Man skulle tro, at de var blevet klogere, israelitterne. At befrielsen fra slavetilværelsen i Egypten havde ændret deres sind, bevæget det mod Gud. Men sådan var det ikke. Tværtimod, så gav de ondt af sig og gjorde konstant oprør mod Gud i den tid, de vandrede i ørkenen.  Så fik de loven. Gud sluttede en pagt med dem der i ørkenen. En pagt de skulle leve ved. Der skulle velsigne dem. Som skulle gøre dem frugtbare og talrige og skænke dem fred i landet og en god vinhøst og afgrøder og frugt.

Men det er som om, at heller ikke det forstod de. De havde fået at vide, hvad Gud ville med dem. At han ville være deres Gud og de skulle være hans folk. Det hele var skrevet i sten. På tavlerne. Til oplysning for enhver. Men det tog ikke bolig i deres indre. Det bragte dem ikke til livet. De blev i deres ængstelighed og utaknemmelighed og de vendte sig bort fra Gud. Og selv da de var kommet ind i landet fortsatte frygten, ængstelsen og oprøret og efterhånden forvanskede jøderne loven, de begyndte at dyrke den i stedet for Gud. Dyrkelsen af Loven, skriften, blev et anliggende for de få, men da var loven allerede blevet til død snarere end til liv. For viden og oplysning og granskning af skriften kan godt nok meget. Men det alene kan ikke føre os til tro og liv.

Ikke fordi det ikke er vigtigt at vide noget om troens indhold. Det er det. Vi lægger i den kristne tradition meget vægt på oplysning om, hvad der udgør de kristne grundsandheder og kristen tro. Det var for Luther fx vigtigt at almindelige mennesker fik lært at læse, så de selv kunne læse i Bibelen og ud fra denne tanke sprang også Luthers store pædagogiske arbejde med katekismus med forklaringer til fadervor, trosbekendelsen og De ti Bud og arbejdet med sange på modersmålet, der også skulle fungere som pædagogiske hjælpemidler i forhold til tilegnelse af kristendommens indhold. Lige nu kører folkekirken en stor dåbskampagne, der skal oplyse om dåbens betydning, hvilket så skulle hjælpe folk til at beslutte sig for at deres barn skal døbes. Sådan er et af de ben kirken står på undervisning, oplysning og lære, og det skal selvfølgelig alt sammen til, men vi må aldrig glemme, at det er kun et skridt på vejen.

Der skal ganske vist oplæring, indføring og oplysning til. Men vi kommer ikke til livet og vi kommer ikke til tro på Kristus alene ved viden og oplysning. Viden og oplysning kan fungere som en slags Johannes Døber gerning, som en der står og råber i ørkenen. Men ligesom Johannes kun kan pege på Kristus og ikke gøre det Han kan, nemlig føde mennesker på ny, således kan vi med lære og oplysning kun pege på troen. Troen selv kommer ikke ind i hjertekammeret ved oplysning.

Det var også det Nikodemus tog fejl af. Han var farisæer, og det vil sige han var en meget lærd mand, der havde studeret skriften og han vidste alt om lovens praktiske forskrifter og renheds og spiseregler. Han mente, at når han blot fik klarhed over nogle ting, så var det i orden alt sammen. Når han blot fandt ud af hvad han skulle gøre, så ville han gøre det. Han kom i natten. Og måske skal dette peget på, at han med sin intellektuelle tilgang til troen var i mørket. Var lige så rådvild som det vandrende folk i ørkenen. For viden er ikke nok. At kende loven og profeterne er ikke nok. For at se Guds rige skal der noget andet til. Tro er ikke underlagt menneskelig beregning. Troen skal fødes i mennesket ovenfra.

Vi skal ganske vist plante og vande. Vi skal prædike og oplyse og belære. Men vi må ikke glemme, at troen i hjertet, væksten i kærligheden, den giver Gud. Ikke lærdom, ikke dåbsfoldere, ikke undervisning, ikke vores anstrengelser. Nej, troen i hjertet, det virker alt den Ånd som taler, som vi sang i Pinsen. Det er Ånden, der får støvet til at rejse sig. Til at leve. Livet er noget, der kommer til os ovenfra.

Da må vi forstå, at vi med alt det jordiske – det vil sige alt vort eget. Al vor begejstring, vor fortvivlelse, vort oprør og vor gråd og latter og vore anstrengelser, ikke kan se Guds rige. Det er umuligt for mennesker, men det er muligt for Gud. Gud har gjort det for os, som vi ikke selv kunne.  Det er, hvad det betyder, når vi siger, at Gud er en treenig Gud. Det er det vi markerer i dag på denne gamle højtid – Hellig trefoldigheds fest – for at Gud er treenig det betyder, at Han er en Gud der skabte, frelste og FORTSAT skaber og frelser og opretholder vore liv her. Med sin Hellige Ånd.

Det er en stor lettelse synes jeg, at det ikke er fuldstændig op til os, det med vores tro og hvad der skal ske med Guds kirke her på jorden. Det løfter en kæmpe byrde fra vore skuldre. Vi skal selvfølgelig gøre os umage med at plante og vande, men vi skal ikke glemme, at det er Gud der giver væksten. Det gør han hvor han vil og til hvem han vil, det kan vi se ved, at han kaldte apostlen Paulus, da han endnu var en af Guds fjender, nidkær forfølger af de kristne. Det kan vi se, når Han lader små undergrundsmenigheder skyde op i Iran og Kina fx

Ingen oplysning kan få os til at se Guds rige. Viden kan ikke give troen. Vi kan ikke selv skabe troen i hjertet og vi kan ikke selv skabe kirken her på jorden, lige så lidt som vi selv kan puste livs-ånde ind i et menneske, så det lever. Det kan kun Gud. Sådan måtte Nikodemus blive klar over, at den erkendelse eller det forhold han søgte kunne han ikke nå ved oplysning eller ved egen kraft eller anstrengelse men kun ved at fødes på ny – altså ved dåben.

Vi bliver ikke kristne af at få en hel masse at vide. Vi bliver kristne ved at få et helt nyt liv i eje. Ved at fødes af Helligånden. Og vi bevares i det nye liv af Helligånden i de Helliges samfund, det vil sige i den kristne menighed, kirken, som er vores åndelige hjem. Dens spir, skal da være ligesom den kobberslange Moses satte på sin stav i ørkenen: et tegn på frelse og evigt liv. Og vi skal se, at her fra kirken, fra den forsamlede menighed, fra salmesangen, bønnen, lysene, Ordet, strøm

mer velsignelse og bevarelse fra denne verdens slanger og deres dødbringende bid.

Amen.

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder