Bildet:  Et helt sædvanligt syn i den berygtede by Agadez i Niger: En overlæsset lasbil med afrikanske migranter og deres ejendele på vej til at krydse Sahara til Libyen . Vesten kunne standse trafikken, men lader som om den er et naturfænomen. 

Det vi til stadighed er vidne til i Middelhavet, er naturligvis kun sidste etape på vejen til Europa for dem, som kommer fra Afrika syd for Sahara eller det fjerne Østen. Inden migranterne fra disse regioner kommer så langt, har de fleste af dem – praktisk talt alle vestafrikanerne – krydset ørkenen gennem Niger.

Niger er, til forskel fra Libyen, ikke et lovløst territorium. Her findes der både regering, et politi og et forsvar, franskmændene er militært til stede, og FN-bureauet International Organization for Migration (IOM) arbejder på højen langs migrationsrutens hovedvej, som passerer gennem helt bestemte knudepunkter.

Vestlige journalister rapporterer sjældent fra denne region, men en undtagelse var tirsdag at finde i La Repubblica. Rom-avisens assisterende redaktør Gianluca Di Feo – en yderst erfaren journalist, som i sin tid fulgte både Golf-krigen og korruptionssagerne i Italien i 1990´erne – har laget en informativ reportage fra det ludfattige afrikanske land.

I den ledsagende avistekst gør Di Feo observationer som viser, at situationen i Sahara har flere lighedstræk med, hvad der foregår i Middelhavet.

IOM yder praktisk hjælp til migranterne langs vejen, lidt som NGO-erne gør det til havs. Og ligesom Operation Sophia ikke standser menneskesmuglingen i det våde element, løfter det franske militær ikke en finger for at standse trafikken gennem ørkenen, til trods for, at den let lader sig observere med deres rekognosceringsfly, droner og andre midler, da den passerer i nærheden af deres base i Madama,  i det nordligste Niger. Nogle gange parkerer menneskesmuglerne deres køretøjer lige ved militærbasens landingsbane.

Opgaven med at forsøge at hindre menneskesmuglerne i deres arbejde, tilfalder dermed hæren og politiet i Niger, som hverken har ressourcerne, våbnene eller teknologien som sine europæiske kolleger, og som menneskesmuglerne utvivlsomt har meget lettere ved både at overliste, instrumentalisere og bestikke.

De franske militærstyrkers vigtigste opgave i Nigers ørken er at sørge for,  at alt fungerer i de afrikanske uranminer som forsyner de franske kernekraftværker, samt trafikken til og fra. Fransk militære andre steder i Afrika bekæmper jihadister og våbensmuglere, men ikke menneskesmuglere. Skulle de måske gøre deres unionspartnere, italienerne, en tjeneste uden saftig modydelse? For at knuse drømmene for borgere fra deres tidligere kolonier?

Italiens indenrigsminister, Marco Minniti, er overbevist om, at grænsen mellem Niger og Libyen er Europas ydergrænse. Der er det angiveligt, at man skal have kontrol, ikke i egne havområder. Selv tøver Italien med at gribe militært ind i Afrika. Man vil hellere forsøge at få afrikanske aktører til at gøre det grove arbejde for sig.

Det er ikke nok, mener Di Feo. Man skal også styrke myndighederne i Niger, for at standse trafikken sydfra. Men hvor langt hjemmefra skal et europæisk land forsøge at øve indflydelse? I hvor store cirkler skal man gå rundt om den varme grød for ikke at gøre det, derer nødvendigt for at beskytte sin egen stats ydre grænser?

Officielt har EU en fælles standende operation i Niger, skriver den italienske journalist. Den tager sigte på at uddanne politifolk på stedet til bekæmpelse af menneskesmugling. «Men hidtil er der sket alverden.» Når unionen gør fælles sag og forener anstrengelserne for at forsvare sig selv, er resultatet altså nul.

Europæernes læringskurve er ikke noget at prale af.