Billedet: En B-52 Stratofortress taxier på startbanen i Al Hudeid-flybasen i Qatar 9. april 2016. Det var første gang USA sendte B-52 til Mellemøsten siden Golf-krigen i 1991. Disse formidable «fæstninger» skulle sættes ind mod IS. IS bliver knækket ved kurdisk hjælp, men USAs enorme krigsmagt kan ikke bombe ideerne, kan ikke gøre noget ved de sociale og politiske problemer i lande som f.eks Egypten. Hvis krig er svaret i Syrien eller Yemen, kan blandingen af stormagtspolitik og jihadisme sprede sig. Hvad skal USA gøre? Europas rolle ser indtil videre ud til at være at tage imod mennesker, som vil væk. Det kan blive rigtig mange. Foto: Reuters/Scanpix

Hvis man har en ambition om at forklare verden for læserne, bliver opgaven stadigt vanskeligere: Modsætningerne bliver flere, de griber ind i hinanden og nye opstår.

Nogle grundlæggende konflikter bliver ikke erkendt hos dem, som leder os. Vestlige ledere har ikke villet erkende konflikten mellem islam og Vesten, ikke ideologisk, ikke kulturelt og værdimæssigt. Perspektiverne er for truende og dybe, selv når de står i terror og parallellsamfund til halsen.

Valget av Trump har fået det liberale USA til at gå ind i en tilstand, hvor grænsen mellem politik og psykiatri er flydende. Det smitter af på synet på Rusland. Demokraterne taler nu som de mest aggressive republikanere gjorde under den kolde krig, den gang NTB kaldte dem «høge». Nu er de liberale og venstreorienterede blevet «høge» og de bruger selvsagt ikke et sådant begreb om sig selv.

Blandingen af politik og psykiatri gør, at medierne hidser sig selv op. Når de så i tilgift finder «noget», som Donald Trump jr.s møde med den russiske advokat, går det løs. Trump er en usædvanlig præsident. Det kan være, der er elementer i hans forretnings-imperium, der ikke tager sig kønt ud, som f.eks. lån fra Rusland. Men heller ikke Hillary Clintons forhold til Rusland og korruption er særlig smukt. I går kom en måling som viser, at hun er endnu mindre populær end selv den mest upopulære præsident, og selv blandt dem, som stemte på hende, har hun mistet støtte. Men den måling bliver ikke gengivet i de liberale medier.

Republikanerne sidder med flertal i begge kamre og har alle muligheder for at gøre det, de har lovet vælgerne i otte år: At ophæve Obamacare. Men de kan ikke finde ud af det. Det er et alvorligt svaghedstegn.

Ifølge norske og danske medier kom synden ind i verden med Donald Trump. Vi har meget at lære. Amerikanerne har i det mindste et sprog for modsætningerne. De liberale befinder sig på vestkysten og østkysten. Alt derimellem kaldes flyover-country. Dem der sidder i flyene bestemmer hvad dem, der sidder på bjerget skal se og læse. Dem som «flyver over» har ingen fornemmelse for, hvad folk langt dernede tænker og føler. Valget den 8. november rystede dem. De anede ikke, at dem dernede foragtede dem så dybt og inderligt.

Disse modsætninger mellem den amerikanske elite og halvdelen af befolkningen er en alvorlig trussel – ikke bare mod USA, men mod Vesten. En nations styrke bestemmes af sammenholdet. Det hjælper ikke med militær styrke, hvis landet er splittet. Det så vi under Vietnam-krigen.

Nu er der tegn på, at også Trump-lejren er splittet i synet på modsætningerne i Mellemøsten, eksemplificeret ved Saudi-Arabien, Emiraterne, Bahrain og Egyptens ultimatum til Qatar. I gamle dage ville USA have spillet med musklerne, og partene ville have trukket følehornene til sig. I dag er USA som en lus mellem to negle. USA har sin største flybase i regionen i Qatar. Hvordan har USA kunnet tillade, at Qatar har tiltaget sig en rolle som provokerer nabolandene, lande som Qatar er helt afhængig af, for at overleve? Denne udglidning skete under Obama. Obama havde ideologiske skylapper på i forhold til regionen. Han ville ikke involveres.

Trump har det modsatte problem: Han går liget ind i hårde taklinger. Når politikere og medier taler om amerikansk tilbagetrækning, er det misforstået. Trump går ind, men når administrationen ikke er sammenkørt, eller endnu værre: Når Trump ikke er sammenkørt med sig selv, kan politikken blive slingrende.

