Visioner er som udgangspunkt en god ting. Det udtrykker evnen til at forestille sig et optimalt endemål, man kan arbejde sig henimod. Forudsætningen for at kunne opretholde en vision er imidlertid, at det er muligt at realisere den på et tidspunkt, og ikke mindst: at man i den proces kan se, at det går i den rigtige retning. Gør det ikke det, skal man enten tage nye midler i brug – eller ændre og i værste fald skrotte visionen. Man kan nemlig hverken holde dampen oppe eller tillade sig at bruge unødige ressourcer på noget, som ikke virker.

Det turde være børnelærdom og højtlæsning for dværge. Men ikke for Københavns Kommune, der i 2011 vedtog en vision om at København skal være en by uden udsatte byområder, og som siden har måttet konstatere, at det på trods af f.eks. kvarterløft til 800 mio. kr. i Mjølnerparken – går den gale vej. Eller rettere: det går fortsat den gale vej, når det gælder  ulighed, boligsegregering og en tiltagende socio-økonomisk polarisering, der truer med at slå bunden ud af enhver forestilling om hovedstaden som pejlemærke for den skandinaviske velfærdsmodel.

Ikke desto mindre synes Københavns Kommune at være overbevist om, at hvis man bare fremturer med mere af det, der ikke virker – så kan man gennemtvinge visionen.

I indstillingen til Borgerrepræsentationen om at vedtage en version 2 af den hidtidige politik for udsatte byområder, kan det ikke skjules, at der lægges nye længder til et i forvejen polariseret København:

Hvis den nuværende udpegningsmodel anvendes på data fra 2011, viser udviklingen, at den ”oprindelige” udsatte by under ét er blevet mindre udsat på flere kriterier. Det dækker dog over, at flere af de udsatte boligområder har bevæget sig endnu længere væk fra det øvrige København, og at København er blevet en mere opdelt by.

Dette til trods for, at man har ændret kriterierne for at udpege “udsatte boligområder” – angiveligt i håbet om at kunne nedbringe antallet af dem. Om det er sket er lidt uklart, men det fremgår i hvert fald som et tvivlsomt succes-kriterium, at det samlede københavnske areal,  der kan betegnes som “udsat boligområde” er faldet fra fra 17 % i 2011 til 13 % i 2017. Det siger imidlertid intet om, hvor mange mennesker, der lever i disse områder, og om dette tal er steget, for det er det jo nok – ellers ville det stå i indstillingen.

For dem, der er i det galgenhumoristiske hjørne, er det let at gøre grin med indstillingen og den bundløse afmagt, der ligger bag – og helt urkomisk bliver det, når man i Politiken læser  Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabells forsvar for den hidtidige indsats som løftestang for den fremadrettede (og nærmest identiske):

»Faktisk synes jeg, at man må sige, at det har virket«

siger han.

Det kan godt være lidt svært at få øje på, når man ser på jeres egne tal.

»Hvis man dykker ned i tallene, så viser de, at der er sket noget der, hvor der for alvor er sat ind – med områdefornyelser og med sociale indsatser. Vi kan se, at der, hvor vi forbedrer de fysiske rammer og sørger for ordentlige forbindelser til resten af byen, der får det en betydning«.

Det er jo det rene vrøvl, sludder og nonsens, men det kan Kabell være ligeglad med, for københavnerne vil fortsat stemme ham og hans åndsfrænder ind i Borgerrepræsentationen i stort tal. I skrivende stund står Enhedslisten til at blive næsten lige så store som Socialdemokraterne ved kommunalvalget til november, og så kan man med en hvis ret hævde, at københavnerne har de politikere, de fortjener.

Det kan i hvert fald konstateres, at det flertal i Borgerrepræsentationen, der har stemt den første håbløse plan igennem, og som nu vil se med milde øjne på mere af samme skuffe på de københavnske skatteyderes regning, ikke evner at tage skeen i en ganske anden hånd og se på, hvad der ligger bag den manglende effekt af den første plan.

Og så kommer vi til elefanten i rummet, som ingen nævner, selvom det er her, hunden ligger begravet: Den voksende underklasse af indvandrere med muslimsk baggrund. Selv om enkelte af indstillingens 18 mål for den “nye” indsats for de udsatte boligområder synes møntet på dårligt integrerede og/eller kriminelle indvandrere – så er der intet, som i absolut intet, i indstillingen, der peger hen imod en koordineret indsats i forhold til det bagvedliggende muslimske spøgelse, der med statsgaranti tegner sig for en markant del af problemerne med, antallet af og størrelsen på de udsatte boligområder.

Det er Københavns allerstørste kulturelle og socio-økonomiske problem – og der bliver fortsat ikke gjort noget ved det.