Nyt

Islamsk Stat (IS) opfordrer sine tilhængere til at angribe USA, Europa, Rusland, Asien og Australien, siger en talsmand i oprørsgruppen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kommer talsmanden med lykønskninger til tilhængerne efter et angreb i Iran. Han opfordrer til flere angreb i Irak og Syrien under ramadanen, der begyndte i slutningen af maj og varer en måned.

Lydklippet blev lagt ud mandag på IS’ kanal på den krypterede app Telegram. Vedkommende skal være IS-talsmanden Abi al-Hassan al-Muhajer, men lydklippet er endnu ikke blevet bekræftet af uafhængige kilder.

– Løver i Mosul, Raqqa og Tal Afar. Gud velsigne deres rene favn og lysende ansigter. Angrib vantro frafaldne og bekæmp dem med én mands styrke, hedder det i udtalelsen.

Frafaldne henviser til Mellemøstens shiamuslimer.

– Til troens brødre i Europa, Rusland, Australien og andre. Deres brødre i deres lande har gjort det godt. Hav dem som forbilleder og gør det, de har gjort, hedder det videre.

Der blev blandt andet henvist til angrebene i Manchester og London den seneste måned.