I den nærmeste fremtid vil jeg her diskutere menneskerettighederne nærmere. Både deres gyldighed og deres virkelighed. Det vil ske i en række kortere indlæg. Overordnet set skelner jeg mellem tre aspekter: det politisk-filosofiske, det historiske og det politiske. Og jeg vil gå frem i denne rækkefølge. Det første indlæg, som følger nedenfor, er altså principielt og drejer sig om det politisk-filosofiske. Det næste vil så være historisk. Og først derefter når jeg frem til det politisk umiddelbart mere interessante.

1) Det politisk-filosofiske aspekt

Her drejer det sig om spørgsmålet om menneskerettighedernes gyldighed – deres begrundelse. Ser vi på menneskerettighederne, som de er formuleret i FN’s menneskerettighedserklæring eller i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så er der tale om politiske dokumenter, som er opstillet efter politiske diskussioner og vedtaget ved politisk afstemning. Og som sådan har menneskerettighederne ikke mere vægt end denne politiske afstemning. Det er problematisk, for der er intet i dette, der udelukker, at man kunne have vedtaget det modsatte. Det svarer til, at demokratiet som styreform ikke blot kan hente sin gyldighed fra en demokratisk afstemning. Hvis demokratiet er en gyldig styreform, så må den hente sin begrundelse i noget ”dybere” end en demokratisk afstemning. Og hvis menneskerettighederne har en gyldighed, som stikker dybere end demokratiet, så gælder det samme for dem.

På denne måde tvinges vi fra politik til politisk filosofi. Og enhver politisk filosofi må i sidste instans bygge på en etik. Derfor tvinges vi ”tilbage” til det etiske spørgsmål om, hvorledes vi rationelt bør handle som personer (og dermed også bag om alle religioner). Og i den filosofiske etik kan vi rent principielt begrunde det etiske konsistenskrav som svaret på det etiske spørgsmål. Det etiske konsistenskrav, som siger, at vi bør handle i konsistens med, at vi selv og andre kan opretholde eksistensen som personer. Og fra dette krav kan vi så slutte, at ingen principielt har særlig ret til at tage de politiske beslutninger, og at alle derfor grundlæggende bør have lige ret. Således kan vi give en principiel begrundelse for berettigelsen af en demokratisk samfundsorden.

Samtidig må det også være klart, at en sådan orden ikke opstår automatisk, blot man lader menneskene følge deres impulser. Det er en orden, som kræver sekularisering af det politiske (i og med at den kræver religionsfrihed), og som derfor også kræver en samfundsmæssig demokratisk selvopdragelse. Det demokratiske samfund skal selv sørge for, at dets borgere – og de opvoksende slægtled – får den dannelse og uddannelse, som gør, at de kan udfylde deres demokratiske borgerpligt med den klogskab, som demokratiets – og den politiske friheds – fortsatte opretholdelse kræver. Og derunder skal det demokratiske samfund også sørge for, at borgerne får de rettigheder, som er forudsætning for, at de kan deltage i samfundslivet som demokratisk ligeværdige medborgere. De skal have åndsfrihed (religionsfrihed), ytringsfrihed og forsamlingsfrihed; og de skal have mulighed for at arbejde, så de kan skaffe sig et livsgrundlag, som er anstændigt i forhold til de givne forhold. Det er ad denne vej, at man grundlæggende kan begrunde, hvilke rettigheder – og pligter – en borger i et konsistent demokratisk samfund bør have. Og det er altså ad denne vej, at man grundlæggende kan begrunde, hvilke såkaldte ”menneskerettigheder” vi bør bestræbe os for at sikre for en sådan borger.

(fortsættes…)

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger.