Vi kender og elsker historierne så godt – dem om den selvopofrende Kristus, der søger efter fortabte får og som tilgiver sine bødler og alle dem, der svigter ham – ja alle os ulydige børn der for det meste tænker mere på vort eget end på de andres, svigter han ikke. Han bliver ved med at lede os tilbage til ham og give os en chance til. Og når vi en dag skal dø, tager han os alle med i sin død og opstandelse, så der også i døden er håb for os. Han elsker os uanset hvad vi end gør og vi kan og skal ikke fortjene hans nåde og kærlighed.

Dette evangelium om Guds nåde og barmhjertighed er sandt og det kan intet ændre ved. At vi ikke kan fortjene Guds kærlighed og at vore gerninger ingen forskel gør i forhold til at høre Gud til er sandt, men det betyder ikke, at det er fuldstændig ligegyldigt hvordan vi så lever vort liv. Vi kan faktisk leve sådan, at vi lovpriser og tjener Gud og det gør vi fx når vi tjener hinanden – eller vi kan volde Gud sorg, og det gør vi fx når vi hader hinanden og svigter hinanden.

Det er lidt som med forældre og børn. Ens børn er ens børn uanset hvad. De kan ikke falde ud af ens kærlighed, hvad end de gør. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan føle hhv. stolthed eller sorg over sine børn.  På samme måde: Intet kan ændre noget ved vores status som Guds børn, men det betyder ikke at vi ikke som hans børn kan bringe ham enten glæde eller forårsage, at han sørger over os. Og er det i grunden ikke også vidunderligt? At vi små menneskebørn kan behage Gud? At vores læbers frugt – det vil sige vor lovsang og bøn, kan være Gud velbehagelige og at vor daglige liv i tjeneste for hinanden kan være vores vellugtende offer for Gud, sådan som Paulus skriver det i Romerbrevet.

Det jeg mener er, at vi skal tage os i agt for at evangeliet om Guds tilgivelse af gudløse og hans forkærlighed for fortabte mennesker, der er blevet væk for ham, ikke går hen og bliver en sovepude, en undskyldning for slet ikke at gøre noget. Jesus kalder os ganske vist ud af mørket. Finder os i al vor elendighed. Giver os værdighed igen. Glæder sig over en omvendt synder. Men det betyder ikke, at vi dermed har fået et partoutkort til at svigte, forlade bedrage og forråde vore nærmeste. Det er ikke meningen, at vi skal blive i vildfarelsen.

Vi kan heller ikke komme udenom, at Jesus faktisk også kalder os til at følge Ham og til at komme og arbejde i hans vingård. Synes fordringen uopfyldelig, så lyder den dog lige sand og ubetinget! Følg mig!

Nåde uden efterfølgelse er billig nåde. Sådan kaldte den tyske teolog og modstandsmand, Bonhoeffer det i bogen Efterfølgelse. Den dyre nåde, siger Bonhoeffer, er den skjulte skat i marken, for hvis skyld et menneske sælger alt, hvad han ejer, for at kunne betale prisen. Det er Kristi Herredømme for hvis skyld et menneske river det ene øje ud, der forarger ham. Det er Kristi kald, som får disciplen til at forlade sit garn og følge Ham.

Dyr er den fordi den kalder til efterfølgelse, dyr er den fordi den koster mennesket livet, det gamle liv i vildfarelsen, nåde er den derved at den skænker et menneske livet. Det sande liv i Guds og næstens tjeneste. Dyr er nåden fremfor alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans søns liv. ”I blev købt dyrt”

Bon­ho­ef­fer skrev på bogen sam­ti­dig med, at han var dybt en­ga­ge­ret i en kir­ke­kamp på liv og død. Sammen med en grup­pe præ­ster, som ikke stil­tien­de ville se til, at den lut­her­ske kirke grad­vist blev na­zi­fi­ce­ret til en grad, så præ­ster ef­ter­hån­den måtte svær­ge tro­skab mod Fø­re­ren, etab­le­re­de han en Be­ken­del­ses­kir­ke, hvis præ­ster med livet som ind­sats talte na­zis­men imod blandt andet i jø­de­spørgs­må­let. Som han sagde: Den, der ikke råber for jø­de­r­ne, skal ikke synge gre­go­ri­an­ske sal­mer! Det er tankevækkende at Bonhoeffers ord igen er aktuelle i et Europa, hvor jøderne i stor stil udvandrer til Israel fordi antisemitismen igen viser sit grimme ansigt her. Efterfølgelsen har en pris, påpegede Bomhoeffer. Peters discipelskab blev også dyrt. Efterfølgelsen kaldte ham ind i martyriet. Han modtog den dyre nåde. For Bonhoeffer sønderbrød efterfølgelsen hele hans eksistens. For ham blev prisen for efterfølgelse døden. Han blev henrettet i fængslet, kort tid inden Tyskland overgav sig til de allierede.

Kristus opfyldte loven for os. Han tog al vor skyld og bare vore overtrædelser med op på korset. Men han ophævede ikke lovens bud. Kaldet til at følge ham og elske Gud og næsten gælder stadig – ja faktisk hævder kristendommen, at livet, evigheden er at leve i den kærlighed, der sætter den anden før mig selv. At vi ikke magter at opfylde fordringen og efterleve kaldet er ikke det samme, som at det ikke står ved magt. Naturligvis er der tilgivelse for syndere, men det er ikke det samme som at lovens bud ikke skal høres og at man skal gøre en dyd ud af at bryde loven, fordi man jo ved, at man alligevel får tilgivelse. Nej, meningen med løftet om tilgivelse er, at det skal give os mod på at leve et liv efter budene. Et liv i kærlighed, barmhjertighed, mildhed og tilgivelse.

Man kan da også spørge: Hvad får vi egentlig ud af at blive i gudløsheden? Hvad får vi ud af at nægte os selv et liv i Guds tjeneste efter Guds kald?

Vi skal tænke på evangeliet og nåden som en perle. En perle holder op med at skinne, hvis den ikke tages frem og får lov til at pryde et menneskes bryst. Eller som et lys – hvis det gemmes lyser det ikke. Det skal ikke gemmes. Det skal sættes frem, så det kan lyse til gavn for alle. Det jeg vil sige er, at hvis vi ikke tager imod Guds tilgivelse og lader den få en plads i vore liv, ja lader nåden være vort liv, får vi heller ikke noget som helst glæde af den.

Guds kald til os er da ikke at forstå som en frygtelig lov, men som en befrielse. Til livet. Et liv i kærlighed, ansvar og tro. At elske, thi deri er livet. Det sande liv. Det evige liv. For det evige liv, er der hvor kærlighed bor.  Lad os ikke glemme det. Lad os ikke glemme at nåden er dyr nåde. Så vi aldrig tager den for givet. Amen

 Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder