Demokratiske valg kan betragtes som en form for fredelige folkelige revolutioner, hvor nationen korrigerer de herskende politikeres varetagelse af dens interesser. I november 2015 valgte den amerikanske befolkning Donald Trump til USA´s præsident. Valgets tabere, Det demokratiske Parti, ville ikke acceptere befolkningens valg og har lige siden – støttet af villige hjælpere i de hemmelige tjenester og de dominerende medier – søgt at få valget annulleret ved at diskreditere Trump og hans folk med henblik på at få ham afsat og straffet. Til dette formål bruges alle midler, men især en påstand om, at Trump er en fare for USA;s demokrati, fordi han har en hemmelig aftale med og er i lommen på Ruslands præsident Putin. Den folkelige november-revolution bekæmpes af establishment med et snigende statskup. Om vi kan lide Trump eller ej er ligegyldigt. Sagen er principiel og drejer sig om det amerikanske demokrati.

Der kan vel ikke længere herske tvivl om, at præsident Trump og hans håndgangne mænd snart vil blive tvunget til at forlade Det Hvide Hus – enten frivilligt eller som følge af en rigsretssag (impeachment). Der rejses også krav om, at Trump derpå skal stilles for retten og dømmes skyldig i højforræderi på grund af en afsløret sammensværgelse med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Sådan ser sagerne i hvert fald ud, hvis man sammenstykker de afsløringer, som venstreorienterede amerikanske medier har offentliggjort de sidste mange måneder med udspring hos anonyme embedsmænd i administrationen og de hemmelige tjenester samt de udtalelser, som ledende demokratiske politikere har fremsat lige så længe. Dertil kommer høringer i Kongressen, hvor tidligere chefer for USA´s efterretningstjenester under ed har fremsat erklæringer om Trump og hans folks kontakter til russerne.

Flere seriøse danske kommentatorer har da også for længst konkluderet, at snøren strammes om Trump, der ikke er i stand til at gendrive de mange beskyldninger. Ordet Watergate bruges om den skæbne, der venter Trump. En amerikansk kommentator har endog sammenlignet Trump og dennes familie med den russiske zar Nikolaj 2. og zarfamiliens endeligt. Zar-familien blev i 1918 brutalt henrettet af bolsjevikkerne uden at være blevet stillet for en domstol.

Beskyldninger om en hemmelig forståelse (collusion) med Putin begyndte allerede under valgkampen sidste sommer. Trumps kampagne var siden juli 2016 blevet overvåget af FBI, og i oktober fik FBI ret til at trænge ind i en server, der var forbundet med Trump Tower. FBI har afvist at have aflyttet Trumps private telefon, men tjenesten har bredt overvåget kommunikationen, herunder emails, til og fra Trumps stab. Hvad FBI og CIA har fundet ud af, er aldrig blevet offentliggjort. Men hvis der var tale om noget alvorligt, skulle de jo have slået alarm. Det har de ikke gjort. Og tidligere CIA-direktør Michael Morell har fortalt, at præsident Obama heller intet foretog sig, da han blev informeret om russiske forsøg på at blande sig i valgkampen.

En sensationel rapport, som Trumps politiske modstandere havde betalt en afdanket britisk spion for at flikke sammen, fandt derimod vej til medierne. Den indeholdt bl.a. en historie om Trump og nogle russiske ludere, der havde tisset i en seng på et hotel i Moskva, som Obama tidligere havde sovet i. Der var også en interessant påstand om Trumps advokat, som havde holdt møde med en russer i Prag. Det var gefundenes Fressen for medierne, men advokaten havde aldrig været i Prag og heller aldrig holdt noget møde med russere.

Rapportens ”oplysninger” var i det hele så primitive, at de ikke kunne tages alvorligt. Alligevel blev den genbrugt efter valget af Trump til præsident og fik således et nyt liv i mediekarrusellen, indtil dens forfatter gik under jorden, og CIA´s chef konkluderede, at rapporten ikke kunne bruges til noget, da dens ”oplysninger” ikke kunne bekræftes.

