“Lovforherligelse er desværre grundmenneskeligt. Kan opstå hos alle folkeslag. Selv dér, hvor man fortæller sine børn om den barmhjertige samaritaner. Lovene begrundes forskelligt. Men ens for alle lovkomplekser, der over tid glorificeres, er, at de opfattes som uforanderlige. Umulige at komme uden om. Hver tid sine Moselove. I vores tid hedder Moseloven Menneskerettighederne. De var ikke i deres oprindelse perverterede. På ingen måde. Men over tid er de blevet det, fordi den, der kan fordømme andre med Menneskerettighederne på sin side, forlenes med deres hellige strålekrans. Der er bare intet ophøjet og helligt over Menneskerettighederne.”

Menneskerettighederne er blevet de nye Moselove eller de nye 10 bud, skriver Kathrine Lilleør. Ikke i deres essens, men i måden de ophøjes på til noget nærmest religiøst og gudgivent. Det er de så langt fra, hvilket man også kan forvisse sig om, ved at læse Kai Sørlanders gennemgang af Menneskerettighedernes status andetsteds her på siden.

Kathrine Lilleør indtager en lignende position med udgangspunkt i Mogens Jensens forslag om at pålægge alle folkekirkepræster vedlov at vie homoseksuelle – dvs. gøre nægtelse af at vie homoseksuelle til arbejdsvægring og fyringsgrund.

Men Menneskerettighederne kan ikke bruges til at knæsætte evige sandheder og som følge deraf også lovpåbud forankret i sådanne evige sandheder. Menneskerettighederne er blot et produkt af menneskers begrænsede udsyn og fantasi skriver Lilleør i sit indlæg, der kan læses her:

http://kathrine.blogs.berlingske.dk/2017/07/02/homovielser-og-menneskerettigheder/