“I har skabt et nyt begreb”, sagde Lars Hedegaard til mig, da vi stod i mødeteltet efter Trykkefrihedsselskabets arrangement med de tre mere eller mindre national-konservative partiledere: Kristian Thulesen-Dahl, Pernille Vemund og Søren Pape Poulsen.

“Har vi? Hvad er det for et begreb?” svarede jeg, “Nationalkonservatisme.” sagde Lars Hedegaard, “Nu har de accepteret det. Nu kan der skrives om det”

Og det er både sandt og skarpt set. At erklære sig for national-konservativ har – fuldstændig uden bund i virkeligheden – haft et en lidt halv-suspekt klang af noget dunkelt-nationalistisk.

Men ikke længere. I lørdags, hvor Trykkefrihedsselskabet havde sat de tre partiledere stævne til et møde om, hvordan de definerede national-konservatisme og hvordan de så sig selv i forhold til den definition, erklærede både Kristian Thulesen-Dahl og Pernille Vermund sig frejdigt for national-konservative. Og det giver faktisk god ræson, selvom Dansk Folkeparti målt på deres fordelingspolitik på lange stræk ligger et godt stykke til venstre for Socialdemokraterne, mens Nye Borgerlige ligger ditto til højre for Liberal Alliance.

At være national-konservativ siger jo dybest set ikke noget om højre-venstre aksen i politik, men alene noget om det, at være forankret i sit nationale tilhørsforhold, med hvad det indebærer.

Og med Trykkefrihedsselskabets møde denne lørdag, som nok blev et af Folkemødets største tilløbsstykker i år – og som helt sikkert var det møde, der fik størst mediebevågenhed – fik national-konservatismen sit gennembrud som stueren observans, og det skete med den største naturlighed, uden at nogen egentlig bemærkede det. Bortset fra Lars Hedegaard.

I det lys kan det også undre, at Søren Pape Poulsen som formand for det parti, der historisk set har haft patent på at stå vagt om fædrelandet, overhovedet ikke var interesseret i at indtage denne klassisk-konservative position. I stedet havde han travlt med at bekende sig til EUs føderale projekt, som han mente indebar langt flere fordele end ulemper. Men han ønskede ikke at sætte nogen betegnelser overhovedet foran “konservativ” – og det var nok så betegnende.