Også natten til mandag har der været skyderier i de områder af København, hvor kriminelle indvandrerbander har brudt politiets voldsmonopol og reelt fremstår som enerådende. Også i nat rykkede politiet ud, som de har gjort hver eneste nat i snart en uge uden at kunne udrette noget, der blot kunne minde om en effektiv indsats – og dermed stillede politiet endnu en gang sin afmagt til skue i al sin nedslidte og ledelsesmæssigt forsømte elendighed.

Det etnisk danske mindretal i de indvandrertunge områder på Ydre Nørrebro og i Nordvest har iværksat de sædvanlige velmenende, men også fuldstændig håbløse og anakronistiske initiativer for at “tage deres bydel tilbage”: Igår blev der uddelt kaffe på Den Røde Plads  på Ydre Nørrebro, og i skrivende stund er dedikerede tilhængere af “mangfoldighed” ved at arrangere det obligatoriske fakkeloptog.

Til overflod bliver alle disse symptomer på forvirring og tiltagende afmagt toppet af Københavns socialdemokratiske Overborgmester, Frank Jensen, der i går i Politiken forsøgte sig med et skønmaleri af situationen i almindelighed og sin egen indsats i særdeleshed, der reducerer borgernes reelle frygt for at blive skudt på til en “bekymring” og kommunens løsningsmodel til et spørgsmål om en ikke nærmere defineret præventiv indsats:

” Jeg er ikke ude på at kritisere politiet, men jeg vil bruge det her som en anledning til at sige, at både vi og politiet skal tage borgernes bekymring dybt alvorlig. Nu skal vi samarbejde om det her, og kommunens rolle er det præventive. Det er at holde børn og unge væk fra bandemiljøet, så de ikke bliver rekrutteret […] Den forebyggende indsats virker rigtig godt i Danmark. Vi har den laveste ungdomskriminalitet, også i København, i mands minde. Det er et udtryk for, at den præventive indsats virker, vores børn og unge er gode til at holde sig fri af kriminalitet.”

Det er ganske utroligt, at han kan synes, det går så godt, i betragtning af, hvad vi er vidne til. Langt de fleste vil ellers mene, at det kun går den gale vej. For de faktiske forhold i jernindustrien er, at det vi nu er vidne til ikke er en bandekonflikt i traditionel forstand, som vi kender den fra forne tiders konflikt mellem HA og Bandidos, der i alt væsentligt “kun” var kriminelle.

Disse dages muslimske bandekonflikter stikker dybere end blot og bar kriminalitet. Det er klan- og familiebaserede fejder, der har det særkende, at de lukker sig omkring sig selv – og at de bliver ved.

Reelt er Danmark kommet i en besynderlig asymmetrisk krigssituation, som ikke længere vil gå væk. Det minder derfor efterhånden mere og mere om forstadiet til egentlige mellemøstlige tilstande.

Jo, den aktuelle bandekonflikt vil selvfølgelig drive over. Men den vil blive afløst af nye og farligere konflikter med større og større hyppighed, mens territorierne (no-go zonerne) i København stille og roligt i stadigt skiftende bandekonstellationer vil brede sig, indtil de smelter sammen lige som visitationszonerne vil gøre, således at no-go territorierne til slut bliver til et sammenhængende no-go territorium, der mindst vil omfatte Tingbjerg, Nordvest, dele af Østerbro, Frederiksberg og hele Nørrebro – i hvert fald til søerne.

På et tidspunkt derefter, begynder de muslimske samfund at røre på sig og bandekonflikten ændrer sig derefter til en oprørsbetonet muslimsk-religiøs konflikt vendt mod det omgivende samfund, som nu er de egentlige undertrykkere. Fra da af er våbnene ikke kun vendt mod muslimer i interne opgør og tilfældigt forbipasserende, men også mod os.

Alt dette vil udelukkende og kun ske, fordi politikerne ikke magter at tage de nødvendige midler i brug, men henviser til begrænsningerne i de internationale aftaler og konventioner, og derfor hændervridende ser sig henvist til at stramme de skruer, de har til rådighed.

De skruer kan de så blive ved med at skrue på, til vi er havnet i samme situation som Bashar al-Assad allerede har været i en del år. Han har dog den fordel, at han støttes af russerne og ikke godvilligt har reduceret sit magtapparat. Hvem der til den tid er tilbage for at støtte os er et åbent spørgsmål.