Efter at jeg alment har peget på, at menneskerettighederne misbruges til at give den dømmende magt en urimelig politisk status, så vil jeg nu specifikt pege på, hvorledes denne magtfordrejning går for sig på asylpolitikkens område.

b) Den asylpolitiske magtfordrejning

Nu kommer vi så til det andet punkt, hvor vi i dag har brugt menneskerettighederne til at indrette os politisk irrationelt. Vi har skabt et system, hvor alle, som er politisk forfulgte i deres hjemlande, har en domstolssikret ret til at få asyl i vort land, hvis blot de møder op og søger. Som det er nu, så forudsætter vi i realiteten, at ethvert land, hvor lille det end er, skal kunne sikre menneskerettighederne for alle mennesker på jorden. Men den forudsætning er en politisk illusion. Et holdbart demokratisk system skal først og fremmest sikre menneskerettighederne for sine egne borgere; og det skal kun forsøge at sikre menneskerettighederne for andre landes borgere, hvis det kan gøre det uden at undergrave sin fortsatte mulighed for at sikre rettighederne for sine egne borgere.

Derfor skal et land heller ikke modtage flere asylansøgere, end det fortsat kan sikre menneskerettighederne for sine egne borgere. Og hvor den grænse går, er et politisk spørgsmål, ikke et juridisk. Det er noget, som skal afgøres af parlament og regering, og ikke af en domstol.

Dette skyldes ikke mindst, at en asyltilstrømning af folk med en anden kultur vil have en tendens til at ramme landets egne borgere på forskellig måde – og specielt til at ramme de svageste borgere hårdest. For det er (som følge af en elementær økonomisk logik) først og fremmest i deres boligområder, at de nytilkomne flytter ind – i særdeleshed så længe de har vanskeligst ved at få arbejde, og det vil sige så længe de er mest fremmede for den lokale kultur og det lokale sprog. Som konsekvens heraf kan den domstolsbestemte asylpolitik føre til, at den svageste del af landets egne borgere kan risikere at blive fremmedgjort i deres egne boligområder.

Hvis de bruger deres demokratiske stemme til at protestere imod en sådan udvikling, så er de moralsk set ikke værre, end når de velstillede bruger deres demokratiske stemme til at sikre sig, at de ikke skal betale mere i skat, end at de stadig har råd til at bo på afstand af de svagere medborgeres boligområder. Men politisk og moralsk modenhed til at erkende denne simple ækvivalens har de velstillede desværre ikke. I hvert fald ikke så længe de holder fast ved at betragte asylpolitikken som et juridisk anliggende, der kun skal se på asylansøgernes ret; og ikke som et politisk anliggende, der primært skal se på de sociale konsekvenser for landets egne borgere. Så længe det sker, så bygger hele asylpolitikken på den herskende elites moralske selvbedrag.

På dette sted vil jeg lige nævne et konkret eksempel på, hvorledes den dømmende magt i dag overskrider de principielle grænser for sine beføjelser. Selvom det ikke drejer sig om asylpolitik, så er det umiddelbart oplysende. Vi har lige set, at Højesteret har afgjort, at nogle dømte rumænere ikke kan udvises til strafafsoning i Rumænien, fordi cellerne dér ikke lever op til Højesterets vurdering af, hvad menneskerettighederne kræver. Men domstolen skal afgøre, om rumænerne har overtrådt loven. Om rumænerne skal udvises burde principielt slet ikke være et domstolsspørgsmål. Det er ikke noget, som skal afgøres på samme måde, som det skal afgøres, om rumænerne har begået en forbrydelse. Spørgsmålet, om rumænerne skal udvises, er primært et spørgsmål, som skal afgøres ud fra hensynet til landets interesser – altså et politisk spørgsmål. Udvisningen skal ikke betragtes som en ekstra straf. Den skal derimod betragtes som landets legitime politiske reaktion på det, at en udlænding har forbrudt sig imod sin ret til at være i landet. Og det er en fundamental misforståelse at opfatte dette som et juridisk domstolsanliggende.

(fortsættes)

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger