“Det er ikke kun konfirmanderne, men også deres forældre og bedsteforældre, der ikke lige kan se pointen i at gøre godt, når nu Gud alligevel tilgiver alting. Men sådan tænker kun den, der ikke kan huske at have haft behov for tilgivelse. De andre ja. Men ikke en selv. Helt ny er tanken ikke. På Jesu tid tænkte man det samme. De Ti Bud og det store lovkompleks, der udgik fra dem, understregede dagligt, at hvis bare man holdt loven, var man på den rigtige side af alting. En holdning man en til en, kan overføre til nutidens nulfejlstænkning, hvor vi alle holdes i skak af stadig flere love skrevne som uskrevne, som man er et dårligt menneske, hvis man ikke overholder.”

Kathrine Lilleør drager en parallel mellem biblens fortælling om Den fortabte Søn og Ulrik Wilbeks udtalelse om, at det er farligt at bevæge sin henimod et samfund præget af nulfejlskultur, fordi det er fejlene, vi kan lære af.

Det er så sandt, som det er sagt, skriver Lilleør og gør opmærksom på, at fortællingen om den fortabte søn i mindre grad henviser til den hjemvendte søn, der får tilgivelse for at have ødslet sin arv bort – end til broderen, som harmes over at der aldrig gøres stads af ham, som gør alting rigtigt. Det er nemlig den, der ikke har brug for tilgivelsen, der er mest ude i hampen, når han ikke under synderen at få den.

Kathrine Lillørs indlæg kan læses her:

http://kathrine.blogs.berlingske.dk/2017/07/30/nulfejlskultur/