Billedet: Vladimir Putin og Donald Trump

Udenrigsminister Rex Tillerson sagde, at det første Trump gjorde, var at tage spørgsmålet om russisk indblanding i det amerikanske valg op, noget som førte til en “robust” diskussion. Putin benægtede fortsat anklagene.

“The president pushed Putin, on multiple occasions — Putin denied involvement, as I believe he has done in the past,” Tillerson said.

Tillerson sagde ellers, at kemien mellem de to var god. Det var to alfahanner, som mødtes, og alfahanner måler hinanden, og hvis de har interesse i et samarbejde, respekterer de hinanden. Begge ved, at den anden kan bide fra sig.

Vestlige medier er mest optaget af at tale Trump ned og Putin op. Amatøren mod veteranen, som en norsk tabloid skrev. Selv Putin fortjener bedre omtale end Trump, til trods for at de i over et halvt år konstant har fremsat påstande om “collusion”, samarbejde mellem de to.

Det findes ingen logik. Antipatien mod Trump overstråler alt.

Trump markerede torsdag klar afstand til Moskva i Warszawa, da han sagde, at USA gerne vil levere gas til Polen, så landet slipper for at være afhængig af en leverandør. Det kan Moskva ikke lide. Energi er deres trumfkort. Et amerikansk skib leverede sidste måned den første last af flydende gas til Polen.

Kommentatorenes antipati mod Trump gør, at de heller ikke ser, hvad der foregår. Det bliver sagt, at Putin sidder med kortene i Syrien. Det er en grov overdrivelse. Putin og Teheran støtter et regime, som står på svage fødder, som er udmattet efter seks års krig, som ikke har soldater tilbage. Før eller siden må Bashar al-Assad søge kompromis. Trump valgte at spille sunni-kortet mod Putin, da han besøgte Riyadh. Det er langt stærkere end aksen Teheran-Moskva. Putin har Kaukasus og ekstremisme at slås med, og Iran er heller ikke stabilt.

Det ved Putin, han er skakspiller. Trumps Sikkerhedsteam ved også udmærket, hvilke kort de sidder med. Det er ikke “dialog” disse to ledere er ude etter. De er realitetsorienterede, og vogter på den anden og forsøger at spille hinanden ud over sidelinjen.

Det store presserende spørgsmål er for øvrig ikke Syrien, men Nord-Korea. Hvis Putin ikke vil hjælpe Washington med en tyran, som truer med termonuklear krig, vil området man kan samarbejde om, blive stærkt begrænset.

At de to præsidenter talte sammen i 2 timer og 16 minutter er et godt tegn. Oprindelig var der afsat 35 minutter. Samtalen var med tolke, så oversættelse tog en del tid,men alligevel.

Foruden Tillerson var også udenrigsminister Sergej Lavrov til stede.