Men hvad er det egentlig for konkrete forbrydelser, Trump har begået? Demokratiske politikere og dominerende medier som CNN, Washington Post og New York Times taler om en skjult aftale mellem Trump og Putin. Fra morgen til aften hører og læser man om ”the Russians”, der har hacked og ”stjålet” – dvs. manipuleret – præsidentvalget, for at få Putins gode ven Trump anbragt i Det Hvide Hus. Hvordan det konkret lod sig gøre er aldrig blevet forklaret eller sandsynliggjort endsige bevist.

Det samme gælder beskyldningerne om Trumps lyssky forståelse med russerne. Cheferne for USA´s tre hemmelige tjenester – CIA, FBI og NSA – har faktisk under ed fortalt Kongressen, at der ikke er fundet noget bevis på russisk påvirkning eller hemmelig aftale. Man kan derfor trøste de mange bekymrede ved at henvise til præstens ord til den grædende menighed, efter at han havde udmalet Helvedes pinsler for synderne: ”Græder ikke børnlille, thi det turde være løgn alt sammen!”

Men medierne vil ikke holde op med at græde og lyve. Efter Trumps indsættelse i Det Hvide Hus er påstandene om hans misliebige forbindelser til russerne nærmest løbet amok med journalister i selvsving fra morgen til aften, hvor de gentager og bekræfter hinanden i, at det de siger og skriver, nok skal være rigtigt. De store TV-stationer, især CNN, kører løs i døgndrift med den ene ”breaking news” historie efter den anden med diverse påstande og formodninger. Horder af kommentatorer og eksperter står frem og fortæller med dystre miner, at det nu virkelig ser alvorligt ud for Trump, og at hvis påstandene kan verificeres, kan han blive tvunget til at gå af.

Washington Post, New York Times og altså CNN henviser til anonyme kilde, som ikke kan kontrolleres. Mange af historierne er fæjk njus – f.eks. ”nyheden” om, at FBI ikke havde fået ressourcer nok til at undersøge Trumps forbindelser til the Russians. Den blev dementeret af FBI selv. Oplysninger om Obama-administrationens aktive involvering i overvågningen har ikke samme interesse.

Til gengæld forties rigtige nyheder. Således erklærede CNN, at den simpelthen ikke ville beskæftige sig med nyheden om, at Obamas sikkerhedsrådgiver Susan Rice havde deltaget i og derpå løjet om den overvågning af Trump-folk, der blev iværksat i den sidste tid af Obamas administration.

I de seneste uger er det den fyrede FBI-chef James Comey´s påståede memorandum (som ingen har set) om, at Trump har forsøgt at forhindre retfærdigheden i at ske fyldest (vedr. Trumps tidligere, men for længst fyrede rådgiver, general Flynn) og påstandene om, at Trump skulle have afsløret militære hemmeligheder til russerne, der har fået medierne til at falde over hinanden med ”analyser” af de alvorlige konsekvenser. Hvis indholdet er korrekt gengivet af Washington Post har Trump dog ikke gjort noget ulovligt, hvilket Comey selv har sagt i en tidligere kongreshøring: I intet tilfælde har der været politisk indblanding, som forhindrede ham som FBI-chef i at træffe de beslutninger, han ønskede at træffe.

Med hensyn til påstanden om Trumps afsløring af militære hemmeligheder har de rådgivere, der var til stede under et møde mellem Trump og Ruslands udenrigsminister, benægtet, at Trump sagde noget, der kunne skade USA´s interesser. Den russiske regering siger, at Trump ikke gav den militære hemmeligheder, men det opfatter de venstreorienterede medier naturligvis blot som en yderligere belastning og et bevis på den hemmelige Trump-Putin forbindelse: Russerne vil med dementiet naturligvis hjælpe deres mand i Det Hvide Hus! Nu har CIA-chef under Obama, John Brennan, imidlertid fortalt Kongressen, at han selv rutinemæssigt gav russerne fortrolige oplysninger, fordi USA og Rusland samarbejder om at bekæmpe islamisk terror. Er Brennan mon også landsforræder?

