Det var dramatiske hændelser, som fik nogen til at sætte sig for at nedskrive historien for eftertiden. Samtiden står på skuldrene af dem, som foran. De kan drage nytte af erfaringerne. At huske er derfor noget man gør – ikke bare for sig selv, men også for eftertiden. De store græske og romerske historikere “huskede” for, at vi kan  lære vores egen historie at kende. Herodot (484- ca 425 f.Kr) omtales ofte som historieskrivningens fader. 

De fleste bliver berørt af 22. juli, men som talerne ved markeringen i Regjeringskvartalet i Oslo var inde på: Tiden går. Efter sommerferien starter børn i skole, som endnu ikke var født, da terroren ramte Norge. For dem vil 22. juli være historie. Hvordan skal man sørge for, at de forstår og husker?

Det var både AUF-leder Mani Hussaini og statsminister Erna Solberg inde på. Men svarene haltede.

Hvis man skal bevare en erindring, må man have en forståelse, som korresponderer med historien og samtidens selvforståelse. Allerede her støder vi på et problem: Der er ikke længere én selvforståelse, det er stærke konkurrerende selvforståelser.

De to som talte i Regjeringskvartalet i går havde én selvforståelse, men de talte imod dem, som har en anden.

Vi ved, at dem som skriver historien tilstræber objektivitet. Er den ene selvforståelse i stand til at forstå den anden?

Fortolkningen og fremstillingen af 22.juli som en politisk hændelse gør en sådant dobbeltbetragtning nødvendig.

Hvis ikke dette sker, bliver 22.juli en indkapslet hændelse, isoleret i sin egen boble. Sådan ønsker vi ikke, at det bliver. Et elementært udgangspunkt er selve handlingerne, gerningsmanden, og fortolkningerne af hændelserne. Man må kunne skelne mellem dem. Hvis de blandes sammen, bliver diskussion umuliggjort. Så vil forbrydelsen ligge som en barriere mod ny erkendelse.

22. juli var en politisk handling, siger vi. Men hvordan? Vi kender de officielle svar.

Mani Hussaini sagde, at Breivik ikke var alene. Det er “mange der ude” som deler hans tanker. (Hvilke “tanker” havde Breivik? Var det dem, han stjal fra andre? Eller forveksler han tanker med  voldsfantasierne?) Hussaini nævnte “fremmedkrigere”, det var eneste reference til “hændelserne” i Europa som “er blevet tydeligere og kommet nærmere” som NRK-chef Stein Bjøntegård formulerede det. Han vred sig på stolen.

Solberg sagde faktisk, at det kun er en uge sidem at navnene på 79 andre terrorofre blev læs op i Nice. Solberg lavede den kobling Hussaini undgik. Men også Solberg taler om “hadet” og lavede en symmetri mellem den voksende højrefløj og radikal islam. Solberg nævnte nynazister og højreekstreme, men talte om en meget større højrefløj, hvor der eksisterede “voldsparathed”.

Hvor findes en sådan voldsparathed i dagens Europa, som kan sammenlignes med jihadisternes? Ved at drage en sådan parallel, slog statsministeren benene væk under referencen til Nice. Solberg brugte nazister til at definere en meget større højrefløj, som ikke en gang kun er “højre”, men opposition til nutidens politik.

Med et så lavt præcisionsniveau er alt mulig. Det er ikke at forsvare demokratiet. Demokratiet forsvares ved en vilje til sandfærdighed. Ved anstrengelse. Selv der, hvor det er tungt og vanskeligt. Solberg faldt for fristelsen til at bruge 22. juli politisk til at ramme dem hun udpeger som politiske modstandere. Mange vil ikke en gang se på sig selv som modstandere, men ønsker at Solberg og Høyre kunne stå sammen med dem.

Jeg tror ikke, at Solberg helt forstår rækkevidden af det hun gør. Der er gået vane i ordene. Men 22. juli er for alvorlig til at bruges politisk og det er endnu mere alvorligt, når denne anvendelse rammer en stor og stadigt stigende del af befolkningen.

Hvis man skal tage Hussainis og Solbergs ord for pålydende og i deres fulde konsekvens, så får Breiviks flok og tankeunivers stadigt flere tilhængere. Måske ikke bogstaveligt talt – men de er slået ind på samme vej.

Endemålet er måske ikke Utøya, “Men hvis “vi” kan standse flere Utøyaer ved at tale på denne måde, er det så ikke det værd?” Der ligger en utilitaristisk tankegang bag. Det er en instrumentalisering af 22. juli. Men er ikke det opdragelse i god socialdemokratisk ånd?

