I forlængelse af det forfærdelige terrorangreb efter Ariana Grande-koncerten i England skrev Uffe Elbæk på det sociale medie Twitter, at ”terroristen fra Manchester fortjener ikke vores had. Lad os svare igen med fællesskabets styrke.” Det lyder umiddelbart slagkraftigt. Men hvad er det egentlig for et fællesskab, Uffe Elbæk henviser til?

Er det et fællesskab funderet i en konservativ orden? Er det et åndfuldt fællesskab funderet i Grundloven, Kristendommen og monarkiet – med andre ord vort fædrelands kultur og historie? Er det et konkret fællesskab med en stærk sammenhængskraft, fordi fællesskabet er produktet af en levende kernekultur? Er det Gud, konge og fædreland Uffe Elbæk har som sin forudsætning for ”fællesskabet”? Eller er det et åndløst fællesskab tømt for indhold?

Svaret er desværre nok det sidste. Centrum-venstres ”fællesskab” omfatter typisk luftige størrelser som menneskerettigheder, internationale konventioner og EU. Abstrakte lovsystemer, der i virkeligheden er politik i juridisk forklædning. Centrum-venstres fællesskab bygger på en tro på det emanciperede menneske, der er frigjort fra sit historiske og kulturelle ophav, og som af den grund hører lige så meget hjemme i Somalia som i Danmark. Centrum-venstre anerkender ikke, at mennesket er konkret og fejlbarligt, og at mennesket af den grund er et kulturvæsen. Centrum-venstre dyrker derimod en rodløs kulturliberalisme, hvor mennesket er et frit svævende atom, der kan have sit hjem på alle kontinenter. Det er derfor, at centrum-venstre arbejder for, at vi begiver os hen imod et endemål, hvor den eneste rygrad i samfundet er abstrakte menneskerettigheder, og kernekulturen skal være enten svag eller ikke til stede.

Det fællesskab, centrum-venstre tror på, er en multikulturel utopi. ”Fællesskabet” i centrum-venstres forstand er i virkeligheden et røgslør, der dækker dels en udhulet, svag, splittet og selvhadende vestlig monokultur og dels en stærk islamisk modkultur. Dette fællesskabs ”styrke” er et fælles had til Vesten og en forkærlighed for modkulturen, der står i opposition til den vestlige kultur. Centrum-venstre er jo netop ikke konservative, men progressive, og centrum-venstres fællesskab handler om, at de er forenet i en fælles kamp mod det bestående samfund. Deres fællesskab går ud på vedvarende at føre en politik, der vil bryde den bestående kultur op. Men et ægte fællesskab bygger ikke på politik og kulturelt opbrud. Politik er modsætninger, kamp og interessevaretagelse. Et ægte fællesskab består derimod af kultur, tradition og ophav.

Uffe Elbæks og centrum-venstres fællesskab, kulturliberalismen, er ikke løsningen, men problemet. Der runger derfor et ekko af tomhed, når en politiker som Uffe Elbæk udtaler ordet fællesskab. Centrum-venstres nationale og kulturelle selvhad er selve årsagen til, at vi med åbne grænser har givet afkald på at bevare vores egen kultur og dermed vores fællesskab. Hvis vi igen skal finde en ægte samhørighed, skal vi fremfinde dette i det kultur- og nationalkonservative fællesskab. Et fællesskab der ikke søger at benægte menneskets eksistentielle vilkår som et kulturvæsen, men anerkender dette.

Anders Toft Hansen er advokat og formand for Nye Borgerlige i København