Der tales meget om Deep State i Amerika, men hvad menes der med dette udtryk? Der er mange fantasifulde påstande om, at der et eller andet sted sidder en gruppe skumle personer, som i det skjulte styrer alt, hvad der sker i USA og hele verden, og som f. eks. i sin tid arrangerede mordet på præsident John F. Kennedy.

Men der er også en seriøs og realistisk definition på Deep State – magtfulde embedsmænd, der bag kulisserne øver ødelæggende indflydelse på folkevalgte politikeres muligheder for at virkeliggøre den politik, de folkevalgte gik til valg på. Fænomenet findes formentlig i alle lande, men lige nu er det særdeles aktuelt i USA.

Donald Trump blev valgt af det amerikanske folk på et program, der var et opgør med årtiers amerikansk politik på områder som illegal indvandring, truslen fra islam, miljø og regulering af erhvervslivet. Sagt med ét ord var Trumps politik et opgør med en venstreorienteret akademisk, journalistisk og politisk elites kurs.

Han og hans erklærede politiske program blev da også fra starten – dvs. før han var var blevet valgt til præsident – bekæmpet og søgt latterliggjort af medierne, den akademiske intelligentsija og den politiske elite. Trump var en idiot, som ikke havde forstand på politik, og som derfor heldigvis heller ikke havde nogen chance for at blive valgt. Som TV2´ USA-korrespondent J. Steinmetz svarede på et spørgsmål fra en anden journalist i sommeren 2016, om Trump kunne blive valgt til præsident: – NEJ, DET KAN HAN IKKE!

Det kunne han så alligevel, for den jævne amerikanske befolkning havde en anden opfattelse end mediernes ”eksperter”. Men så gik Deep State i aktion i tæt samarbejde med medierne. Anonyme embedsmænd i centraladministrationen i Washington begyndte at lække fortrolige oplysninger til udvalgte medier. Washington Post har været den foretrukne kanal. Alene i de første 126 dage efter Trumps indsættelse som præsident blev der lækket 125 fortrolige oplysninger for at kaste grus i maskineriet og diskreditere Trump. Bl.a. er fortrolige telefonsamtaler mellem præsidenten og fremmede statsoverhoveder blevet offentliggjort. Fantasifulde påstande om Trump som Putins nikkedukke er blevet lanceret igen og igen.

Mange af de lækkede oplysninger stammer fra USA’s efterretningstjenester, men der er også fortrolige oplysninger fra bl.a. Forsvarsministeriet og Miljøstyrelsen. Antallet og arten af lækagerne er uden sidestykke. Den nu fyrede FBI-direktør James Comey har selv indrømmet, at han via en ven lækkede indholdet af fortrolige samtaler med præsident Trump. Der er tale om klare lovovertrædelser, og den tidligere CIA-chef og modstander af Trump John Brennan har taget kraftig afstand fra de embedsmænd, som har begået de kriminelle handlinger. Men langt de fleste af de magtfulde medier og demokratiske politikere finder det i orden, så længe det skader Trump.

En lækage, der vakte voldsom opsigt for nogle uger siden, hævdede, at Trump havde givet ”the Russians” fortrolige militære oplysninger. Hensigten var klar: Trump var i lommen på Putin og en forræder. Anklagen faldt dog til jorden, da en tidligere CIA-chef under Obama i en kongres-høring oplyste, at han selv rutinemæssigt havde givet russerne fortrolige oplysninger på udvalgte områder.

Trumps justitsminister Jeff Sessions har nu kundgjort, at der vil blive sat hårdt ind mod dem, der lækker fortrolige oplysninger, og at der vil blive rejst tiltale mod de lovovertrædere, der bliver afsløret. Det mærkelige er, at det ikke for længst er sket. Men når man tager i betragtning, at 97 pct. af donationerne fra medarbejdere i Justitsministeriet til kandidaterne i valgkampen i 1915 gik til Hillary Clinton, forstår man bedre, hvor svært det må være at få de skyldige afsløret.

En af politikerne fra det demokratiske parti, Maxine Waters, som uden at kunne påvise nogen kendsgerninger har en stærk tro på, at Trump er i lommen på Putin og derfor en landsforræder, som skal afsættes, er så glad for de kriminelle handlinger, som de anonyme embedsmænd begår, at hun ikke lægger skjul på det i talrige interviews til medierne. Det er tankevækkende, at en lovgiver, som jo burde have forståelse for det betænkelige ved, at anonyme embedsmænd offentliggør fortrolige oplysninger til skade for landets sikkerhed, åbent bifalder denne kriminelle virksomhed.

Det hører dog med til billedet, at hun er et af de mest ubegavede medlemmer af kongressen, og at hun rutinemæssigt stempler alle med en mening, der afviger fra hendes egen opfattelse, som ”racister”. Men alt for mange i medierne og det politiske liv deler grundlæggende hendes syn på sagerne – så længe det blot skader Trump, ser man gennem fingrene med de alvorlige forbrydelser.

Bent Jensen er professor i historie, tidligere leder af Center for Koldkrigsforskning og forfatter til en række bøger – herunder koldkrigsværket Ulve, får og Vogtere