Jeg vil gerne skifte de norske aviser ud med danske!

Medierne forvrænger hvad vestlige ledere siger, når de forsøger at gøre det, som er deres opgave: Forsvare vore samfund. Når Donald Trump og James Mattis forsøger at advare Nord-Koreas leder mod at lege med ilden, er det dem som fremstilles som truende, på linje med Kim Jong Un.

Det stod klart mandag aften, da Donald Trump sagde, at Nord-Korea burde stoppe med at true USA, ellers risikerede landet at blive mødt af “ild og vrede som aldrig før har været set i historien”.  Normalt burde dette udløse patriotiske følelser i medierne. Men Michael Holmes fra CNN begyndte øjeblikkelig at sammenligne Trump med Kim Jong Un og karakterisere begge som mentalt ustabile.

Noget lignende er sjældent set i moderne amerikansk politik:

Selv når en termonuklear krig truer, vælger medierne at angribe præsidenten. Det er ham, som er problemet.

Og man kan altid finde eksperter og tidligere embedsmænd, som er villige til at sige god for sammenligningen.

Medierne stiller ikke de fundamentale spørgsmål: Hvem har ansvaret for, at vi er havnet i den situationen vi nu står i? Hvilken politik er blevet ført? Er svaret på dagens trusler mere af det samme, som har bragt os hvor vi nu er?

Norske journalister kører i samme rille som CNN, bare endnu dummere. I USA findes mange tænketanke og journalister, der leverer information så oplyste mennesker forstår, at amerikanerne kigger ind i en pistolmunding. Truslerne fra Nord-Korea er eksplicitte. Selv Kari Bjørgaas må indrømme: – De er detaljerede.

Kim Jong Un var i nat eksplicit på, at de udarbejder planer for at sende raketter mod Guam. De skal gå hen over Japan. Det er som at stille et ultimatum: Japan kan ikke acceptere, at der flyver raketter over japansk territorium.

Kim Jong Un ønsker et showdown.

I denne situation siger forsvarsminister James Mattis det, han skal sige: Kim Jong Ung leger med regimets eksistens og det nordkoreanske folks overlevelse. Pressemeddelelsen fra Pentagon er meget dyster:

The DPRK must choose to stop isolating itself and stand down its pursuit of nuclear weapons.  The DPRK should cease any consideration of actions that would lead to the end of its regime and the destruction of its people.

På ntb’sk blir dette:

Nord-Korea bør stoppe sine overvejelser om handlinger, som vil lede til «enden på regimet og ødelæggelse af dets folk», siger Mattis i en udtalelse onsdag aften.

Men når det når Aftenposten og Dagsavisen bliver det læst og tolket som, at Mattis truer med at udslette det koreanske folk:

USAs forsvarsminister truer Nord-Korea med «utslettelse av dets folk» (Dagavisen)

USAs forsvarsminister truer Nord-Korea (Aftenposten)

med ingressen:

– Nord-Korea bør stoppe med at overveje handlinger, som vil lede til regimets undergang og tilintetgørelse af dets folk, siger USAs forsvarsminister Jim Mattis.

Aviserne skærper Mattis udtalelse og får den til at lyde mere aggressiv, end den er. Ved at gøre advarsel til trussel, kan “dialog”-aktørene få større råderum: Det vil sige FNs generalsekretær og Angela Merkel:

– Generalsekretæren er fortsat ekstremt bekymret for situationen og er urolig for den tiltagende konfronterende retorik, sagde generalsekretæren via sin talsmand, Stephan Dujarric, onsdag aften, ifølge Reuters.

Den tyske regering beder USA og Nord-Korea vise tilbageholdenhed efter udveksling af krigstrusler.

– Vi observerer retorikken vedrørende den koreanske halvø med den største bekymring. Vi beder alle parter beherske sig, siger udenrigsministeriets talsmand, Martin Schäfer.

Han tilføjede, at den tyske regering er overbevist om, at militær magtanvendelse ikke er svaret på arbejdet med at få etableret en atomvåbenfri zone.

Denne symmetri mellem to parter er noget vi kender fra andre områder: Jonas Gahr Støre talte om “ekstremister på begge sider” under Muhammed-krisen og mente Vebjørn Selbekk. Han har ikke beklaget det.

Et andet ord for det samme er ækvivalens: Noget svarer til noget andet. Trump er lige så gal som Kim Jong Un.

Det er ikke noget som kommer dumpende ned fra himlen. Det er et billede, som er bygget op over lang tid, lige fra Trump lancerede sit kandidatur og tiltog i styrke, da han fik vind i sejlene.

Mediene erklærede Trump krig, da han i sin tiltrædelsestale sagde, at han ville drain the swamp.

Det nye er, at de tager den krig med over i det, som kan blive en varm krig. Det siger noget om, hvor dybt fjendskabet stikker. De er villige til at spille hasard med USAs fremtid. Normalt slutter alle medier op om præsidenten i en krisesituation. Men ikke denne præsident. De liberales had mod Trump er stærkere end kærligheden til Amerika.

Så  er kløften og modsætningerne blevet store.

De liberale undergraver USAs troværdighed, når præsidenten og forsvarsministeren forsøger at afskrække den fjende, som åbent har erklæret sine hensigter.

Når Mattis minder Nord-Korea om, hvilken formidabel slagkraft USA har og at USA vil bruge den, hvis Nord-Korea gør alvor af sine trusler, er det afskrækkelse i sin reneste form.

Det burde i teorien være det, appeasement-tilhængere er begejstrede for. Herunder Merkel og Gutterez.

Men de er de ikke det. De kalder det krigsophidsning og konfronterende.

De har indtaget positioner, der gør effektiv afskrækkelse til krigshidsende og ligestiller USAs præsident med en baby-diktator, som kunne vært hentet fra fiktionens verden.

Så er de neutrale og fredselskende overgået til rollen som det modsatte af, det de påberåber sig: De står i ledtog med dem, som virkelig truer med at styrte verden ud i nuklear krig.

Fred er pludselig et andet ord for krig.

Orwells verden sænker sig over os.