Trump støttede i udgangspunktet Saudi-Arabiens knaldhårde ultimatum til Qatar. Dermed bandt han USA op. Hans udenrigsminister Rex Tillerson forsøger at mægle, men han sagde ting om Det muslimske Broderskab som provokerede Saudi-gruppen. Qatar har støttet Broderskabet. Det er en intern sunni-konflikt, som Vesten har vanskeligt ved at forstå og tage stilling til. Vesten ønsker at følge sine good-guy/bad guy-kriterier og tror altid, der findes enkle svar – eller som minimum et svar.

Nogen gange findes der ingen svar. Konflikterne i Mellemøsten er iboende og de bliver bare dybere for hvert år, der går. Syrien har vært katalysator.

Alle landene i regionen, også Maghreb, har været inkubatorer for konflikter, som brød ud på et givent tidspunkt. Det var ikke amerikanernes invasion af Irak, som skabte IS, det var ikke sejren over russerne i Afghanistan, som skabte al-Qaida. Det var kræfter i den mulimske verden, som i samspil med begivenhedene genererede disse bevægelsene.

Faren er nu, at Vesten bliver trukket ind i konflikterne i den muslimske verden. Det er som at orientere sig i en sandstorm.

Som vi ved: Konflikterne er allerede importeret til Vesten, især til Europa. Magtesløsheden og handlingslammelsen overfor de migranter, som kommer over Middelhavet, beretter om et Europa, der ikke kan mande sig op – om det så gælder sin egen eksistens og overlevelse.

EUs ledelse lever i sin egen verden. Også nationale regeringer lever i deres egen verden og halvdelen af befolkningen lukker øjnene og håber, at «det går over».

For at gøre billedet fuldkomment, er Europa og USA dybt splittet i synet på Rusland. Russerne bygger Nordstrøm 2, en olie- og gasledning, som går gennem Østersøen direkte til Tyskland. Det binder Tyskland og Rusland tættere sammen og eliminerer afhængigheden af Ukraine og Polen. De sidder ikke længere med en finger på leverancerne. USA har «interveneret» på det europæiske energimarked. Forrige måned leverede USA den første last med flydende LNG til Polen. Den udfordring blev bemærket i Moskva.

Trump har gjort energi til et satsningsområde. Åbningen av Keystone-rørledningen fra Canada til USA, og effektiviseringen af fracking gør, at USA nu befinder sig på linje med Saudi-Arabien og bliver eksportør af olie og gas. Norge burde som olie- og gaseksportør vie denne udvikling større opmærksomhed.

Kongressen ønsker skærpede sanktioner mod Rusland, men ikke Angela Merkel. Det vil ødelægge hendes energisamarbejde med Putin. Tyskerne lugter amerikansk egeninteresse: Amerikanerne kan fremme eksporten i skyggen af sanktionerne. Men er det ikke sådan politik virker? Foretrækker tyskerne russerne fremfor amerikanerne?

Det kan blive resultatet. Merkels erklæring om at «nu står vi alene og former vor egen skæbne», var en løsrivelse fra USA, som går videre end blot sikkerhedsspørgsmål. Det var som om Merkel selv var inde på, en værdimæssig, kulturel og politisk løsrivelse.

Her kobler Merkel tilbage til forløbere i tysk historie, hvor der var stærke anti-amerikanske stemninger. Man så ned på amerikanere som ukultiverede. Parallelt hermed gik et samarbejd med ikke bare Russland, men også Sovjetunionen, gennem Rapallo-pagten, som tillod Reichswehr at træne i Sovjetunionen. Der findes et bånd mellem Berlin og Moskva, som mange ikke er klar over.

Antiamerikanisme og pacifisme går godt i spænd i Tyskland. Pacifisme lyder uskyldigt, men kan i dette tilfælde være drivkraft for konflikt, ikke mindst internt i Vesten.

USA ligger i bitter indre strid, Europa ligger i bitter indre strid, og begge er koblet op på krigene i Mellemøsten, som ikke vil forsvinde, selv om krigshandlingerne i Syrien skulle ophøre. Konflikten mellem Vest- og Øst-Europa gælder værdier, men også forholdet til Rusland, hvor det ikke er så enkelt som at Merkel er den gode og Orban den autoritære. Det giver Putin mange muligheder at spille på.

Vi har mere end nogensinde brug for at være vågne og bevare forstanden. Uden forstand er vi ingenting.

______

Om divergerende syn på Qatar, se Patrick O’Pooles lange artikel hos pjamedia.com, hvor han gennemgår de skiftende positioner og mener, at Rex Tillerson må gå af. Det er måske så enkelt? Saudi-Arabien har mange gryder i kog og støtten til krigen i Yemen giver blod på hænderne. Mere betænkeligt er Tillersons hyldesttelegram til Erdogan i anledningen af etårsdagen for kupforsøget.