Nej, det er det ikke. Ikke i en verden, hvor terroren er blevet et definerende træk ved vores samtid.

Denne “opdragelse” fungerer ikke. Den forklarer ingenting, og den stempler halvdelen af befolkningen som potentielt højreekstreme. Var der nogen, der talte om bæredygtig politik?

Præcisionsniveau

Den officielle version er fuld af fine ord: Mangfoldighed, solidaritet, demokrati. Børn og unge skal undervises i at 22. juli var et angreb på disse værdier. De skal undervises i farerne ved radikalisering og ekstremisme.

Man kvier sig ved at fremsætte en sådan kritik, lige efter at navnene på de dræbte er læst op. Men hvis ikke nationen får rigtigt greb om 22. juli, vil ceremonierne og mindehøjtidelighederne efterhånden blive forbeholdt en snæver kreds. Striden om mindesmærkerne har allerede demonstreret, at 22.juli ikke er hævet over konflikter.

I et større perspektiv gøres der forsøg på at gøre 22. juli til en national dag, som både er mindedag over de dræbte, en demokratidag og en markering mod had og ekstremisme. Det er Den Store Fortælling om 22. juli, som genfortælles i medierne, skolen og i den politiske debat.

Mani Hussaini og Erna Solberg gav hver deres version af den.

Men er den holdbar? En så alvorlig hændelse skal have forståelse, som er inde på et spor, der gør forståelsen dybere over tid. Ellers vil det, som var et nationalt traume ebbe ud og blive en historisk hændelse, som mister sin kraft. Så vil de efterladte blive efterladte i bogstavelig forstand.

Vanskeligere?

Hvad er det, der er blevet sværere ved 22. juli de seneste år? Kun det, at man ikke vil sige det højt, siger noget om, at man har problemer med forståelsen.

Det er indlysende, at vi nu oplever terror i Europa i en helt anden skala end tidligere, og at denne terror minder om Utøya. Anders Behring Breivik har meget til fælles med jihadisterne, som angreb Bataclan. Målet for angrebet minder om Utøya: En popkoncert og en politisk sommerlejr. Intetanende ungdom som nedslagtes. Behring Breivik havde samme mordlyst og viste samme sadisme som jihadisterne.

Det er ubehageligt at tale om. Den officielle version kan ikke lide at se parallellerne mellem jihadismen og Breivik. Men den er der. Breivik udtrykte direkte beundring for al-Qaidas modus operandi. Han ville henrette Gro Harlem Brundtland på jihadist-manér, med kamera.

Der er så vidt jeg ved ingen højreekstrem i Europa, som har vist en lignende sadisme. Voldsparathed, ja, men denne indstuderede sadisme? Den deler Breivik med jihadistene.

Deres terror overgår Breiviks. Det er ubehageligt for den officielle version, som helst vil tale om højreekstreme.

“Grubbegata” om igen

En forklaring/fortælling om 22. juli kan ikke indtage en position som gør, at man vender sig væk fra den stærste trussel i vor tid. Det må ikke blive sådan, at vi nedtoner jihadist-truslen, fordi den skygger for budskabet om 22. juli.

Det er Grubbegata om igen. Så bliver fortællingen dysfunktionel.

Fortællingen om 22. juli må have en indre overbevisningskraft. Det har den ikke i dag.

Den første fejl var, at man slog islam-kritikere i hartkorn med Breivik. Ikke på den måde, at man sagde, at de var ens eller havde skyld. Det havde kun gerningsmanden, sagde man. For så i næste øjeblik at vende tilbage på sporet, hvor det hed sig, at han kom fra en “flok”. Øyvind Strømmen blev udråbt til nationalskjald efter at have formuleret dette flok-begreb. Medier og politikere greb det begærligt.

Men hvor er flokken?

Tilhængerne af flok-begrebet fik nedsat en ny retspsykiatrisk undersøgelse, som kendte Breivik for tilregnelig. Men de måtte bøje sig for politiets granskning: De fandt ikke noget bevis på Breiviks egen flok, Knights Templar. Det var fri fantasi, på linje med, at Breivik ville genteste alle nordmænd for at finde efterkommere af Harald Hardråde. De betjente som vidnede i retssagen, gjorde et professionelt og overbevisende indtryk. Alligevel ville Storvik starte en ny undersøgelse. Han troede, at Knights Templar eksisterede. Politiet svarede, at det ville være som at lede efter en nål – ikke i en høstak – men i et uendeligt antal høstakke.

