Dimitris Avramopoulos under en pressekonference i Bruxelles den 26. juli 2017. Foto: Eric Vidal / Reuters / Scanpix.

Det italienske indenrigsministeriums statistik over, hvor mange migranter der kommer til landet, viser at antallet faldt i juli med godt 50% sammenlignet med samme periode sidste år, og på dette tidspunkt i august er reduktionen sammenlignet med 2016 på hele 76 %.

Udviklingen tilskrives for en stor del i Italiens samarbejde med Libyens kystvagt, men det bør ikke få en til at tro, at problemet er ved at blive løst, advarer Dino Martirano i en analyse i Corriere della Sera: Nye bølger som den der kom i slutningen af juni, hvor 10.000 migranter blev samlet op på tre dage, kan ikke udelukkes.

Man må altså forvente, at menneskesmuglerne vil forsøge at overvælde forsvarslinjerne ved at søsætte flere tusinde migranter i løbet af en og samme nat, eller på andre måder forandre strategi, stillet overfor samarbejdet mellem Italien og Libyen. Muligheden er til stede: Også i juli kom der to bølger – den 14. og den 25. – på henholdsvis 4226 og 1029 personer.

Heller ikke EUs migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, nærer forhåbninger om, at der er tale om nogen permanent nedgang. I et interview med Torino-avisen La Stampa: Ganske vist er talene gået ned, og det er godt, siger han, men det er for tidligt at drage konklusioner.

Kommer det en ny bølge? Og hvor mange kunne det dreje sig om?

Alle ved, at der befinder sig mange i Nord-Libya, som venter på en overfart. Det viser menneskestrømmene som går over det afrikanske kontinentet. Men at komme med et tal vil være rent gætværk. Situationen kræver, at vi øger indsatsen i regionen, noget Europa har gjort en stykke tid.

Men heller ikke kommissærens strategi ser ud til at indeholde en løsning:

Hvordan?

Ved at styrke dialogen med Libyen og de andre afrikanske transittlande. Vi har gode kontakter med Egypten, og Algeriet viser også samarbejdsvilje. Vi må øge kapaciteten til at håndtere dem, der kommer på tre måder: behandle asylansøgningerne hurtigere, omfordele dem, som har ret til at blive, og hurtigt sende dem tilbage, som ikke har det. Der er mange, som venter på at tage af sted, og det er kun fælles handling, som kan standse strømmen.

Avramopoulos giver altså indtryk af, at et mere effektivt asylbureaukrati vil hjælpe, at EU vil lykkes med et omfordelingsprogram som hidtil er mislykkedes, og at problemerne med hjemsendelse af migranter, altså manglende kapacitet og et oprindelsesland, som ikke samarbejder, vil ophøre af sig selv.

I det omfang kommissærens anbefalinger bliver EUs politik, er det snarere et signal om, at unionen forbereder den situation, at der skal sive mennesker ind i en jævn strøm og på ubestemt tid.

Der findes ingen «magisk løsning» for at lukke porten, siger Avramopoulos, men hverken han eller journalisten kommer ind på det mest effektive virkemiddel: militære fartøjer, som blokerer trafikken. Europas impotens sidder i hjernen, og den er selvvalgt.