Jeg husker, med hvilken ærefrygt Washington Post og New York Times i sin tid blev citeret. Hvis en af de to amerikanske aviser havde skrevet noget, var det så sikkert som amen i kirken, at sådan forholdt det sig. I dag er de to aviser degenereret til sladderorganer, når det gælder Trump og alle hans onde gerninger. Washington Post måtte se ikke mindre end tre historier på grundlag af anonyme kilder dementeret på godt en uge. Jeg gik ind på avisens elektroniske udgave for nogle dage siden: Den ene letbenede artikel efter den anden, skrevet i den særlige pseudosaglige stil, der karakteriserer avisens journalistik, fyldte siderne.

Men der har vist sig at være penge i sladder- og løgnehistorierne for den skrantende avis. Flere af TV-stationerne er endnu værre. De kører ukritisk den ene påstand af efter den anden, som om der var tale om veldokumenterede kendsgerninger. De synes besatte af the Russians og deres tilsyneladende enorme, men skjulte indflydelse på Trump og dermed USA. Mere nøgterne betragtninger er ikke i høj kurs. Forleden tillod en mand i en paneldiskussion på CNN sig at sætte spørgsmålstegn ved den fyrede FBI-direktør Comeys embedsførelse. Han blev øjeblikkelig kaldt til orden af den kvindelige studievært, som fysisk nærmest kastede sig over ham, mens hun forarget råbte, hvordan han vovede at tvivle på en statslig embedsmands ord.

For nylig kunne en journalist berette, at der en aften var hørt råben (yelling) bag lukkede døre i en af Det Hvide Hus´ fløje. Hun var dog hverken i stand til at oplyse, hvem det var, der skreg, eller hvad der blev råbt om – og i øvrigt heller ikke, hvem der havde hørt råberiet. To højtbetalte journalister (den ene er tidligere politiker) fra et meget set morgenprogram (Morning Joe) fik for nogle dage siden lyst til på et andet TV-program at afsløre, hvad en af Trumps talskvinder angiveligt havde sagt, efter at mikrofonerne og TV-skærmene var slukket. De brød skamløst deres tavshedspligt for at fortælle ondskabsfulde sladderhistorier, uden at det får konsekvenser.

Når det gælder Trump og hans folk, suspenderes al moral og alle journalistiske principper. Over for sådanne upersoner er alt tilladt. En gangster-familie, som en kommentator uimodsagt sagde. Der er heldigvis amerikanere, som holder hovedet koldt. For nylig optrådte den lille dreng i H.C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder i skikkelse af en kendt og respekteret juraprofessor og Clinton-tilhænger, Alan Dershowitz. ”Hvor er forbrydelsen?”, spurgte professoren, som gjorde opmærksom på, at i en retsstat forudsætter en forbrydelse en lovovertrædelse. Han satte sagen på spidsen ved at sige, at han ikke ønskede et system i USA som det sovjetiske, hvor Stalins chef for det hemmelige politi, Lavrentij Berija, sagde til Stalin: – Bare kom med manden, så skal jeg nok finde på en forbrydelse og få ham dømt!

Ifølge Dershowitz er de ting, Trump beskyldes for at have gjort, ikke strafbare. Det var ikke ulovligt af Trumps kampagne at bruge Wikileaks oplysninger om det demokratiske parti i valgkampen, ligesom det ikke er ulovligt, når Washington Post og New York Times og alverdens sladderjournalister offentliggør og videreformidler Wikileaks og anonyme kilders oplysninger om Trump og hans folk.

Det er præsidentens forfatningsmæssige ret at fyre enhver chef for en føderal styrelse – også selv om der ikke gives nogen begrundelse. Det har FBI-chef Comey i øvrigt selv fremhævet, og det har derfor intet at gøre med embedsmisbrug, at Trump fyrede Comey, som også er blevet stærkt kritiseret af sine egne. Trump havde ligeledes ret til og gjorde derfor intet ulovligt, da han – efter sikkerhedsrådgiver general Flynns fyring for at have løjet om kontakter til russiske repræsentanter – spurgte Comey, om han ikke kunne behandle generalen blidt? Eller hvad han nu præcis har sagt, for det ved hverken sladderjournalistikken eller de ophidsede demokratiske politikere.