Men hvis Knights Templar var fiktion, kunne man bruge flokbegrebet politisk, og så definerede man selv, hvem der hørte til flokken.

Man lod som om, alle de forfattere Breivik havde stjålet tekster fra, tilhørte samme tankeunivers som ham. Man gjorde intet forsøg på at skelne mellem f.eks Ayaan Hirsi Ali og Fjordman. Hvorfor ikke? Fordi man havde et behov for slægtskab og ensartethed som trumfede kravet til sandfærdighed.

“Lighed”

Det har vært den metode, man er faldet for fristelsen til at bruge. Venstrefløjen har en skavank, som er blevet til en svaghed: Behovet for at sige at noget, ligner eller er minder om: Det går tilbage til klasseanalysen: Behovet for at skabe sammenhold. Hvis solidaritet ikke er spontan, kan man skabe den gennom “lighed”. Lighed skabes også ved at sige,at andre er fjenden. Klassefjenden, klassehadet. Der tales ikke om, at klassehad var en socialistisk dyd. Kun Jonas Bals tog til orde for at genrejse det efter 22. juli. Men mekanismerne for at skabe sammenhold ved at inddele folk i dem/os er der, og bruges i fortællingen om 22. juli.

Skulle 22. juli måske ikke handle om forsvaret for demokratiet? Der er altså nogen, som ikke hører til fællesskabet?

Der er de hvide mænd med forkerte holdninger og ideer. Breivik blev brugt til at bekræfte en sådan stereotyp: Kvindehadende, homofob, islamofob, racistisk, kristen, hvid mand. Hillarys adjektiver om halvdelen af Trumps vælgere tilhører samme univers.

Det er ikke svært at genkende de samme karakteristikker. Samme typologi.

Donald Trump er faderen til Anders Behring Breivik.

Det rigtige had

Det intense had mod Donald Trump i USA og Vesten handler om den samme antipati. Den er upræcis, flydende, og omfatter det yderste venstre, det traditionelle venstre, det moderate venstre, centrum og det moderate højre. De har lavet en stråmand om et radikaliseret højre, der skal være et spejlbillede på radikal islam. Kun ved at opretholde forestillingen om en sådan symmetri, kan de bevare balancen, ligevægten og troen på, at de selv forsvarer demokratiet mod dets fjender.

Men denne forestilling blev rystet, da Fremskrittspartiet blev medlem af regeringen, for FrP har en fod i “dem”-lejren. FrP tilhører fjenden. Den det er det tilladt at hade.

Det fortæller norske medier os dagligt. Nogen er det tilladt at hade mere end andre, men der er noget galt med dem alle sammen. De bærer på en skyld, de aldrig kan vaske væk. Selv Siv Jensen.

Skyld

Det handler om, at Breivik var medlem af FrP, men det demonstrerer kun hvad “os” ved: De tilhører samme flok. De tilhører samme tankeunivers. Samme “kræfter”.

Det samme gælder Document.no. Breivik kommenterede i en periode i kommentarfeltet og foreslog sågar, at Document og Hegnar skulle gå sammen og lave en avis for højrefløjen. Det spiller ingen rolle, at Breivik også kommenterede i VG og Aftenposten, og at Document.no allerede dengang så, at planerne om en avis var et fantasifoster fra en postboks på Skøyen. Skylden stikker meget dybere, den bekræfter noget, som “os” ved: At det er en lighed, et slægtskab, som ikke lader sig vaske væk.

Så er vi ovre i det religiøse felt, hvor skyld og synd er begreber, som er hinsides, hvad man gør, eller hvem man er. Du kan vaske dig som Pontius Pilatus, men “blodet” forsvinder ikke. Når dette kobles til konkrete blodige hændelser, er det ikke sært, at folk bliver bange.

Eksorcisme

Disse forestillinger er blevet bærende for det politiske establishment. At de åbenbart indebærer spørgsmål, som politikere ikke vil besvare eksplicit, gør dem ikke mindre bærende. Da Angela Merkel efter valget af Trump ble udråbt til leder af den frie verden , handlede det om “værdier”. Trump havde forkerte værdier. Merkel har levet op til rollen. Når hun distancerer sig fra Trump, også på det personlige plan, når medierne pisker en stemning op og fryder sig over mobningen af Trump og dvæler ved selv den mindste detalje ved hans møde med  de europæiske ledere, og mener at han og Putin er “ens”, så handler det om det samme: Udstødelse af det onde.

Det er derfor Trump taler om political witchhunt. Han burde have sagt heksesabbat.

Vesten er på vej til Bloksberg.