Bjergprædikenen er en af de mest berømte taler, Jesus har holdt. Det er en af de taler, som i sit indhold taler klarest om det liv, vi som hans disciple er kaldede til. Han taler blandt andet her om et liv i kærlighed, der hæver sig langt op over det middelmådige. ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”, kan han for eksempel sige. Og det konkretiserer han i samme tale på den måde, at vi endda også skal elske vores fjender – og hvis vi bliver slået på den højre kind, så skal vi også vende den anden kind til. På den måde tales der i Bjergprædikenen om et kærlighedsliv, der er en Kristusefterfølger værdig.

Men bjergprædikenen taler altså også om andet og mere end et liv i kærlighed. Det får vi fornemmelsen af i de ord, vi lige har hørt. Her hører vi nemlig også om et liv i sandhed. Det er som om dén del bliver ekstra skærpet hen imod afslutningen af bjergprædikenen – dér, hvor vi befinder os i dagens evangelium.

Vi hører det allerede i de første ord: ”Tag jer i agt for de falske profeter”, lød det. Og vi hører måske ordene som nogle, der kommer til os fra en på mange måder svunden fortid. Ord, der taler lidenskabeligt om den afgørende forskel på sandhed og løgn. Hvor alt ikke kan være lige fedt. Der bruges et billede om to træer. To forskellige træer. Det gode træ med de gode frugter og det dårlige træ med de dårlige frugter. Og der tales om to bekendelser. To forskellige bekendelser: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje”. Og ordene i dag er i bjergprædikenen omkranset af to billeder, der taler om nøjagtig det samme.

‘Lige umiddelbart forud for dagens ord får vi billedet af de to forskellige veje: ”Bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den… hvor trang er ikke den vej, der fører til livet”. Og umiddelbart efter får vi så billedet med to forskellige huse, der står som konklusionen på hele Jesu tale her: ”Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen…, men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand”.

Og vi behøver ikke at skjule for hinanden, at vi her har med ord at gøre, der kradser lidt i vores – også i min – år 2017-agtige måde at tænke på. Disse voldsomme ord går stik imod den fredsommelige ”alt er relativt”-prægede tænkning, som ingen af os kan sige os helt fri af. Men de er ikke desto mindre sagt af ham, der mere end nogen anden har lært os om kærlighed og omsorg. Og det er ret afgørende: Disse skarpe ord og vendinger har vi fået af vores Herre i kærlighed.

Jesus forventer sig ikke en menighed af ”guldkristne”, hvor kærlighed og sandhed er enerådende. For så var der jo ingen grund til hverken at advare eller formane. Han forventer sig ikke en menighed, der har evangeliet som sin ejendom – og som den i al rolighed kan besidde. Baggrunden for disse skarpe ord er derimod, at vi som kristne og som kirke lever af evangeliet – som noget, vi må have forkyndt. Som noget, vi må have tilført intravenøst dag efter dag. Det kristne evangelium er ikke deponeret ned i den menneskelige eksistens som sådan. Evangeliet og et menneskes hjerte er som vand i en hullet spand. Der må til stadighed fyldes på. Og vi mærker af Jesu ord i dag, at det ikke er ligegyldigt, hvad det så er vi fylder på. I hans ord mærker vi en lidenskab, der er fyldt med bevidstheden om, at der går et skarpt skel mellem sandt og falsk – og at intet mindre end frelse og fortabelse afhænger af dette skel, som hver eneste kristen på jord må sætte med personligt ansvar. Det er baggrunden for ordene om, at vi skal tage os i agt for de falske profeter.

Og hvem er de så – disse falske profeter? Ja, den sprogbrug, vor Herre Jesus gør brug af, er hentet fra Det gamle Testamente. Og herfra får vi et ganske godt indtryk af, hvad det er, der er tale om. Vi hørte det også fra alteret lige før. Om de falske profeter sagde Jeremias, at de forkynder syner ud af eget hjerte og ikke af Herrens mund. Og det bliver oven i købet gjort helt konkret: Til dem, der lader hånt om ham, siger de: ”Herren har sagt: Nu bliver der fred”, og til alle, der vandrer i hjertets forstokkethed, siger de: ”Ulykken rammer jer ikke”.

Det er sådan en forkyndelse – ud af eget hjerte og ikke af Herrens mund – som Jesus i dag sammenligner med et dårligt træ, der ikke kan bære gode frugter. Og hvad det sigter til kan godt være svært at få fat på. Men måske kan det hjælpe lidt at sætte ordene i forhold til det, der er blevet sagt lige forud og det, der kommer lige efter. En forkyndelse kan vurderes på de frugter, den sætter. Fører den kun til en bekendelse med munden uden at være fulgt op af et liv under Guds lov i tro, håb og kærlighed, så er det bare mundsvejr. For Jesus siger: ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Det er, hvad der står på spil i forkyndelsen. Føres vi gennem den ind under et liv, hvor Gud stadig mere og mere får sin vilje med os, eller føres vi til kun at lade ham få mundens bekendelse, mens vi roligt lader vores liv og hverdag beherske af vores egen vilje?

Det svarer på sin vis til den lignelse, der går lige forud for tekstens begyndelse. Nemlig lignelsen om den snævre port og den trange vej. Den port og vej er den korsmærkede efterfølgelse af den Kristus, som hele bjergprædikenen vidner om. Og spørgsmålet er, om vi ved den forkyndelse, vi lytter til, føres ind på dén vej eller ej? For her må vi ind! Ind i en efterfølgelse af ham, der uden at skele til sit eget bedste, lod kærligheden til Gud og til os sætte dagsordenen. En kærlighed, der drev ham ind i dødens kulde og gravens mørke for alle vores synders skyld.

Og også for alle vores dårlige frugters skyld. Alle de frugter, som bestemt ikke er sat der af ham og hans ord – men mere af vores egne tanker og ord. Dybest set er der kun ét træ, der kristeligt set sætter sine gode frugter i os., og det er korsets træ. Lægger vi øre til en forkyndelse, der lever og ånder for det kors, hvor Kristus gav sit liv og blod for os, så sætter det kors selv sin gode frugt i os. Det fører os derind ad den snævre port og trange vej, hvor al vores kredsen om os selv ganske vist er mærket af kors og død, men som for den opstandne Herres Jesu Kristi skyld på forunderlig vis alligevel fører os til liv og salighed.

Amen.

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.