Foto: Jonas Haugsvold

Heddal stavkirke i Telemark, tidligere også omtalt som Hitterdals stavkirke eller Ryen kirke i Hitterdal, er den største av våre bevarte stavkirker, antatt påbegynt i første halvdel av 1200-tallet. og muligens med deler av enda eldre dato.

Stavkirker er bare bevart i Norge, og det er antatt at denne temmelig avanserte bygningsform er grunnlagt på mye eldre tradisjoner. Sagaene omtaler flere steder hedenske gudehov – men ingen av dem er bevart.

Heddal stavkirke er blant de stavkirker I.C. Dahl dokumenterte (utgitt 1837). Også andre norske kunstnere har gjengitt kirken både utvendig og innvendig, som Adolph Tidemand.

Samme år  – 1837 – som I.C. Dahls dokumentasjoner ble utgitt, skrev Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) sin velkjente salme Kirken den er et gammelt Huus, som i 1840 ble tonesatt av vår egen norske Ludvig Mathias Lindeman (1812-1887).

Her er teksten i sin helhet (Hos gamle Grundtvig er der altid et Værs til, som det heter i en respektløs dansk vise):

Kirken det er et gammelt Huus,
Staaer, om end Taarnene falde,
Taarne fuldmange sank i Gruus,
Klokker end kime og kalde,
Kalde paa Gammel og paa Ung,
Mest dog paa Sjælen, træt og tung,
Syg for den evige Hvile.

Herren vor Gud vist ei beboer
Huse, som Hænder mon bygge,
Arke-Paulunet var paa Jord
Kun af Hans Tempel en Skygge,
Dog sig en Bolig underfuld
Bygde Han selv af Støv og Muld,
Reiste af Gruset i Naade!

Vi er Hans Huus og Kirke nu,
Bygget af levende Stene,
Som under Kors med ærlig Hu
Troen og Daaben forene,
Var vi paa Jord ei meer end To,
Bygge dog vilde Han og boe
Hos os i hele sin Vælde!

Hvor vi end mødes trindt paa Jord,
Frelserens Navn vi paakalde,
Flux Han med Lyd af Livets Ord
Kommer, som Aand over Skjalde,
Nær som sit Ord, i allen Stund,
Han er vort Hjerte og vor Mund,
Drot over Tiden og Rummet!

Samles vi kan da med vor Drot
Selv i den laveste Hytte,
Finde med Peder: der er godt,
Tog ei al Verden i Bytte;
Kirken og vi, som ærlig troe,
Altid er Eet saavelsom To,
Eet med vor Drot og hinanden!

Husene dog med Kirke-Navn,
Bygte til Frelserens Ære,
Hvor Han de Smaa tog tit i Favn
Er os som Hjemmet saa kiære,
Deilige Ting i dem er sagt,
Sluttet har der med os sin Pagt
Han, som os Himmerig skiænker!

Funten os minder om vor Daab,
Altret om Nadverens Glæde,
Hvor skulde før i Tro og Haab
Herren vi finde tilstæde,
End hvor det for os præntet staaer:
Herren i Dag er som i Gaar,
Saa er og Troen og Daaben!

Give da Gud, at hvor vi boe,
Altid, naar Klokkerne ringe,
Folket forsamles i Jesu Tro,
Der hvor det pleied at klinge:
Verden vel ei, men I mig seer,
Alt hvad jeg Siger, see, det skeer,
Fred være med eder alle!

Aldrig dog glemmes meer i Nord
Kirken af levende Stene,
Dem, som i Kraften af Guds Ord
Troen og Daaben forene!
Selv bygger Aanden Kirke bedst,
Trænger saalidt til Drot som Præst,
Ordet kun helliger Huset!