligheden få kendskab til de samme ting. I lighed med agenten, arbejdede han ikke for selve NGO-en:

Hvor længe var De ombord? Hvilke opgaver havde De?

Jeg var ombord i lidt over en måned, i september og oktober 2016. Jeg arbejdede med sikkerheden ombord på «Vos Hestia».

Hans vidnesbyrd bekræfter andre observationer, som er kommet frem, men fortæller også om stridigheder internt hos opdragsgiveren:

Hvad blev De vidne til under redningsoperationerne til havs?

Lad os sige det, som det er: Det er få, som er i livsfare. En gang overtog vi en båd med folk i god stand – ti minutter fra Libyens kyst, ikke på åbent hav. Den operation skete på direkte forespørgsel fra Save the Children i London, mens alle de andre europæiske kontorer var uenige.

Manden afslører også ting, som dårligt kan tyde på andet, end direkte kontakt mellem menneskesmuglerne på land og NGO-ernes skib:

Andre mærkværdigheder?

Jeg husker, at vi havde en dygtig, engelsk kulturtolk, hun talte arabisk. På et tidspunkt går hun i land, og erstattes af en ung, eritreisk-italiensk dreng. Og hvad sker efter to dage? Vi støder på en båd med eritreere. Og det var Save the Childrens teamleder, som gav kaptajnen bådens eksakte position.

Kom det til konfrontationer med andre NGO-ere?

Det virkede som et kapløb om at komme først. For mig at se havde den tyske NGO, Jugend Rettets skib «Iuventa» en mærkelig måde at arbejde på. Man forstod, at det var et serviceskib. En gang var vi i Libyen med andre NGO-ere, men der var ingen gummibåde at se. Men så ringer de fra «Iuventa» en dag og siger, at «vi har 400 personer ombord». Men på fem dage havde vi ikke set nogen! Og hvis du tager alle disse mennesker ombord, kan du så fortælle mig, hvor alle deres gummibåde er blevret af? Det betyder at smuglerne fragtede dem.

Så der findes forbindelser mellem menneskesmuglere og visse organisationer?

De er åbenlyse. Ofte er det smuglerne, som opgiver positionen med satellittelefon, det er helt sikkert ikke migranterne. Når man finder en gummibåd med snesevis af mennesker ombord, virker det næsten som om, det sker etter aftale …

Det med manglende havsnød er efterhånden velkendt, men manden fortæller også, at der kom tvivlsomme personer ombord, og at han fik betænkeligheder:

Er der nogen NGO-ere ,som går fri?

Måske er drivkraften for nogen af dem grundlæggende en humanitær inspiration. Men det at sejle ind til den libyske kyst, hører ingen steder hjemme. Af de tusinder af mennesker, som bliver samlet op, er det måske kun 20–25 procent, som har behov for hjælp.

Hvem er de andre?

Vi har fået unge nordafrikanere ombord, som var blevet udvist fra Italien. For dem var det den eneste måde at prøve at komme tilbage på. Så er det jeg spørger mig selv: Hvem f… er det vi tager med til Italien?? Det er hverken desperate syrere eller folk fra Mali som flygter fra sult. For mig personligt blev det også et samvittighedsspørgsmål.

Det er ikke noget smigrende portræt han tegner af opdragsgiveren:

Følte De, at De var ansvarlige for noget, der var større end Dem selv?

Jeg følte mig også lidt medskyldig i en skammelig virksomhed. Jeg kunne ikke holde det ud. Med Save the Children kom det også til skænderier, fordi jeg ikke måtte sige noget til politiet og de maritime myndigheder. Essensen i deres strategi ser for mig ud til at være «jo mere vi skjuler, desto bedre er det». Vi kunne ikke engang varsle Læger uden Grænser om en ung mand vi havde ombord med en alvorlig form for tuberkulose.

Blev De behandlet som et fremmedelement?

Ja, det mærkede man. De ønskede ikke at have os ombord. Det var skibets ejer, som insisterede. Jeg ved ikke, om jeg kan sige det på denne måde, men italienerne blev betragtet lidt som en paria … Af dem som fortsat er ombord, har jeg fået at vide, at de ønskes udskiftet med et engelsk team.

Mange spørgsmål forbliver ubesvarede:

Kan det efter Deres mening koges ned til et spørgsmål om forretninger?

Jeg har været tredive år ved politiet, og jeg ved, hvordan ting fungerer. Man skal altid følge pengene. Jeg ville gerne have vidst, hvor mange penge indenrigsministeriet har givet til Save the Children. Hvorfor får vi aldrig sådan noget at vide?

NGO-erne bryder sig ikke et hak om migranterne, opsummerer han: Det er ren forretning. Men mange sider ved den forretning er endnu ukendte.