Professor Dershowitz´ selvfølgelige udtalelse gjorde mange amerikanske journalister målløse. Han tilføjede, at respekt for USA´s forfatning og opretholdelsen af de borgerrettigheder, forfatningen garanterer, er vigtigere end politiske intriger. Man kunne ønske sig, at journalister, kommentatorer og politikere handlede ud fra samme grundlæggende princip – også når det gælder en politisk modstander som Trump. De toneangivende medier og det demokratiske parti indgår i en uhellig alliance, hvor medierne hidser politikere op og får dem til at tabe snøvsen. De har nu i månedsvis mere end antydet eller ligefrem hævdet, at Trump har begået alvorlige forbrydelser. Flere politikere kræver præsidenten afsat. De siger, at han udgør en fare for USA´s demokrati. Maxine Waters, valgt i Californien, har således slået sig op på den ene gang efter den anden at kræve Trump afsat. Hun har ganske vist intet faktuelt eller juridisk grundlag for sine krav, hun henviser blot til, at hun tror, at det er Putin, der fra Kreml instruerer Trump om, hvad sidstnævnte skal sige og gøre! (Den ikke for kloge Maxine Waters tror også, at Rusland har angrebet Nordkorea – en fantasi, hun brugte som argument for, hvor farlig Putin og dermed Trump er!)

Under alle omstændigheder vil de mange beskyldninger mod Trump og hans folk blive grundigt undersøgt både af FBI, CIA, Kongressens to kamre via offentlige høringer og nu den foreløbig sidste og hemmelige undersøgelse ledet af den tidligere FBI-chef Robert Mueller, som er Comeys gode ven. Også Obama-administrationen og dens overvågning af Trumps kampagne i 2016 bliver undersøgt. Imens er man dag ud og dag ind vidne til et amerikansk medie- og politisk hysteri uden sidestykke, hvor russerne nu indtager samme dystre rolle som jøderne i anti-semitters syge forestillingsverden: De opererer fordækt og trækker i trådene bag kulisserne for at underminere USAs sikkerhed og demokrati.

Det er ganske vist!

PS.
Den nylige afhøring af Comey styrkede Trumps position og skadede Comey. Han karakteriserede sig selv som en kujon i forhold til Trump og Obamas justitsminister Loretta Lynch, der direkte blandede sig i undersøgelsen af Hillary Clintons emails og den hemmelige server, hun have stående i sin kælder. Det var Lynch, der forud for undersøgelsen havde et møde med Bill Clinton i et fly, hvor de ifølge Clinton i 40 minutter kun talte om golf og børnebørn. Comey afslørede, at han havde ladet fortrolige oplysninger om Trump lække til medierne. Han er nu meldt til politiet for at have røbet statshemmeligheder. Comey udtalte sig stærkt nedsættende om de medier, der havde bragt de oplysninger, som han selv havde lækket. Washington Posts historie var næsten fuldkommen forkert, sagde han. Comey sagde, at hans hensigt med at lække oplysninger var at få udnævnt en særlig undersøger til at forestå endnu en undersøgelse af Trump.

Hans strategi bar frugt: Hans gode ven Mueller blev udnævnt som særlig undersøger.

PS. PS.
Det seneste fra hysterifronten:
1) En Shakespeare-teaterforestilling, sponsoreret af CNN og New York Times, hvor Julius Cæsar, som myrdes af Brutus, er klædt ud som Donald Trump.
2) En video, hvor en skræmt Trump er taget til fange i en kælder forud for hans henrettelse.
3) En venstreorienteret avis, der kræver Trump stillet for retten for landsforræderi og henrettet, hvis han findes skyldig. Efter at en letbevægelig demokrat forsøgte at myrde adskillige republikanske politikere, fjernede avisen artiklen.
4) De voldelige studenteraktioner på universiteter, som forhindrer ukorrekte personer i at komme til orde er nu blevet suppleret med en aktion, som afviser hvide mennesker på universitetets grund. Demokraterne leger med ilden.

Bent Jensen er historiker, tidligere leder af Center for Koldkrigsforskning og forfatter til en række bøger – herunder koldkirgsværket Ulve, får og Vogtere.