Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes.

Jesus taler her selvfølgelig ikke om juridiske domme, der bliver fældet i en retssal; men om de moralske domme og for­domme, der trives blandt mennesker.

Det er ofte sagt, at sladder og dømmesyge kun findes dér, hvor folk interesserer sig for hinanden – hvis man er ligeglad med sine medmennesker, så bekymrer man sig heller ikke for, om de nu lever op til ens krav. Det får nogle til at mene, at sladder er acceptabelt, ja endda en god ting, for det viser jo bare, at man engagerer sig i lokalsamfundet, ikke sandt?

Deler man dén holdning, kan man jo prøve at spørge nogle af dem, der har været offer for andres domme og fordomme, om de er enige i dén vurdering. Var de mon glade for det ”enga­gement” og den ”interesse i medmennesket”, der blev vist dem, når deres naboer gik over på det modsatte fortov for at undgå dem, eller når samtalen forstummede, da de trådte ind i lokalet?

Hvad Jesus mener om bagtalelse og moraliseren, får vi at vide i dagens tekst: Døm ikke. Fordøm ikke. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Kristus forbyder os at dømme andre, for ingen kærlighed, intet sandt fællesskab kan trives, hvor folk dømmer og fordømmer hinanden. De, der anser sig selv for at være pletfrie, bliver tit forargede over deres brødre og søstre. Hvad de end gør, så er det ikke godt nok; men deres egne ufuldkommenheder har de ikke øje for. Man kan ikke se bjælken i sit eget øje, hvis man hele tiden har blikket rettet mod de andres splinter. Men det tilkommer alene Gud at dømme over mennesker.

Mange mennesker er gode til at glæde sig og godte sig, når som helst de har mulighed for at sladre om naboens fejl og fald. Hvad man end gør, så ser de det altid i det værst tænkelige lys, og ingen kan gøre noget som helst, der kan stille dem tilfreds. Andre bidrager ikke selv til sladderen, men de lytter og nikker, når de hører den, og fremfører ingenting for at sige den imod. Men hvis man vil være et kristent menneske, så skal man dæmpe og gendrive den slags i så høj grad, som det overhovedet er muligt.

Er din bror en synder, så tildæk hans synd og bed for ham. Hvis du dømmer ham og udskriger hans fejltrin, så handler du ikke som et Guds barn, for ellers ville du stræbe efter at være som din himmelske far: barmhjertig. Nu siger I måske, at vi kan ikke vise lige så stor barmhjertighed over for vores medmennesker, som Gud udviser over for os, og det er også sandt. Men her må jeg bede jer udvise en smule proportionssans. For selvfølgelig når vi ikke Gud til anklerne, heller ikke når det gælder barmhjertighed, men det er dog i sandhed djævleværk, når vi gør det komplet modsatte af barmhjertighed: dømmer og fordømmer og gør en hel skov ud af en lille splint.

Jeg læste lige før historien fra 2. Samuelsbog om Kong David og profeten Natan. David var en god konge, men han var drevet af begær og handlede derfor af og til meget egoistisk og ondt. For eksempel havde han haft en affære med soldaten Urias’s smukke kone og gjort hende med barn –  og for at Urias ikke skulle opdage det, sendte David ham til fronten i det håb, at han ville blive dræbt. Det blev han, og David kunne endelig få den smukke Batseba for sig selv.

Så sendte Gud Natan til David for at fortælle ham en historie om to mænd. Den ene mand var rig og havde masser af både får og køer. Den anden var fattig og havde kun ét eneste lam, som han elskede højt. Da den rige mand en dag skulle holde en fest, nænnede han ikke at slagte et af sine egne får til festmiddagen. I stedet tog han den fattige mands eneste lam og slog det ihjel og tilberedte det.

David havde en veludviklet retfærdighedssans, og han kunne straks se, at det var hjerteløst gjort af den rige mand. Han blev meget harm og sagde til Natan: ”Den mand, der gør sådan, skal dø!”

Men Natan svarede: ”Du er manden!” For det var i virkeligheden en lignelse, Natan havde fortalt. En lignelse, der handlede om Davids egen hjerteløshed. Og da David forstod det, længtes han pludselig ikke længere så stærkt efter, at retfærdigheden skulle ske fyldest. For han erkendte, at han selv havde ”syndet mod Herren”.

Mange af Jesu lignelser minder om Natans historie, på den måde, at når vi hører dem fortalt, så tror vi først, at de handler om andre mennesker. Som David harmedes over den rige mands hovmod, sådan harmes vi i dag over andre menneskers selvtilstrækkelighed og dømmesyge.

Men det er ikke det, vi skal bruge Jesu ord til. Jesus vil have, at du skal holde hans ord op som et spejl for dig selv. Du er manden. Det er dig selv, der skal holde dit ego i tømme; det er dig selv, der skal være en ordentlig kristen, vise barmhjertighed og tålmodighed og ikke dømme din bror. Du er manden, siger Jesus. Og pludselig længes man ikke nær så stærkt efter, at retfærdigheden skal ske fyldest.

Evangeliet handler altid om dig selv. Du skal derfor ikke bruge det imod andre ved nidkært at vogte på, hvem der har stjålet et lam fra hvem, eller holde regnskab over, hvem der har noget i øjet. Du skal bruge det på dig selv.

Det hænger sammen med, hvad Jesus siger hos Matthæus: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Man har det vel altid sådan, at når man er syg eller nedslået, så ønsker man, at hele verden ville komme og hjælpe én. Når jeg føler Guds dom over mit liv og mine gerninger, så ønsker jeg mig, at hele verden ville komme og trøste og hjælpe mig og tildække min synd og min skam. Ligesådan skal min holdning være over for min næste: ikke at dømme og fordømme, men tilgive, hjælpe, råde, låne og give – fuldstændig ligesom jeg kunne tænke mig, at andre skulle være over for mig. Man har måske ikke altid styrken eller viljen til at holde denne gyldne regel, men ser man ind i sit eget hjerte, så ved man godt, at det er sådan, man bør tænke og handle, hvis man er et ordentligt, kristent menneske. Og har man den viden, så skylder man også at leve efter den.

Amen.

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.