Astrid Lindgren skrev i alt tre bøger om Pippi. Den første, «Pippi Långstrump», kom i 1945, derefter «Pippi Långstrump går ombord» (1946) og «Pippi Långstrump i Söderhavet» (1948). «Bogen om Pippi Långstrump» (1952) er en (noget bearbejdet) samlet udgave af de tre bøger. Ingrid Vang Nyman (1916–1959) illustrerede. Dette er nogle af omslagene til førsteudgaverne.

Samtiden har lagt gamle utopiske ideologier bag sig, men efterstræber selv nye. En af dem er udryddelsen af politisk urene tanker hos det moderne menneske.

Tegn på sådanne ambitioner findes snart hvor end man vender sig hen. Karl Ove Knausgård er tidligere gået i rette med den mentalt antiseptiske indstilling til romankunsten, som Bjørn Stærk har givet os en fersk manifestation af med sin omtale av Jean Raspails fremtidsvision «De helliges leir» (1973). En statue af Cecil Rhodes blev forlangt fjernet fra Oxford-universitetet. Eksemplerne er mange.

Expressen kom sidste tirsdag med endnu et: Det kommunale bibliotek i Botkyrka udenfor Stockholm har destrueret gamle udgaver af Astrid Lindgrens børnebog «Pippi i Söderhavet», hvor det ifølge kommunens egen formulering forekommer «forældede udtryk, der kan opfattes som racistiske». Den svenske journalist Janne Josefsson reagerer på vandalismen:

– När man bränner böcker av ideologiska skäl så finns det i mig något som säger «vänta lite nu, ska vi verkligen låta dessa försvinna. Ska inte de få finnas så att jag kan berätta för mitt barn att så här sa man på den tiden», säger Josefsson.

Biblioteket har ganske vist erstattet de destruerede eksemplarer med nye, hvor «de forældede udtryk er blevet byttet ud med mere samtidige», og måske er bøgerne i virkeligheden ikke blevet brændt. Men det svækker ikke essensen i Josefssons kritik: Du skal fortælle dine børn om historien – for øvrigt en befaling fra Moseloven, som har overlevet den kritiske tradition, og som forhåbentlig vil modstå tidens tand.

Modsætningen mellem kommunens og journalistens syn på disse bøger er symptomatisk for nogle særdeles dybe forskelle i synet på, hvad kultur er – og dermed hvad mennesket er.

Det kommunale grundsyn bunder i en nidkær form for ideologisk hygiejne: Vi må for alt i verden ikke så racistiske tanker i hovederne på småbørn, ved at lade dem blive udsat for farlige, forældede udtryk fra en afholdt børnebogsforfatter. Samtidens billede af Astrid Lindgren må derfor leve op til et slags renhedsideal.

Barnet skal altså skånes. Men indvendingen melder sig hurtigt: Kan barnet skånes? Litteraturen repræsenterer kun et delproblem i den henseende, og det begrænser sig ikke til Astrid Lindgren. Står Jules Verne for tur næste gang?

For selv om man fjerner al litteratur, står virkeligheden tilbage: I vores moderne, vesteuropæiske samfund er børn ikke særlig gamle, før de støder på en højst reel racisme, hvad enten det kommer fra indfødte (sjældent) eller indvandrere (meget oftere). Racisme er da heller ikke det eneste oprivende de udsættes for. Selv småbørn ser i dag billeder og får informationer om massakrer og terror. Den teknologiske og sociale udvikling har sørget for det. Her findes ingen safe zone.

Når de oprindelige Pippi-udgaver må vige pladsen for redigerede erstatninger, berøves børnene langt mere end blot den magiske glæde ved synet og duften af gulnet papir, eller tanken om, at forældrene kan have læst i den samme bog, da de var børn. Det er en totaloplevelse at læse gamle bøger; de giver et indblik i en anden tid – en tid som vi selv er udsprunget af, og som hverken bør glorificeres eller dæmoniseres.

Som John Milton pointerede i «Areopagitica» (1644), må mennesket kende det onde for med ægte overbevisning at kunne vælge det gode. Den indsigt kom ved osmose til de af os, som er gamle nok til at have tegnet os gennem 1. og 2. Mosebog i det fag, som en gang hed Kristendomskundskab i de aller første skoleår, selvom vi ikke var i stand til at artikulere det. Skulle vi være blevet skånet for Kains broderdrab eller storebrødrenes tanker om at dræbe lille Josef?

Censur af Astrid Lindgrens gamle børnebøger tjener altså ikke til stort andet end at forhindre, at børn får indsigt i mennesker. Så står de lidt mere rådvilde, når de opdager, hvad mennesker kan finde på.

Det burde være fuldstændig oplagt, at vi kan lære af al erfaring, at intet menneskeligt bør være os fremmed, for nu at låne Terents’ formulering. Mennesket er af natur skævt og fejlbarligt, noget vi får bekræftet gennem en række historiske referencer. Også en børnebog kan fungere som en brik i hukommelsens puslespil over menneskelig imperfektion.

Måske er det selve problemet for dem, som drømmer om det ideologisk syndefrie nutidsmenneske.

For hvis deres børn lærer, at de bøger deres forældre læste som  børn, ikke var pletfrie, er der ikke langt til at tænke, at deres egen tid heller ikke er perfekt. Næste skridt kan så blive at indse, at det er selve processen med at granske gamle ideer kritisk og foreslå nye, som er civilisation. Den proces er evig. Nogen ganger betyder det at forkaste det gamle, andre gange at bringe dem til hæder og værdighed igen.

Men det dagens utopister drømmer om, er netop enden på historien: en verden uden konflikt fordi alle er gode mod hinanden. Det kristne billede af et syndigt menneske erstattes af et moralpolitisk påtvunget overjeg.

Det er en del af forsøget på design af det perfekte menneske. Målet er ikke længere børn med perfekte fysisk arvemateriale, men perfekt mentalt arvemateriale. Det er dømt til at gå galt.